Det er overhovedet ikke okay at blive behandlet dårligt i sit arbejdsliv
DJ skyder i dag gang i en kampagne målrettet kommunikatører for at fortælle, hvorfor det er vigtigt at være medlem af en fagforening - og hvorfor Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation er den rigtige fagforening også for kommunikationsfaglige.
Lasse Kamper
”I kan fandeme tage jeres kaffe og stikke den langt op i røven! Jeg har ikke taget en 5 år lang uddannelse på universitet for at få en lousy lorteløn.”
Sådan forestiller "Agnes" sig, at hun vil svare sin chef, der netop har fortalt hende, at arbejdspladsen desværre ikke kan betale hende det i løn, hun burde have, men at der jo er masser af kaffe på kanden, og at hun får noget fint at skrive på sit CV. Men som det sikkert ofte sker, er det ikke altid, man reelt får sagt fra i situationen.
Det er blandt andet i sådan en situation, det er godt at kunne ringe til sin fagforening. Filmen med Agnes bygger således på en rigtig case, hvor et medlem fik forhandlet sin løn 8.500 kr. højere om måneden med hjælp fra DJ. Historien om Agnes er den første af i alt tre film, der alle er bygget over rigtige cases fra DJ's medlemmer. Filmene er således fiktive fortællinger spillet af skuespillere, men indholdet er helt realistisk.
DJ-formand Tine Johansen glæder sig til, at filmene kommer ud i verden og forhåbentlig bliver set af både nuværende og potentielle medlemmer:
”Vi vil gerne blive endnu mere synlige i forhold til kommunikatørernes arbejdsforhold og udfordringer, og hvordan vi som fagspecifik fagforening kan hjælpe vores medlemmer. Vi kender kommunikatørerne bedre end de fleste, fordi vi har arbejdet med dem i mange år, og vi har medlemmer inden for hele økosystemet af kommunikationsfaget. Vi ser og hører hver dag, hvor arbejdslivet for kommunikatører er udfordret, og hvorfor vi som fagforening er relevante. Jeg synes, de tre film-cases demonstrerer de udfordringer og det arbejdspres, som vores medlemmer oplever rigtig godt,” siger hun.
Den første af de tre film er blevet publiceret på sociale medier i løbet af mandag den 27. maj. Alle tre film kan ses på kampagnesitet ikkeokay.dk
Kommentarer