Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Digital chikane: ”Arbejdsgiverne har et stort ansvar”

DJ har undersøgt omfanget af digital chikane blandt medlemmerne. Undersøgelsen har givet flere interessant og foruroligende indikationer på, at digital chikane er et stort problem for arbejdsmiljøet hvad enten man har en fast arbejdsgiver eller ej, mener DJ’s arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen.

Undersøgelse af digital chikane

DJ sendte i efteråret en undersøgelse om digital chikane ud til 3573 tilfældigt udvalgte medlemmer. Ca. 600 svarede på spørgsmålene.

Hent hele rapporten som pdf (uden kommentarer)

Læs Karinas beretning om grov digital chikane:

"Du bliver voldtaget, skudt, dræbt, parteret og gravet ned i en skov"

26% af alle, der har svaret, har oplevet en eller anden form for digital chikane. Det viser en undersøgelse blandt ca. 3.500 tilfældigt udvalgte DJ-medlemmer.

Læs mere om undersøgelsen hos Journalisten

DJ’s arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen tager undersøgelsens resultater meget alvorligt og mener især, at flere af tallene kalder på handling fra arbejdsgiverne – både i forhold til ansatte medarbejdere og freelancere og selvstændige, der hyres til opgaveløsning.

”Digital chikane kan være en meget stor faktor i forhold til menneskers arbejdsmiljø. Når man oplever at få negative kommentarer, trusler og chikane på baggrund af ens arbejde, påvirker det i høj grad ens oplevelse af arbejdsmiljø. Jeg mener derfor, at arbejdsgiverne/opdragsgiverne skal tage denne udfordring meget alvorligt og lave en plan for, hvordan de håndterer digital chikane,” siger han.

Tom Hansen knytter her nogle flere kommentarer til udvalgte resultater af undersøgelsen

I hvilken grad har du oplevet digital chikane som belastende?

Kun 14% af dem som har oplevet chikane mv. har ikke oplevet det som en belastning. Mens de resterende 86% har oplevet chikanen mv. belastende i et eller andet omfang, og 40% har oplevet det belastende i nogen til i meget høj grad.

”Det her kan give et fingerpeg om, at arbejdsgiverne i højere grad skal blive bedre til at forebygge belastningerne. Man kan ikke (fra arbejdsgivers side) afskaffe/undgå helt, at chikanen forekommer, men virksomhederne kan måske blive bedre til at klæde medarbejdere/freelancere på, der er i risiko for at blive udsat for chikane. Desuden bør arbejdsgiver være mere aktive i forhold til at støtte dem, der udsættes for digital chikane. At have en oplevelse af, at ens arbejdsgiver står bag en, og man ikke står med problemet alene, kan være med til at mindske belastningen,” siger Tom Hansen.

Har du modtaget chikane i form af trusler?

Ca. en femtedel af dem som oplever negative henvendelser, får dem i form af trusler.

”Det er meget belastende at blive udsat for trusler. Spørgsmålet er, om trusler mod medarbejderne altid bliver politianmeldt. Det er klart, at når politiet ikke gør noget (særligt meget) ved anmeldelser af trusler, er det heller ikke motiverende for arbejdsgiverne/personerne at anmelde truslerne, for det kan føles som om, det ikke nytter noget. Men det er vigtigt, at man anmelder trusler, for ellers bliver politi og politikere ikke opmærksomme på dette alvorlige problem. Og så bør arbejdsgiverne stille sig selv det spørgsmål, hvor de er til at støtte de medarbejdere, som oplever trusler?”

Er der en politik på den arbejdsplads, du er tilknyttet enten fast eller løst en politik for håndtering af digital chikane?

40% svarer, at de enten ikke ved, om der er en politik for håndtering af digital chikane, eller at der slet ikke er en politik. Kun 17% svarer, at der er en klar politik for håndtering af chikane, mens 20% svarer, at der bliver taget hånd om chikane, hvis det er nødvendigt.

”De her svar giver et billede af, at ikke alle arbejdsgivere er lige gode til at forebygge belastninger som følge af digital chikane. I forlængelse af ovenstående punkter, er dette med til at tegne et billede af, at forebyggelse af belastninger af digital chikane kan blive meget bedre.”

Hvem går du til, når du oplever digital chikane?

43% svarer, at de går til deres leder, mens 45% svarer, at de går til en kollega. Næsten en fjerdedel (23%) går ikke videre med chikanen, og af dem er det kun 13-14% som ikke er påvirkede i en eller anden grad.

”Igen tegner der sig et mudret billede. Det er rigtig godt, at mange går til deres leder eller en kollega. Jeg tænker, at hvis der var mere klare retningslinjer for, hvordan man håndterer digital chikane på arbejdspladsen, ville besvarelserne til dette spørgsmål være mere entydige. Og igen giver det en indikation af, at man kan blive bedre til at forebygge den digitale chikane på arbejdspladserne.”

Har digital chikane påvirket dit arbejde?

59% svarer, at det ikke har påvirket deres arbejde, mens 41% svarer, at digital chikane på en eller anden måde har påvirket deres arbejde, hvad de beskæftiger sig med eller måden de udfører arbejdet på.

”Her ser vi en direkte påvirkning af folks arbejde på baggrund af digital chikane – og det er bekymrende. Man kan på den baggrund sige, at digital chikane virker, fordi det rent faktisk påvirker medlemmernes arbejde. Det kalder igen på mere forebyggelse, at medlemmerne bliver samlet op/støttet, så deres ytringsfrihed og ytringssikkerhed ikke knægtes.”

Særligt for freelancere og selvstændige

Freelancere/selvstændige oplever hverken mere eller mindre digital chikane end fx fastansatte. Til gengæld er der markant forskel på, hvad chikanen går på. For Freelancere/selvstændiges vedkommende oplever 67%, at chikanen går på deres køn (og der er lige mange mænd og kvinder blandt freelancere/selvstændige, der har besvaret undersøgelsen). Det er et væsentligt højere tal sammenlignet med andre grupper. Freelancere/selvstændige oplever også mere chikane, der går på deres seksualitet, etnicitet og politiske overbevisning sammenlignet med andre grupper. De oplever altså mere chikane, der går på mere personlige aspekter end de øvrige respondenter, der oplever digital chikane.

Igen sammenlignet med den gruppe i undersøgelsen som oplever digital chikane, er der 57% af freelancerne, der oplever chikanen belastende i nogen til i meget høj grad, mod 40% for den sammenlignelige gruppe.

Freelancere/selvstændige går i langt mindre grad til kolleger/nærmeste chef/øvrige chefer, når de oplever digital chikane. De bruger i stedet oftere private relationer.

Vi ser altså, at freelancere og selvstændige ikke er mere udsat end fx fastansatte, men den chikane de oplever, er ofte mere belastende, fordi chikanen i højere grad går på personen selv (i forhold til at den går på arbejdet). Det betyder, at arbejdsgivere og kunder, der anvender freelancere og selvstændige, bør være mere opmærksomme på at støtte og hjælpe de freelancere, de anvender,” mener Tom Hansen og understreger, at man som freelancer eller selvstændig også kan bruge sit fagforbund, hvis man bliver udsat for digital chikane.  

Læs mere om chikane og trusler  

Kommentarer