Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ: God nyhed at planlagte DR-besparelser rulles tilbage

”Det er en sejr for demokratiet, at DR ikke skal spare yderligere”, udtaler Tine Johansen i forbindelse med offentliggørelsen af finanslovsaftalen 2021, hvor DR-besparelser stoppes fremadrettet.

Tine Johansen om DR-tilbagerulninger

Jacob Nielsen

”901 millioner kroner til annullering af de planlagte besparelser i DR for at styrke dansk public service og skabe ro om DR’s økonomi.

Sådan skriver Finansministeriet i forbindelse med, at finanslovsaftalen 2021 netop er blevet offentliggjort. I aftalen fremgår det, at de planlagte besparelser på Danmarks Radio ikke gennemføres.

En beslutning, DJ-formand Tine Johansen, finder positiv:

”Det er en rigtig god nyhed, at et flertal har besluttet at droppe de fremadrettede drastiske besparelser, som Danmarks Radio blev pålagt i forbindelse med den sidste medieaftale. DR er kulturbærende og garant for, at der laves dansksprogede aktualitets- og drama-produktioner af god kvalitet – og det er en sejr for demokratiet, at de ikke skal sparre yderligere.”

God nyhed med visse forbehold

Hun understreger dog, at det er en god nyhed med visse forbehold, da flere DJ-medlemmer allerede har mistet jobbet, eller fået forringet deres arbejdsvilkår, i forbindelse med de besparelser, der allerede er blevet udmøntet. Og flere public service-produktioner, deriblandt P6 Beat og P8 Jazz, går stadig en uvis fremtid i møde, selvom de fortsætter i 2021.

I forhold til DR drejer det sig konkret om besparelser for omkring 255 mio. kr., som de skulle i gang med at finde næste år for og rulle ud i 2022-2023. Første fase af besparelserne er i gang med at blive gennemført, og vil fjerne udgifter for 420 mio. kr., når de er fuldt implementeret i 2021. De besparelser rokker den nye finanslovsaftale ikke ved.

I kroner og ører tilføres DR 120,4 mio. kr. i 2022 og 260,3 mio. kr. årligt fra 2023 og fremefter i forhold til de tidligere udmeldte spareplaner. Samlet set koster de aflyste besparelser 900 mio. kr. i perioden 2022-2025, som er fundet udenfor den forhandlingspulje på 1,5 mia. kr., som regeringen spillede ud med, at pengene skulle tages fra.

Forventningspresset stiger på de kommende medieforhandlinger

Partierne bag finanslovsaftalen er desuden enige om at tilføre medieområdet yderligere 132,3 mio. kr. i 2024 og 149,7 mio. kr. i 2025. Udover de i alt 282 mio. kr. er partierne enige om, at der kan tilføres yderligere midler til medieområdet, hvis der er enighed blandt aftalepartierne om finansieringen.

”Jeg tror, det er gået op for os alle sammen under Corona, hvor vigtig den uafhængige presse er, når der tages beslutninger fra magthavernes side på det niveau, som det er tilfældet lige nu. De yderligere midler til medieområdet er et godt afsæt for de kommende medieforhandlinger, hvor især de regionale og lokale medier skal opprioriteres for at kunne skabe uafhængig journalistik”, siger Tine Johansen.

Udover et ønske om, at støtten til de lokale og regionale medier skal hæves, har DJ også et udtalt ønske om en regulering af techgiganterne, som i stigende grad truer den frie og kritiske presse. Og dermed demokratiet. Det er på tale at skaffe yderligere midler til medieområdet ved at beskatte de techgiganter, der igennem de seneste år har fået en betydelig del af det danske annoncemarked. Et tiltag DJ-formand Tine Johansen gerne ser realiseret:

”Techgiganterne skal bidrage langt mere til den danske indholdsproduktion – i stedet for at true mediernes annoncemarked og tage patent på både data og distributionskanaler”, siger Tine Johansen og tilføjer:

”Problemet bliver jo kun sat endnu mere på spidsen, når landets magthavere gang på gang breaker landsdækkende restriktioner på de sociale medier, hvor den etablerede presse ikke kan stille hverken opklarende eller kritiske spørgsmål.”

Det kommende medieforlig skal forhandles på plads i 2021.

Læs mere om finanslovsaftalen 2021

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.