Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ har testet offentlighedsloven. Konklusion: Alt for mange benspænd, alt for lidt åbenhed

Journalistforbundet satte sig for at undersøge, hvem der søger aktindsigt i Danmark, og hvordan offentlighedsloven fungerer i praksis. Med udgangspunkt i corona-året og særligt fokus på sundhedsområdet. Konklusion: Rekordmange vil gerne bruge aktindsigten, men der er masser af benspænd og forhindringer i lovgivningen.

Offentlighedslov

Per Folkver

Antallet af anmodninger om aktindsigt hos sundhedsmyndigheder steg markant i perioden med Covid-19 og nedlukning i Danmark. 408 journalister søgte aktindsigt hos Sundhedsstyrelsen (SST) i perioden fra 11. marts 2020 til 11. marts 2021 – tallet var cirka 80 i 2019 og cirka 70 i 2018.

Det søgte de store danske medier aktindsigt i under coronakrisen

Den markante stigning bevidner, at aktindsigt er et afgørende arbejdsredskab for pressen i en ekstraordinær kriseperiode, hvor de politiske beslutninger har meget stor og konkret indvirkning på den enkeltes karriere og liv.

Derfor skulle det her have været en rapport om, hvordan offentlighedsloven virker i praksis. Hvilke paragraffer i offentlighedsloven bruger myndighederne typisk til at give afslag på aktindsigt? Og hvor mange afslag gives der i løbet af et år? Med den indsigt havde DJ ambitioner om at give et billede af, hvor den nuværende offentlighedslov udfordrer pressens arbejde.

Lige præcis de spørgsmål har vist sig svære at få svar på, men mange proceserfaringer klogere kan vi i stedet give en førstehåndsberetning om, hvordan offentlighedsloven fungerer i praksis. Og om de mange udsættelser, afslag og lange ventetider, der desværre ser ud til at være et vilkår for journalister, der søger aktindsigt.

Hvordan virker offentlighedsloven i praksis?

Den 26. april skrev jeg en mail til presseafdelingerne hos henholdsvis Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen (SST), hvor jeg spurgte, om de kunne sende mig en liste over afslag på aktindsigt vedr. covid-19 relaterede emner i perioden 11. marts 2020 og et år frem.

Allerede to dage efter, den 28. april, bliver jeg ringet op af en presserådgiver i Sundhedsstyrelsen, der fortæller mig, at den liste ikke findes. De arbejder på en helt anden måde. Hvis jeg ikke ønsker at trække min forespørgsel tilbage, kan jeg søge aktindsigt, men jeg skal vide, at det ikke er deres opgave at fremskaffe ”sammenstillinger”, som ikke eksisterer i forvejen.

En opringning fra en presseafdeling er jo ikke det samme som et afslag, og jeg søger derfor aktindsigt hos henholdsvis Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Sundhedsministeriet og Region Sjælland. Alle fire relevante myndigheder i forhold til ambitionen om at fremskaffe en liste over afslag på aktindsigt i dokumenter, der vedrører covid-19.

For at præcisere skriver jeg blandt andet, at ”vi ikke har brug for adgang til anmodningerne, men ønsker en oversigt med overskrifter på, hvad der er søgt aktindsigt omkring – dato for ansøgningens modtagelse – dato for afslag – samt oplysning om, hvilken paragraf, der er blevet givet afslag ud fra.”

En mundtlig forhandling går i gang

7. maj modtager jeg kvitteringer på mine anmodninger. Og fire dage efter bliver jeg ringet op af en specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen (SST). Hun fortæller mig venligt, at den liste ikke findes og derfor skal laves manuelt.

Hun siger det ikke helt så kort. Jeg får i telefonen en del mellemregninger med, der forklarer, hvor stort et arbejde, jeg har bedt dem om at lave. De mange anmodningerne skal findes frem en efter en, vi snakker hundredvis, fordi den sammenkørsel af sager, jeg henviser til, ikke matcher styrelsens arbejdsform. Hun slutter af med at spørge, om jeg med min nye indsigt vil trække min aktindsigt tilbage. Jeg svarer, at det vil jeg overveje, og at jeg gerne vil have en opsummering af ”afslaget” på skrift. Hun lover mig en ”begrundelse” på mail.

Jeg modtager den 11. maj, fire dage senere, en mail fra samme specialkonsulent, hvor hun opsummerer det, hun har fortalt mig i telefonen, og tilføjer, at min anmodning ikke kan imødekommes på grund af offentlighedslovens paragraf 11. Paragraffen fastslår, at en myndighed kun har pligt til at udlevere ”sammenstillinger”, hvis de kan fremskaffes ved få og enkle kommandoer. En liste, der ikke findes i forvejen, hører ikke i den kategori.

Mailen slutter med et ønske om, at jeg på den baggrund vil bekræfte, at jeg trækker min anmodning tilbage. Og ikke ønsker yderligere fra SST.

Trækker tilbage? Jeg synes bestemt, jeg sluttede samtalen af med ordet ”overvejelse”, men kommer i tvivl. Dagen efter, 12. maj, svarer jeg, at jeg ikke vil trække min aktindsigt tilbage, men at jeg vil ”imødekomme, at de ikke kan uddybe ud fra hvilke paragraffer, aktindsigten er blevet afvist på baggrund af. Men at vi i DJ stadig ønsker at vide, hvor mange afslag, der er blevet givet i perioden set ud fra antallet af ansøgere.”

Få timer senere ringer samme specialkonsulent mig op igen. Samtalen begynder som sidst med at ønske fra hendes side om, at jeg trækker min aktindsigt tilbage, men vi taler os frem til, at jeg får en liste over aktindsigter søgt i perioden, men ikke begrundelserne for afslag, da den liste stadig ikke findes. Sådan arbejde de ikke i SST, gentager hun på mit spørgsmål om, hvordan de systematiserer de mange anmodninger om aktindsigt. Hun følger samme dag skriftligt op på det, vi aftalte i telefonen, og jeg bekræfter skriftligt, at min aktindsigt er blevet ændret for at kunne imødekommes.

Fuld aktindsigt … efter tre telefonopkald

Otte dage senere, 20. maj., modtager jeg aktindsigten fra SST, som er blevet til en liste over anmodninger i det forgangne år. Mailen kommer fra en anden medarbejder, en fuldmægtig, og han skriver i et følgebrev, at ”Sundhedsstyrelsen imødekommer hermed din anmodning om aktindsigt fuldt ud.”

Det er for så vidt ikke usandt. Men den fulde aktindsigt fik jeg først efter tre telefonopkald og flere mailudvekslinger, hvor vi forhandlede frem og tilbage om, hvad jeg kunne få. Og hvor vi endte med at ændre anmodningen, så SST kunne imødekomme den. Jeg responderer derfor samme dag, at vi har indgået et kompromis i telefonen efter et mundtligt afslag på min oprindelige anmodning.

Resultatet af fire anmodninger om aktindsigt

Det, jeg står tilbage med efter fire uger og fire anmodninger om aktindsigt i afslag hos fire sundhedsmyndigheder, er en liste over de 408 medier og personer, der har søgt aktindsigt hos SST i Covid-19 relaterede spørgsmål i en periode på et år. Uden nærmere information om, hvem der har fået aktindsigt eller afslag.

Sundhedsministeriet og Statens Serum Institut har bedt om udsættelse på min anmodning. Region Sjælland afviser min anmodning, fordi listen ikke findes, og de derfor ifølge offentlighedslovens paragraf 7 afviser min aktindsigt. Paragraf 7 giver mulighed for at afvise indsigten, hvis den er for tidskrævende af fremskaffe. Lidt samme funktion som paragraf 11, der tager afsæt i, at en sammenstilling af materialer skal kunne fremskaffes ved ”enkle og få kommandoer”.

Argumentet er det samme brugt ud fra to forskellige paragraffer: De er ikke forpligtede til at fremstille nye dokumenter – og da en oversigt over afviste aktindsigter ikke findes i forvejen – er det for tidskrævende en opgave. Region Sjælland tilføjer dog i et følgebrev, at de kun har kendskab til ét afslag og to delvise afslag i perioden.

Færre får afslag end forventet

Jeg må altså opgive ambitionen om at kunne give et billede af, hvorfor der gives afslag på aktindsigt. Og ovenikøbet er det svært at sige noget om omfanget af afslag.

Ifølge min research er det givet 1-2 afslag i Region Sjælland på Covid-19 relaterede spørgsmål hele sidste år, måske lidt flere hos de andre myndigheder (hvem ved), men der findes ikke en lang liste, der kan skabe overblik og indsigt i, hvornår offentlighedsloven hindrer journalister (og andre borgere) adgang til information. Mit indtryk er, at langt de fleste anmodninger om aktindsigt kun opfyldes delvist eller tales igennem over telefonen, og så bliver skåret til.

”Vi ved ikke, hvad vi ikke får”

Min erfaringer er ikke unikke, finder jeg ud af ved at lave en mindre rundspørge. Undersøgende journalist på DR Astrid Fischer skriver til mig, at begrundelserne for afslag ofte er ”lange afhandlinger” og at der er ting, hun næsten ikke orker at forsøge at få aktindsigt i. Også på grund af de lange sagsbehandlingstider:

”Min hovedtanke er, at centraladministrationen næsten altid vælger at være lukkede, hvis de kan, og offentlighedsloven giver rigtig mange muligheder for det.  At de sjældent mener, at der er væsentlige oplysninger, som de behøver ekstrahere. At de sjældent giver meroffentlighed, og at vi selvfølgelig ikke har en chance, fordi vi ikke ved, hvad vi ikke får.”

Ekstraheringspligten betyder, at myndighederne har pligt til at forsøge at trække offentligt tilgængelige oplysninger ud af et dokument, selvom dokumentet i sin helhed er hemmeligholdt.

Som eksempel på de udfordringer, som hun møder i sit arbejde, henviser Astrid Fischer til en konkret sag, hvor hun i forsommeren har fået svar på sin klage  over et afslag på aktindsigt.

Astrid Fischer mente, at Sundhedsstyrelsen tilbageholdt oplysninger og klagede over SST’s afgørelse til Sundhedsministeriet, der herefter forholdt sig fuldstændig tavse i flere måneder, selvom en klage skal behandles inden for 20 arbejdsdage.

En klage til Folketingets Ombudsmand over sagsbehandlingstiden satte tilsyneladende skub i sagen.  Og nu har ministeriet imødekommet klagen så langt, at den har bedt Sundhedsstyrelsen behandle aktindsigtssagen igen.

Men det er altså stadig uvist, hvornår Astrid Fischer får udleveret de yderligere oplysninger, som hun ifølge Ombudsmanden har krav på i sagen, der var højaktuel, da hun indgav sin anmodning. Aktindsigten handler om et konkret aspekt af sundhedsmyndighedernes indsats mod Corona.   

”Jeg synes, det er stort problem for samfundsdebatten, at vi ikke får adgang til oplysninger, der kan belyse, hvad myndighederne har gjort, og hvis vi får oplysningerne, så er det først efter, at dagsordenen har flyttet sig flere gange”, siger Astrid Fischer.

”Tidsforbruget er det største problem”

Ifølge John Hansen, undersøgende journalist på Politikens indlandsredaktion, er der tre grundlæggende ting ved den nuværende offentlighedslov, der udfordrer danske journalister i deres arbejde: Tidsfristsoverskridelserne, Ministerbetjeningsreglen og nedlukningen for adgang til kommunikationen mellem styrelser og ministerier.

”Tidsforbruget er det største problem, jeg støder ind i, fordi det er undtagelsen, at tidsfristerne i loven bliver respekteret. Hvis du spørger embedsværket, har de syv dage til at respondere, men det er en fejltolkning af loven. De må bruge op til syv dage. Hvis dokumenterne er få klik væk, skal de udlevere dem før. Jeg kan ikke erindre, at jeg har fået noget indenfor de syv arbejdsdage”, fortæller han.

John Hansen har oplevet nogle vilde eksempler under coronakrisen, hvor han har ventet op til et år på udleveringen af dokumenter.

”Jeg anerkender, at centraladministrationen har været presset, men de fleste af dem ved godt, at hvis tiden går, bliver historien mindre vigtig og knap så farlig”, siger han og fortsætter:

”Så når man oplever, hvor hurtigt det kan lade sig gøre at få aktindsigt i Sverige og Norge, tror jeg ikke på alle deres forklaringer. Jeg har oplevet flere gange i de to sammenlignelige lande at få aktindsigt samme dag ved en telefonisk henvendelse. Sågar mens vi talte i telefonen, fik jeg en mail med dokumenterne engang. Det kan jo ikke passe, at det så skal tage så lang tid i Danmark.”

Ministerbetjeningsreglen

Ministerbetjeningsreglen er en skændsel, ifølge John Hansen.

”Sådan som den er formuleret, kan du bruge den om hvad som helst. Du behøver jo blot at have en formodning om, at dokumenterne en dag skal forbi en minister, så kan du mørklægge dem. Den er så meget en gummiparagraf, at den kan bruges til at blokere alt.”

Den sidste virkelig kritiske ting ved 2013-loven er, at man lukkede for indsigt i kommunikationen mellem styrelser og ministerier. Og her er der som ved Ministerbetjeningsreglen ikke engang tale om et skøn, men om en reel mørklægning, fortæller John Hansen.

”Jeg synes, det er et kolossalt tab, fordi det lukker for indsigt i skismaet mellem det faglige og det politiske. Men det er jo også hensigten. Politikerne har jo netop lukket for adgangen til den kommunikation, så befolkningen ikke skal indvies i, at deres politiske beslutninger ikke altid bakkes op af fagkundskab.”

Det giver besværlige diskussioner for en minister, anerkender han, men det er vigtige diskussioner.

”Det kan godt være, at der var en politisk vilje til at gøre det her, men synes hele det embedsapparat, som vi lønner, også det var en god idé?”

Miljøområdet er langt mere åbent

John Hansen påpeger, at i miljøspørgsmål, hvor den langt mere lempelige Miljøoplysningslov gælder, fungerer aktindsigten helt anderledes.

”Jeg havde en sag for nylig om et ophugget skib, jeg havde skrevet om flere år tilbage. Jeg ringer op og i løbet af en time, er jeg sat i forbindelse med den medarbejder, som arbejder på sagen. Vi har et møde over Teams et par dage efter, og jeg modtager den skriftlige afgørelse om skibets skæbne uopfordret fra samme konsulent. Hvis det kan fungere her – hvorfor kan det så ikke på andre områder?”

Gode råd til nybegyndere i at søge aktindsigt

Søg konkret og præcist. John Hansen skriver ofte i sine anmodninger, at hvis de kræver et uforholdsmæssigt stort stykke arbejde, er de velkomne til at vende tilbage og hjælpe ham med at præcisere det.

”Jeg har set, hvad en anmodning i aktindsigt kan afstedkomme, og indimellem er det et grotesk tidsforbrug. Hvis min henvendelse fører til noget, der skyder langt over målet i forhold til, hvad jeg beder om, vil jeg derfor gerne være med til at gøre det klart, så de kan bruge mindre tid på det”, siger John Hansen og tilføjer afslutningsvist:

”Alle parter skal behandles ordentligt, og vi skal derfor på begge sider sørge for, at vi bruger hinandens tid med respekt.”

DJ holder politikerne fast: offentlighedsloven må og skal forbedres

Det søgte de store medier aktindsigt i under coronakrisen

Kommentarer