Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ ansætter ny chefredaktør på fagbladet Journalisten

Christian Lindhardt (53) bliver ny ansvarshavende chefredaktør for Dansk Journalistforbunds fagblad Journalisten. Han kommer fra en stilling som ledende redaktionschef i DR Nyheder.

Christian Lindhardt

Agnete Schlictkrull

Christian Lindhardt tiltræder den 1. marts sit nye job, hvor han skal være med til at videreudvikle Journalisten både redaktionelt og digitalt.

Med ansættelsen ønsker Dansk Journalistforbund at sikre fagbladets relevans for den brede medlemsskare af både journalister, kommunikatører og visuelle formidlere. Christian Lindhardt skal samtidig videreføre den kritiske og uafhængige linje, som Journalisten altid har haft.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at byde Christian Lindhardt velkommen i DJ. Christian er journalist med stort J og brænder virkelig for at sætte DJ’s forskellige fagligheder til diskussion. Han har et helt særligt drive og er god til at skabe begejstring og udvikle idéer. Han er både en stærk personaleleder og en stor faglig kapacitet. Og så har vi i ansættelsesudvalget også lagt stor vægt på hans mangeårige erfaring med digital udvikling fra både Politiken og DR", siger Tine Johansen, formand for DJ.

Christian Lindhardt glæder sig til at være med til at præge de faglige diskussioner i medie- og kommunikationsbranchen.

”Stillingen som chefredaktør på Journalisten er et af de mest spændende job i mediedanmark, når man, som jeg, elsker journalistik og kommunikation. Derfor glæder jeg mig helt utroligt meget til at komme i gang. For mig er det væsentligt, at både Journalisten og Jornalisten.dk fortsat er et rigtig stærkt fagblad, som beskæftiger sig med alle de forskellige medlemmers vilkår, men som også kigger kritisk på udviklingen i mediebranchen,” siger han.

Et fagblad skal gøre læserne klogere

Den nye chefredaktør mener, at den væsentligste opgave for et fagblad anno 2020 er at gøre læserne klogere.

”Et fagblad skal først og fremmest gøre læserne klogere, mere interesserede og mere engagerede. Der skal både være stof, der taler til hjernen og maven. Man skal læse det, fordi man har lyst til og brug for at følge med i sit fag og branchen,” siger han.

Christian Lindhardt kommer fra en stilling som ledende redaktionschef i DR Nyheder og er desuden forhenværende redaktionschef på Politiken. Han er uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1996.

Pressekontakt:

Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund: 2040 5313

Christian Lindhardt: 2854 4557

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Simon Riedel

fre, 02/21/2020 - 09:13

Tillykke til Christian Lindhardt
Godt der kommer nye folk til, der kan rydde op efter tidligere redaktører såsom Øjvind Hesselager og den "kompromisløse" journalist Ole Obitsø (sådan kalder han sig selv).
Jeg ser især frem til at få en dato for, hvornår den digitale chikane mod mig stopper i medlemsbladet Journalisten, der uvist af hvilken årsag ligger frit tilgængeligt på nettet til evig tid, som var det de hellige tavler fra bjerget.
Chikanen mod mig har stået på siden 2016, hvor jeg begik en fejl.
Jeg mener, at nu efter at have været trukket gennem sølet i fire år - og er stoppet som journalist.
Kan jeg i det mindste få en forklaring på, hvorfor jeg skal have den straf? Og hvornår den stopper?
Den nuværende redaktør mener også at chikanen skal fortsætte. Formanden for Journalistforbundet svarer ikke mails eller telefonopkald.
Da jeg meldte mig ind i Journalistforbundet var det efter formålsparagraffen - vi vil skabe bedre arbejdsforhold og løn. Journalistforbundet har i praksis sørget for at det er umuligt for mig at komme videre med en karriere.
Jeg ønsker ikke dette for min værste fjende.
Skrevet af medlem gennem små 20 år - der har indbetalt måske 100.000 kr i kontingent.
PS: Jeg giver ikke op.
Simon Riedel