DJ har ansat en ny kommunikations- og pressechef
Mette Falkenberg Rasmussen bliver fra 1. oktober ny kommunikations- og pressechef i Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation.
Det bliver Mette Falkenberg Rasmussen, der fra 1. oktober skal stå i spidsen for DJ's afdeling for kommunikation, presse og organisering. Mette Falkenberg Rasmussen er uddannet cand.scient.pol fra KU og har tidligere været særlig rådgiver for miljøministeren, hun har været kampagnechef i Primetime og manager i Operate, og hun har arbejdet med medlemsorganisationer i HK og Forsikring & Pension. Senest har hun været politisk direktør i Horesta.
"Jeg glæder mig til at begynde som kommunikations- og pressechef i DJ. Journalistik, kommunikation og DJ's andre fagligheder er både vigtige og spændende felter, og jeg ser frem til at indgå i et stærkt team på Gl. Strand og sammen tackle fremtidens udfordringer i medie- og kommunikationsbranchen," siger hun.
Kommentarer