Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

”Det er enormt vigtigt for sådan nogle som mig at have DJ i ryggen”

Som selvstændig journalist, kommunikatør og tv-mand gennem 30 år har Axel Boisen flere gange oplevet at stå i en situation, hvor en kunde ikke har villet leve op til de aftalte forpligtelser. Tre gange har DJ støttet Axel Boisen juridisk.

Axel Boisen har fået stor hjælp fra DJ igennem tiden

Jacob Nielsen

Axel Boisen: Den dybere mening med et overfladisk liv

Læs Axel Boisens historie om en broget karriere med op- og nedture, popmusik, graversjournalistik, konkurs i Congo og hjertestop.

I 2008 har Axel Boisen brug for penge til at finansiere sit journalistiske projekt med at afdække menneskehandel i de nye EU-lande. Så da han bliver tilbudt en velbetalt tjans som vært på et Vild Med Dans-opfølgningsshow, takker han ja uden at vide det store om paso doble, rumba eller cha cha cha.

Det er ikke den ideelle situation at køre frem og tilbage mellem Tjekkiet og Danmark, men Axel Boisen giver arbejdet sit bedste skud. En fredag aften foran 1,2 millioner seere går det galt. Kommunikationen i øresneglen kikser, der er ingen hjælp fra teleprompteren og hans redningsforsøg fejler fælt. Mandagen efter står han igen i udkanten af Prag, en potentiel nøgleposition for trafficking, og bliver ringet op af producenten og fyret.

”Jeg står på en skrotplads, hvor der bliver brændt ledninger af over det hele, og får at vide, at jeg er fyret. Cool nok, tænker jeg. Al respekt for Vild Med Dans, men det virker meget lidt vigtigt i forhold til det, jeg står i. Jeg har en uopsigelig kontrakt for hele sæsonen og derfor en del penge til gode, som jeg skal bruge til at betale fotograf og hoteller på min trafficking-produktion. Så jeg ringer straks til DJ, og får mine penge inden for tre dage. Og endda med en fuldstændig accept fra producenten, for det var jo som aftalt. Det er første gang, jeg tænker: Ok, der er nogen, der er større end mig. Nogen, der får det til at være redeligt i en verden, hvor de stærke tryner de svage. Det var simpelthen så fedt,” siger han.

En nænsom streg i sandet

Anden gang Axel Boisen har brug for DJ’s hjælp, er da en større dansk virksomhed for små ti år siden anvender en bæredygtighedsplan uden at betale ham. En plan han havde udviklet sammen med kunden.

”Jeg skriver ikke artikler eller oversætter bøger. Jeg prøver at flytte mine kunder i en bæredygtig retning. Den pågældende kunde havde jeg arbejdet med i et år på en no cure, no pay-aftale. Jeg elskede organisationen og den bæredygtige gennemslagskraft, projektet kunne give dem og os som nation. Så jeg ville gå langt for at få den skalp. På en eller anden måde troede de, at jeg arbejdede frivilligt, trods aftalen fra starten indebar en procentdel til mig. Men jeg fik ingenting. Hverken penge, offentlig erkendelse eller mulighed for at bruge dem som reference, som sådan nogle som mig jo bruger til at få næste kunde,” fortæller Axel, der derfor frustreret kontaktede DJ.

”DJ’s konsulenter gjorde, som de altid gør. Først og fremmest lytter de, hvilket man har brug for i sådan en situation. Og så går de stille og roligt til værks, træder varsomt og trækker en streg i sandet.”

Sagen endte med et forlig, hvor Axel ikke må nævne kundens eller projektets navn.

”Jeg fik delvis betaling for mit arbejde, men det var faktisk ikke det vigtigste. Kunden anerkendte, at jeg havde været medskaber af deres nu landskendte tiltag - og det havde de aldrig gjort, hvis ikke DJ var kommet ind over. De muskler er enormt gode at have for sådan en som mig,” siger han.

En fornuftig aftale

I efteråret får Axel Boisen igen brug for hjælp fra DJ. Som ekstern konsulent på et stor kulturinstitution i Vestjylland udvikler han sammen med ledelsen en ny udstillings- og finansieringsstrategi bundet op på det 14 verdensmål - Livet i Havet. Samarbejdet slutter pludseligt uden den aftalte betaling i opsigelsesperioden.

”For tredje gang på 30 år kan jeg gå til DJ med en udfordring i min selvstændig-biks. DJ taler først grundigt med mig, hvilket næsten er det bedste, og derefter med kundens advokater. Sammen laver de en fornuftig aftale, så kontrakten bliver overholdt. Pengene står på min konto inden for få timer,” fortæller Axel, der anerkender, at han selv bringer sig ud i de besværlige situationer.

”Mit arbejde handler blandt andet om at finde nye løsninger, hvor tidligere finansieringskilder er tørret ud, kundernes behov forandret og verden gået videre. Det er en krævende erkendelsesproces hos både kunden og mig. Kan være opslidende for samarbejdet - og dyrt. Men derfor kan man jo godt opføre sig anstændigt,” mener han.

En gang DJ, altid DJ

Axel Boisen har altid været medlem af DJ, uanset om han har arbejdet som redaktionssekretær, tv-producer, kommunikationskonsulent, CSR-direktør eller musiker.

”Hvis ikke vi havde fagforbundene, ville vi bevæge os væk fra den danske tryghed og væk fra et samfund, hvor man som leverandør eller lønmodtager har en rimelig sikkerhed for det, der foregår. Det ville nære den udanske Gig-economy, hvor hele risikoen ligger hos os, de løst tilknyttede leverandører. Det er for mig helt centralt, at jeg har nogen, der kan hjælpe mig, hvis aftalerne bliver brudt, uden at gøre det umuligt for mig at få en senere kontrakt hos kunden. For Danmark er et lille land. Så jeg betaler gladeligt mit kontingent hver måned, ”siger Axel og slutter med et opråb:

”Jeg ser DJ som værende centralt for, at vi journalister, kommunikatører, rådgivere - selvstændige som ansatte - tør tage chancer og flytte kunder eller vores arbejdsplads til nye overbevisninger. Vi finder de nødvendige løsninger, de ikke først så, og det kan skabe utryghed, vrede og i sidste ende brud. Og dér er du altid den svage part,” mener han.

Læs også: Axel Boisen: Den dybere mening med et overfladisk liv

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Mette Secher

FÅ HJÆLP TIL INKASSO

Som en af din ”retshjælpsforsikring” kan du som medlem af DJ få hjælp til at inddrive ubetalte fakturer fra dine kunder.

Aftaler

Lars Bech

HENT EN AFTALESKABELON

De rigtige aftaler mindsker risikoen for, at du kommer i klemme. Tjek DJ's skabeloner for ordrebekræftelser, fakturaer, samarbejdsaftaler, modelkontrakter mm.