DJ er blevet enig med staten om ny overenskomst
DJ's kommunikationsansatte i staten kan snart se frem til en ny overenskomst med blandt andet mere i løn, øget fleksibilitet, fritvalgsordning og nye stillingskategorier.
Efter at have landet aftaler om nye overenskomster for de offentligt ansatte DJ-medlemmer i kommunerne og regionerne, scorede DJ's forhandlere overenskomst-hattrick, da de sent om aftenen 18. marts opnåede enighed med statens forhandlere om en ny overenskomst.
Lige som på det kommunale og regionale område var der på forhånd udstukket en økonomisk ramme på 8,8 % af forhandlingerne mellem finansministeriet og de store forhandlingsforbund tidligere på året.
En tilfreds næstformand, Allan Boye Thulstrup, har siddet med i forhandlingerne på DJ's side, og han er særligt glad for den måde, lønstigningerne udmøntes for DJ's medlemmer:
"Med en samlet ramme på 8,8 procent over de næste to år er der lagt op til mærkbare lønstigninger, og i den aftale vi forhandlede idag (mandag 18. marts), har vi sikret, at startlønnen hæves. Samtidig er det lykkedes at indfri medlemmernes ønske om at få indført nye lønrammer for special- og chefkonsulenter, hvilket også giver lønstigninger for DJ-medlemmer, der nu kan ansættes på den måde. Som en del af aftalen er der lagt små pensionsstigninger ind, der skal sikre mere ensartede satser - til gengæld er der også i denne aftale indført frit valg mellem løn og pension på den del der ligger over 15 %," siger han.
DJ har cirka 335 medlemmer ansat i staten.
Aftalen skal nu formelt godkedes på DJ's hovedbestyrelsesmøde onsdag den 20. marts, og derefter sendes aftalen til urafstemning blandt de berørte medlemmer.
Er du ansat på DJ-overenskomst i staten, regionerne eller kommunerne, er det en god idé at sikre dig, at DJ har de korrekte kontaktoplysninger på dig. Det kan du tjekke ved at logge ind på MitDJ her på hjemmesiden og kontrollere arbejdsplads og emailadresse. På den måde kan du være sikker på at få tilsendt den overenskomst til urafstemning, som berører dig.
Kommentarer