Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ efter drab på bulgarsk journalist: Det er blevet mere risikabelt at lave undersøgende journalistik

Den 6. oktober blev den bulgarske tv-journalist Viktoria Marinova fundet voldtaget og dræbt i en park i byen Ruse. Det er det tredje drab på en journalist i Europa det seneste år. Næstformand i DJ Tine Johansen frygter selvcensur.

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at journalister skal arbejde på de vilkår. Og det er meget bekymrende, at det nu selv i EU er blevet farligt at lave undersøgende journalistik. Det kan hverken journalisterne eller vores demokrati være tjent med”, siger hun.

Viktoria Marinova havde arbejdet på en sag om mulig korruption i Europa-Parlamentet, og anklageren mener derfor, at drabet med en vis sandsynlighed kan kædes sammen med hendes arbejde som undersøgende journalist.

Risiko for mere selvcensur

Tine Johansen frygter, at de usikre arbejdsbetingelser, som undersøgende journalister har, kan komme til at betyde mere selvcensur blandt journalisterne.

”Hvis det sker, trues pressefriheden, og derfor håber jeg også, at der kommer en grundig efterforskning af sagen, og at der bliver sendt nogle klare politiske signaler om fordømmelse af overgreb på mediearbejdere. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at beskytte journalisterne og bringe de skyldige for retten”, siger hun.

I maj 2018 gik EU-Parlamentet til kamp mod drab på journalister ved at vedtage en resolution, som skal sikre pressefriheden og beskytte de journalister, der arbejder på historier om eksempelvis korruptionsager. Et skridt i den rigtige retning, men alligevel ikke nok, mener Tine Johansen.

”Reporters Without Borders havde faktisk gjort opmærksom på, at der var brug for ekstra beskyttelse af de journalister, der havde arbejdet på de afsløringer, som kom frem i Marionovas program, blandt andet fordi de havde modtaget trusler. Vi må gøre meget mere for at beskytte journalisterne”, siger hun.

Uopklarede mord

Sidste oktober blev en af Maltas mest kendte undersøgende journalister Daphne Caruana Galizia dræbt af en bilbombe. Og i februar blev den slovakiske journalist Jan Kuciak skudt sammen med sin kæreste i sit sommerhus. Samtidig frygtes en kritisk journalist i øjeblikket dræbt på det saudiarabiske konsulat i Tyrkiet.

Præsident for European Federation of Journalists (EFJ) Mogens Blicher Bjerregård fortæller, at det er en ny og uset beskæmmende udvikling, vi oplever lige nu, med fire mord inden for de seneste 14 måneder, hvor især undersøgende journalister er blevet ofre.

"Der er rigtigt meget på spil lige nu, hvor mordene på de undersøgende journalister stadig er uopklarede - og det er vigtigt, at de enkelte statsledere bakker op om de arbejdsvilkår, der skaber frihed for medierne i deres efterforskning."

Mogens Blicher Bjerregård har efter den 6. oktober, hvor mordet fandt sted, taget kontakt til det bulgariske journalistforbund og de bulgariske udgivere.

"Der har været flere episoder i Bulgarien, hvor journalister er blevet tilbageholdt og truet til at tie, og vi er på internationalt plan opmærksomme på, at de bulgariske mediearbejdere generelt er under hårdt pres i udførelsen af deres arbejde."

Trusler skal tages alvorligt

Det er helt afgørende, at sikkerheden bliver taget alvorligt, siger EFJ formanden. Både af myndigheder og journalisterne selv.

"Vi har allerede for mange triste beviser på, at trusler skal tages alvorligt. Journalister skal anmelde enhver trussel, de bliver udsat for, så politiet efterfølgende kan udføre deres arbejde."

Rejsesikkerhed i udlandet: Sådan passer du på dig selv

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.