Det bedste og sværeste ved at være selvstændig
Det kan være skræmmende at kaste sig ud i et liv som selvstændig. En usikker tid med inflation, krig i Europa, et efterslæb fra Coronapandemien og en krise i mediebranchen gør det ikke meget nemmere. Vi har talt med fem selvstændige DJ-medlemmer om netop den proces – og så giver de gode råd til, hvad du skal være opmærksom på som nystartet selvstændig.
Overvejer du at blive selvstændig? Tilmeld dig BIZ Intro og kom godt i gang.
Er du allerede i gang, men har brug for at skærpe din forretning? Tilmeld dig BIZ Kickstart
Lene Lykke Hovmand
Selvstændig journalist. Lene skriver til magasiner, ugeblade og aviser om blandt andet mad, design og bolig. Hun arbejder også som tekstforfatter, moderator og redaktør. Hun har været selvstændig i fem år. Se mere her: baobab-kommunikation.dk
Hvad ville du gerne have vidst, som du ved nu, da du startede virksomhed?
Lene: At det nok skal gå, og at det faktisk er vanedannende at være selvstændig.
Hvad er det bedste ved at være selvstændig?
Lene: Friheden og variationen. Det giver mig enormt meget energi at have forskellige opgaver, kunder og roller, og så er jeg vild med friheden til at kunne tilrettelægge min tid efter graden af inspiration og mit liv i øvrigt. Jeg har mødt utroligt mange spændende mennesker gennem mine freelancejobs, og det er fedt at lære noget af nye samarbejder og at få konstruktiv og positiv feedback, når opgaven er afleveret.
Og det sværeste?
Lene: At få matrixen opgaver og tid til at gå op. Det er svært at undgå perioder, hvor jeg har for meget at lave – eller for lidt. Det skyldes til dels en anden ting, som er svær, og det er at få god og rimelig betaling for journalistisk arbejde. Mange mediehuse opererer med faste lave honorarer, som ikke er steget i de fem år, jeg har været freelancer, og så er det bare take it or leave it.
Hvilke tilbud til selvstændige hos Dansk Journalistforbund har du benyttet dig af?
Lene: Jeg har en profil på Find-Freelancer.dk, som i hvert fald har givet én henvendelse, jeg ellers ikke ville have fået. Og har jeg haft en karrieresamtale inden opstarten som freelancer. Der fik jeg især nogle rigtig gode forretningsmæssige guidelines, som jeg har taget til mig. Sådan en samtale og peptalk kunne jeg faktisk godt bruge igen.
Dit bedste råd til andre, der overvejer at blive selvstændig?
Lene: Tag en snak med en karriererådgiver, men også med en i dit netværk, som arbejder med det samme som dig og kan give dig få nogle konkrete tips og anbefalinger i forhold til alt det kedelige; regnskab, prissætning, virksomhedsform. Der er ingen grund til, at du selv skal sætte dig grundigt ind i alt fra bunden, hvis andre kan give dig svaret på 30 sekunder. Og hav altid en økonomisk buffer, så du ikke behøver at stresse over perioder med få opgaver.
Sara Rützou
Rådgiver, foredragsholder og underviser i retorik og taler. Hun hjælper dem, der vil være bedre til at kommunikere mundtligt. Hun arbejder med både unge, brudepar, erhvervsfolk og andre, der vil brænde igennem med deres budskaber. Se mere her: dengodebryllupstale.dk
Hvad ville du gerne have vidst, som du ved nu, da du startede virksomhed?
Sara: Det er meningsfuldt tidligt at overveje nogle fundamentale spørgsmål: Hvad vil du konkret sælge? Er der et marked for det? Hvordan ønsker du, at dit arbejdsliv skal se ud? Det tog mig noget tid selv at finde ud af, og nogle af tingene er jeg stadig i gang med.
Hvad er det bedste ved at være selvstændig?
Sara: Fleksibiliteten og alsidigheden. Jeg kan skabe et arbejdsliv, der passer ind i mit privatliv i stedet for at presse mit privatliv ind i et arbejdsliv, hvor en anden er min chef. Jeg kan fokusere på mundtlig retorik, særligt den praktiske del, og hjælpe vidt forskellige mennesker med at få succesoplevelser.
Og det sværeste?
Sara: Det sværeste er at stå med det hele selv – fra budget, salg, produktudvikling, målgruppeafdækning, research af markedet, netværk og usikkerhed på fremtiden. Jeg skal være modig og afprøve mange ting, jeg ikke har gjort før. Det kan være svært at huske at tage ét skridt af gangen og hvile i processen.
Hvilke tilbud til freelancere/selvstændige hos DJ har du benyttet dig af?
Sara: Jeg har deltaget i DJs BIZ Kickstart, hvor jeg med en gruppe af andre selvstændige og freelancere har fået undervisning, støtte og vejledning i at starte en virksomhed op.
Hvad har du fået ud af det?
Sara: Jeg blev stillet nogle vigtige spørgsmål, der hjalp mig til at afdække, hvilken slags virksomhed, jeg ønsker. Jeg fik bekræftet, at jeg kan noget, der er særligt. Min hjælp gør en forskel, og derfor skal jeg selvfølgelig arbejde med det. En liv som selvstændig er vejen for mig, og den vej blev oplyst af kurset. Jeg fik gode råd, 1:1 vejledning med hjælp til konkrete problemstillinger, jeg stod med og sidst men bestemt ikke mindst; jeg fik et helt genialt netværk af andre selvstændige.
Dit bedste råd til andre, der overvejer at blive selvstændig?
Sara: Deltag i BIZ Kickstart, hvis du kan komme til det. Ellers vil jeg anbefale at springe ud i det. Ikke blindt selvfølgelig. Lav din research først, men vær ikke bange for at afprøve, hvad der virker. Find et netværk af andre selvstændige, for det er værdifuldt. Det er trods alt sjovest at være på en rutsjebane med andre. Hold fast i drivkraften, og vær ikke bange for at ændre vej, når du bliver klogere.
Adam Grønne
Er fotograf og leverer fotografisk og filmisk materiale til en bred variation af virksomheder og privatpersoner. Hans fotografiske- og filmiske fokus er arkitektur, portrætter, bolig, erhverv og dokumentarisme. Se mere her: adamgroennefoto.com
Hvad ville du gerne have vidst, som du ved nu, da du startede virksomhed?
Adam: Jeg ville gerne have vidst, hvor lang tid det tager for folk at svare på en henvendelse.
Jeg er bevidst om, at man ikke har en forpligtelse til at svare, når man som virksomhed får en henvendelse fra en potentiel leverandør, men der går meget tid med at afvente svar.
Hvad er det bedste ved at være selvstændig?
Adam: Det er helt fantastisk selv at bestemme stil, udtryk, tid der bruges på opgaver, måden man kommer frem til resultatet, og alle de andre 1000 ting, som er en del af det at være herre i eget hus. Samtidig er det utrolig tilfredsstillende, når man lykkes med kunderne, og de er glade for samarbejdet.
Og det sværeste?
Adam: Det sværeste er uden tvivl de dage, hvor der ikke sker noget som helst.
Man rækker ud, er aktiv, er på, forsøger i gamle og nye retninger og intet kommer retur. Da skal man ind og finde grundkreativiteten frem og tro på sig selv og sit værd, og det kan godt være lidt svært når man er alene i biksen.
Hvilke tilbud til freelancere/selvstændige hos DJ har du benyttet dig af?
Adam: Jeg har benyttet mig af DJ's BIZ kursus. Super kompetente lærere, der osede af erfaring og på ingen måde var karrige med at give ud af den.
Hvad har du fået ud af det?
Adam: Jeg kom hele vejen rundt i det at være selvstændig. Jeg føler, at jeg er bekendt med alle facetter af selvstændig-tilværelsen, og på den måde føler mig langt mere forberedt end inden kurset. Samtidig har jeg fået mig et lille netværk af andre i samme situation, som jeg ved, jeg altid kan række ud efter.
Dit bedste råd til andre, der overvejer at blive selvstændig?
Adam: Du skal naturligvis være god til dit håndværk, få lavet dit regnskab, betale din moms og alle de andre praktikaliteter, der hører til. Og på et dybere plan skal du være god til at stå i dig selv. Hvis du er god til at bevare dit fundament og komme tilbage til troen på dig selv, når du bliver skubbet lidt ud af kurs, skal du bare gå efter det.
Carina Buus
Er rådgiver og hjælper virksomheder med at udvikle deres ledere. Hun underviser ledere og kommende ledere i at have fokus på motivation, kommunikation og at skabe mening for medarbejderne. Se mere her: carinabuus.dk
Hvad ville du gerne have vidst, som du ved nu, da du startede virksomhed?
Carina: Nu har jeg kun været i gang i nogle få måneder, så der er stadig meget at lære om at drive virksomhed. Men jeg har i hvert fald erfaret, at sejrene er langt større, når det er mine egne og ikke noget, andre kan tage æren for?
Hvad er det bedste ved at være selvstændig?
Carina: Alsidigheden. Jeg kan selv sørge for, at dagene ikke er ens, og at opgaverne heller ikke er det.
Og det sværeste?
Carina: Lige nu er det den dårlige samvittighed, hvis jeg ikke arbejder hele tiden. For der er jo altid noget, jeg liiiiiige kan gøre. Så det skal jeg helt sikkert have fundet en balance i.
Hvilke tilbud til freelancere/selvstændige hos DJ har du benyttet dig af?
Carina: DJ’s BIZ Kickstart-forløb.
Hvad har du fået ud af det?
Carina: Kurset har givet mig masser af energi, gåpåmod og i det hele taget selvtillid i forhold til at kaste mig ud i tingene. Vi blev tvunget ud i nogle opgaver, som livet som selvstændig også byder på, og som jeg frygtede lidt, men som jeg faktisk fik ret godt styr på.
Og så fik jeg lavet en skarp forretningsplan, som jeg helt sikkert ikke ville have gennemarbejdet på samme måde, hvis jeg ikke havde en sparringspartner på den. Jeg fik set min lille virksomhed i helikopterperspektiv.
Dit bedste råd til andre, der overvejer at blive selvstændig?
Carina: Vær skarp på, hvorfor du gerne vil være selvstændig, og hvad du gerne vil tilbyde. Det er nemlig også hårdt og til tider ensomt at være selvstændig, fordi man er alene om alle opgaver i opstartsfasen. Så man skal være motiveret af de rigtige grunde, for hvis ikke man er meget målrettet og har drive, er det ikke sikkert, at det vil blive sjovt i længden.
Augusta Scheving Rosenbech
Blev selvstændig for to måneder siden og er derfor stadig i gang med at skærpe sin profil. Hun er uddannet i kommunikation fra DMJX og har specialiseret mig i formidling af mad og kultur gennem eventproduktion, pr og oplevelseskommunikation. Hendes metier er eventproduktion og formidling gennem oplevelser.
Hvad ville du gerne have vidst, som du ved nu, da du startede virksomhed?
Augusta: At det er okay ikke at have styr på alt på forhånd, så længe du har en overordnet forretningsstrategi og er skarp på dine kompetencer og dit produkt. Giv dig selv lidt mere credit for ting, som du er usikker på eller ikke har prøvet før.
Hvad er det bedste ved at være selvstændig?
Augusta: At jeg selv bestemmer over min tid. Selvom jeg elsker struktur og orden i mit arbejde, så jeg har meget svært ved at arbejde under de samme faste rammer 9-5 mandag til fredag foran en skærm. Jeg trives som en fisk i vandet, hvis jeg får lov at være praktisk og fysisk, når jeg går på arbejde. Det giver mig energi, og jeg tror også, at det gør mig bedre til mit arbejde.
Og det sværeste?
Augusta: Den økonomiske usikkerhed er jo helt klart et grundvilkår, man vælger til som selvstændig. Og at springe ud som selvstændig med speciale i at skabe kulturoplevelser midt i en krisetid er mildt sagt dårlig timing. Men jeg øver mig i at have en sund snusfornuftig portion bekymring, så det ikke tager overhånd.
Hvilke tilbud til freelancere/selvstændige hos DJ har du benyttet dig af?
Augusta: 1:1 rådgivning hos DJ føltes næsten som en tidlig julegave i starten af efteråret, inden jeg sagde mit faste job op. Jeg havde allerede udarbejdet en overordnet strategi og gjort mig tanker om, hvilke ydelser, jeg kan sælge. Men det var vitterligt guld værd at få en time afsat til alle de spørgsmål, som jeg ikke turde stille kolleger i branchen, fordi jeg ikke ville virke uvidende eller naiv.
Og så har jeg stor glæde af at være en del af freelancegruppen, som giver adgang til kurser og workshops særligt for selvstændige. Det er virkelig givende at møde og sparre med andre selvstændige, uanset om det er fotografer, journalister, grafikere osv.
Dit bedste råd til andre, der overvejer at blive selvstændig?
Augusta: Del dine overvejelser med kolleger, fagfæller og venner, som du stoler på, og som du ved, giver dig et ærligt svar. Ræk ud efter sparring i dit netværk – alle elsker at blive spurgt til råds. Jeg gik ikke selvstændig for at sidde i en hule alene med min computer – tværtimod. Fællesskab og gode kolleger findes i ligeså høj grad, når du er selvstændig, så længe du er klar på selv at opsøge folk omkring dig.
Er du selvstændig eller overvejer at blive det? DJ kan hjælpe dig!
Dansk Journalistforbund Medier & kommunikation tilbyder et hav af muligheder for selvstændige og freelancere. Her er et udvalg af tilbud:
Juridisk rådgivning
Som selvstændig er der rigtig mange ting at holde styr på. Hvordan laver man de rigtige aftaler med sine kunder? Hvad med sygdom, barsel og ferie? Hvordan med moms? Og hvor meget skal man tage i betaling for sit arbejde?
DJ har mange års erfaring med at støtte selvstændige og freelancere juridisk.
Læs mere om juridisk rådgivning for selvstændige
BIZ Kickstart
Fire dages intenst, gratis kursus til dig, der er freelancer eller selvstændig, og som gerne vil optimere og udvikle din forretning. Få råd og vejledning om, hvordan du griber processen an, når du vil starte egen virksomhed, eller få hjælp til at optimere din eksisterende virksomhed. Hvordan skiller du dig ud fra mængden, hvordan laver du din helt egen forretningsplan, hvordan markedsfører du dig og hvordan prissætter du dine opgaver. Det er blot nogle af de emner, underviserne på kurset kommer rundt om.
Næste kursus starter 9. februar har ansøgningsfrist 16. januar
BIZ Intro
Vil du bedst muligt i gang som freelancer eller selvstændig? Her kan du få mange af svarene på dine spørgsmål og sikre dig den bedst mulige start.
Næste kursus starter 2. februar og har kun få ledige pladser
Find-freelancer
På find-freelancer.dk finder du journalister, kommunikatører, grafikere, oversættere, fotografer og mange andre specialister, som kan løse opgaver i medie- og kommunikationsbranchen. Hyrer du en freelancer eller selvstændig fra DJ, hyrer du professionel arbejdskraft, der kender til dine udfordringer, og begår sig i et stærkt fagligt netværk.
Som freelancer eller selvstændig og DJ-medlem kan du skabe et online visitkort med kundeliste, CV, profiltekst, eksempler på dit arbejde - og positionere dig som freelancer over for potentielle arbejdsgivere.
Du opretter en profil, og synliggør dit arbejde, under Mit DJ - kun freelancere eller selvstændige kan oprette en profil.
Sparrings-samtale for freelancere og selvstændige
DJ's konsulenter tilbyder telefonisk rådgivning til både nystartede og etablerede freelancere og selvstændige: BIZ-sparring.
Fagspecifikke specialgrupper
Find din fagspecifikke Specialgruppe og få kurser, arrangementer og netværk
Kommentarer