Gå til hovedindhold
Bliv medlem

DJ-formand appellerer til Israel om adgang til Gaza for både nødhjælp og presse

Statsminister Mette Frederiksen har sendt et tydeligt budskab til Israel om, at nødhjælp skal kunne komme ind i Gaza. Nu følger DJ-formand Tine Johansen op med et krav om beskyttelse af mediefolk og adgang til Gaza for den internationale presse.

Tine Johansen

Jacob Nielsen

Torsdag sendte statsminister Mette Frederiksen i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles et klart budskab til Israel om at sikre humanitær hjælp til befolkningen i Gaza. Nu supplerer DJ's formand, Tine Johansen statsministeren med en klar og tydelig opfordring til også at sikre adgang og sikkerhed for den uafhængige presse, så det kan dokumenteres, hvad der sker i Gaza.

"Jeg bakker selvfølgelig op om statsministerens appel om, at Israel skal sørge for, at der kan komme nødhjælp igennem til de hungersramte civile i Gaza. Og så vil jeg udvide appellen med endnu to klare budskaber til Israel," skriver Tine Johansen på LinkedIn:

- For det første: Stop ethvert angreb på Gazas journalister og fotografer, som er i gang med at dokumentere tragedien for os andre. Dødstallet for mediearbejdere i Gaza har rundet 105 siden 7. oktober. Journalister har krav på samme beskyttelse som civile i en krig.

- For det andet: Åbn grænserne for den internationale presse. Vi har brug for verdenssamfundets øjne og ører inde i Gaza. Det er ved at udvikle sig til en sort boks af en humanitær katastrofe. De lokale mediearbejdere er under meget, meget udsatte, og der er brug for, at pressen udefra får adgang til at dokumentere nu!

Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation støtter udsatte mediearbejdere gennem sin internationale samarbejdspartner, International Media Support (IMS), men det er uhyre vanskeligt at hjælpe i den aktuelle situation.

Du kan give et bidrag til støtten til udsatte mediearbejdere verden over via DJ's Safetyfond

Kommentarer