Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

"Det er et vigtigt politisk ansvar for at værne om den frie, uafhængige presse"

Ved fredagens festlige uddeling af Cavlingprisen på Nationalmuseet, benyttede DJ-formand Tine Johansen lejligheden til at hylde den frie, kritiske journalistik og samtidig advare om, at samme journalistik er under stigende pres i hele verden.

Tine Johansen

Jonas Pryner Andersen

Kære alle sammen

I dag er en festdag. Nytår og januar er for Dansk Journalistforbund lig med Cavling-prisen. Og igen i år er der fuldt hus i denne smukke sal. Tak til jer alle sammen, fordi I er kommet.

Taknemmelighed er netop det, jeg føler på en dag som i dag. Og jeg får altid lidt gåsehud over at mærke spændingen, forventningen og glæden, når prisen uddeles.

I dag skal vi som kolleger vise vores fag frem og hylde en særlig journalistisk indsats, som sætter retningen for branchen og giver os forbilleder at se op til.

En særlig velkomst skal i år lyde til statsminister Mette Frederiksen. Tak, fordi du vil være med til at fejre journalistikken. Vi er rigtig glade for, at du er her.

For der er jo det særlige i Danmark, at Statsministeriet siden 1925 har været pressens ministerium. Statsministeriet skal ”varetage overordnede og principielle spørgsmål af betydning for pressens vilkår.”

Det understreger, at der er et vigtigt politisk ansvar for at værne om den frie, uafhængige presse. Fordi den er en væsentlig del af vores demokrati. Og fordi vi ikke kan tage den for givet.

I dag er vi her som sagt i en festlig anledning. Alligevel bør vi også rette blikket mod de præmisser, som kritisk journalistik bliver til på ude i verden. For det går den forkerte vej. Selv i Vesten. Selv i Europa.

Eksempelvis har vi i de seneste måneder kunnet følge udviklingen i sagen om drabet på en kvindelig journalist på Malta. Daphne Galizia blev dræbt af en bilbombe i oktober 2017. Hun undersøgte økonomisk kriminalitet blandt højt placerede maltesere.

Efterforskningen af den sag trækker tråde til den maltesiske regering og har efterladt landet i en alvorlig politisk krise. Først gik stabschefen af, senere to ministre.  Senest har premierministeren meddelt, at også han vil trække sig fra sin post.

Dybt kritisabelt har efterforskningen trukket ud i mere end to år, muligvis endda modarbejdet på topniveau. Efter stærkt internationalt pres er der nu endelig håb om retfærdighed. Journalister skal kunne passe deres arbejde uden at risikere deres liv. 

Megen journalistik bliver i dag til i samarbejde på tværs af landegrænser. Sidste års Cavling-vindere fra Berlingske, som afslørede hvidvask i Danske Bank, havde brug for deres internationale netværk og internationale kilder for at lykkes med historien. Journalistikken er blevet grænseoverskridende.

Så selvom pressefriheden står stærkt i Danmark, og selvom drab på journalister gudskelov ikke er en del af vores hverdag, rykker den virkelighed, som andre europæiske journalister lever med, tættere på.

Journalistik er et betagende fag. For mange nærmest en livsstil. Men der er også risiko for, at det kan blive et farligt fag.

Og jo mere global verden bliver. Jo mere er der brug for, at vi i Danmark står fast på og promoverer de værdier, som vores frie samfund bygger på. Samtalen. Ytringsfriheden. Åbenheden. Uafhængigheden. Og det ansvar, der følger med alt dette. Både politisk og hos pressen selv.

Ifølge organisationen Journalister uden grænser bliver der færre lande i verden, hvor journalister kan leve i vished om, at deres job er trygt og sikkert. Der bliver flere politiske ledere, som vender sig mod journalisterne og gør dem til syndebukke fremfor at gå forrest og bane vejen for den frie samtale.

Det minder os igen om, hvor vigtigt det er, at vi husker at fejre journalistikken og de mennesker, som skaber den. Og det gør os taknemmelige for, at vores statsminister i dag fejrer denne begivenhed sammen med os. Stiller sig ved siden af os, selvom hun om nogen dagligt er genstand for journalistisk kritik og nysgerrighed.

Det er jo dejlig nemt at tale journalistikken op, når man kigger på dette års nominerede til Cavling-prisen. Stort tillykke til jer alle.

I har givet os historier, som afslører svigt i vores samfund og system. Og historier, som viser os andre menneskers perspektiv på verden. Det er noget af det fineste, der findes, og deri ligger meningen med at være journalist.

Kære alle sammen.

Rigtig hjertelig velkommen til Cavling-prisuddelingen. Lad os fejre journalistikken og de ekstraordinære præstationer. Og lad os give statsministeren en varm velkomst.

Afholdt ved uddeling af Cavling-prisen 3. januar 2020.

Det talte ord gælder.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.