Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ afleverer på ny forslag til ny medieaftale til politikerne

På et møde i Kulturministeriet onsdag eftermiddag fik DJ-formand Tine Johansen mulighed for at levere DJ’s hovedpointer og forslag til en ny medieaftale. DJ holder fast i tre hovedbudskaber: Styrkelse af de lokale og regionale medier, regulering af techgiganter og bedre arbejdsvilkår i mediebranchen.

Tine Johansen afleverer DJ's forslag til ny medieaftale

Jacob Nielsen

Sammen med repræsentanter fra det meste af mediebranchen, herunder DR og TV 2, Danske Medier, Producentforeningen samt repræsentanter fra Facebook og Google, var DJ-formand Tine Johansen inviteret til møde hos Kulturministeren forud for forhandlingerne om en ny medieaftale. DJ var repræsenteret som den eneste faglige organisation og repræsenterede derfor som den eneste organisation arbejdstagerne. Udover Kulturministeren deltog medieordførerne for alle partier på Christiansborg.

Meningen med mødet var at klæde minister og medieordførere bedst muligt på, inden de skal i gang med forhandlingerne om medieaftalen. Derfor var politikernes rolle primært lyttende og spørgende.

”Det var rigtig godt at få en ny anledning til at fortælle ordførerne og ministeren, at DJ ønsker øget fokus på de lokale og regionale medier samt en bedre regulering af techgiganterne. Sammen med DJ’s 3. hovedbudskab om bedre arbejdsmiljø for ansatte i mediebranchen, vil jeg uddybe mine pointer fra mødet onsdag i en direkte skriftlig henvendelse til alle ordførerne,” siger Tine Johansen.

Der er ikke officielt meldt datoer ud for de konkrete forhandlinger om ny medieaftale, men det bliver højest sandsynlig ikke før kommunalvalget 16. november. Men uanset hvornår det bliver, lover DJ-formanden at holde politikerne fast på DJ’s forslag.

”Det er meget vigtigt for DJ, at der kommer fokus på de lokale og regionale medier, at iværksættermedier kan opnå bedre støtte, at techgiganterne bliver reguleret, og at der er ordnede arbejdsforhold i branchen. Og det vil vi blive ved med at fortælle politikerne,” siger hun.

Kommentarer