Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ: De danske medier skal vise vejen for demokratiet med mere åbenhed og tilgængelighed

Kronik: Der er brug for at åbne dørene til landets redaktionslokaler, så læsere og brugere får mere indsigt i, hvordan journalistikken bliver produceret. Samtidig skal det være nemt at klage, og medierne skal stå ved deres fejl. Kun på den måde kan vi fremtidssikre mediernes troværdighed og mission.

Tine Johansen

Jacob Nielsen

Kronik bragt i Berlingske Tidende mandag den 18. april

Troværdige og uafhængige medier er en helt nødvendig forudsætning for demokrati. Uden god journalistik og information kan vi ikke agere som borgere. Det har krigen i Ukraine sat en tyk streg under.

Professionelle medier er også nødvendige i en helt almindelig dansk hverdag. Både i forhold til det lokale demokrati og til de store samfundsspørgsmål. Heldigvis er befolkningens tillid til de danske, redaktionelle medier stor (kilde: Reuters Institute).
Men den må gerne blive større. Og medier og journalister har en stor opgave i forhold til at nå de yngre generationer. En undersøgelse fra 2021 viser, at i aldersgruppen fra 16 år og helt op til 44 år har kun omkring 10 procent et abonnement på en trykt avis eller en netavis (
kilde: Kulturministeriet).

Dansk Journalistforbund mener, at der er brug for langt mere viden om, hvordan den professionelle journalistik adskiller sig fra alle de andre slags informationer, vi får i en konstant strøm.

Når EU støttet af Danmark og resten af medlemslandene vil lukke for adgangen til russiske propaganda-medier, så er det måske forståeligt, men det er alligevel den helt forkerte vej at gå. For der er så utrolig meget manipulation og løgn i omløb, så det vil være umuligt at stoppe det alt sammen. Og samtidig lugter det fælt af den censur, som er i modstrid med demokratiet.

Nej, vi skal i stedet møde propaganda, fake news og løgne med en stærk evne til at kunne skelne mellem skidt og kanel. Media-literacy kalder man denne evne, og DR har eksempelvis gjort en stor indsats med ”I Sandhedens Tjeneste” for at uddanne unge til at blive kritiske mediebrugere. Vi har brug for meget mere af den slags. Alle danske medier har en opgave i forhold til at oplyse brugerne om, hvordan de arbejder med vinkling, kildekritik og alt det andet, så det bliver tydeligt, hvordan journalistik og uafhængige redaktionelle medier adskiller sig fra holdningsbåret information.

Medierne skal også tage et større ansvar for de debatter, der kører i forbindelse med de artikler, som medierne offentliggør på deres hjemmesider og på de sociale platforme.

Det er et klart advarselstegn, når mange borgere – herunder også politikere – ikke ønsker at debattere på de sociale platforme på grund af frygten for hadske udtalelser og trusler.

Her må medierne melde klart ud om deres regler for debatten, og tage ansvar for, at den ikke løber løbsk med chikane med mere.

Det skal også være nemmere for læserne og brugerne at få rettet de fejl, som uundgåeligt opstår, når man udkommer med nyheder og aktualitetsstof.

I dag kan enhver borger klage til Pressenævnet, hvis vedkommende er utilfreds med et medies behandling af en sag, som man er involveret i.
Pressenævnet har en højesterets­dommer som formand, og består derudover af udpegede journalister, redaktører og repræsentanter for befolkningen. Pressenævnet afgør, om klageren har ret og kan blandt andet udtale kritik og eventuelt pålægge det konkrete medie at komme med en berigtigelse.


Dette system bør efter DJ’s mening fortsætte. For det er enkelt, billigt og relativt hurtigt for en borger at klage til Pressenævnet. Og sådan skal det også være.

Men der er brug for en bredere viden om, at Pressenævnet findes. Derfor skal Pressenævnet blive bedre til at informere om sit mandat og sit arbejde.

Der er dog samtidig brug for mere offentlig viden og debat om presseetik. Derfor mener Dansk Journalistforbund, at Pressenævnet bør suppleres med en Medieombudsmand efter svensk model.

I Sverige arbejder medieombudsmanden sammen med Mediernes Etiknævn, der er den svenske pendant til Presse­nævnet. Medieombudsmanden er en erfaren journalist eller redaktør, der spiller en aktiv rolle i den svenske debat om medierne. Vedkommende kan derudover bistå de borgere, der klager til Mediernes Etiknævn, og tage sager op af egen drift.

Det er væsentligt at nævne, at den svenske medieombuds­mand og Mediernes Etiknævn både er udpeget og 100 procent finansieret af den svenske mediebranche og derfor ikke på nogen måde underlagt den svenske stat. Det er helt afgørende, for medier skal være uafhængige i et demokratisk samfund.

Det danske Pressenævn baserer sine kendelser på medieansvarsloven og på de presseetiske regler, som er formuleret af udgivernes brancheorganisation Danske Medier og Dansk Journalist­forbund. Begge dele vil have godt af et gennemsyn, for digitaliseringen har forandret medierne og vores samfund.

Journalistforbundet mener f.eks., at der er brug for mere tydelige regler for, hvornår en borger kan kræve at få en gammel og eventuelt fejlbehæftet artikel rettet eller slettet fra mediernes hjemmesider og søgemaskiner. Og vi mener, at det skal gøres mere klart, hvilke medier der er omfattet af medieansvars­loven. I dag er alle danske dagblade og DR’s og TV 2’s nyheds­udsendelser omfattet, men digitale medier er ikke automatisk omfattet af loven.
Nogle borgere kan derfor opleve at klage til Pressenævnet over en redaktionel artikel på en hjemmeside og få klagen afvist, fordi det pågældende medie ikke er tilmeldt Pressenævnet. Man kan heller ikke klage over en udsendelse på TV 3, fordi selskabet bag tv-stationen har hovedkontor i London.

Den danske medieansvarslov bør gælde for alle redaktionelle nyheds- og aktualitetsmedier, der henvender sig til den danske befolkning, uanset hvilke platforme de udkommer på: Aviser, radio, tv, bøger, hjemmesider, podcast eller noget helt syvende.

På den anden side skal reglerne ikke omfatte noget, der ligner et medie, men ikke er det.
Man er eksempelvis ikke et medie, blot fordi man sender et tweet eller laver et opslag på Facebook. Og influenter er heller ikke redaktionelle medier, selv om de har mange følgere på de sociale platforme. Deres opslag er i langt de fleste tilfælde offentliggjort med et kommercielt eller markedsførings­mæssigt formål og ikke et redaktionelt.
Derfor mener vi ikke, at medieansvarsloven og Pressenævnet er det rette sted at bedømme disse opslag.

Bundlinjen er dog, at der er brug for at se på, hvad medieansvarsloven skal omfatte i en digital nutid og fremtid. For vi skal selvfølgelig lytte til de kritiske stemmer og undersøge, om der er brug for forandringer.

Og som et fag, der kræver åbenhed og tilgængelighed, er det oplagt selv at vise vejen. Kun på den måde er det muligt at øge troværdigheden og tilliden til den uafhængige journalistik og de uafhængige medier, som både i dag og i fremtiden er helt afgørende for demokratiet.

Kommentarer