Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Den europæiske ophavsret er igen på sporet

Et flertal i Europa-Parlamentet har i dag vedtaget et let ændret udkast til EU’s nye ophavsrets-direktiv. I slutningen af juni forkastede Parlamentet det oprindelige udkast.

EU’s nye ophavsretsdirektiv handler ikke mindst om, hvilke forpligtelser de store sociale medie-platforme som Facebook og YouTube har til at sikre en overholdelse af ophavsretten.

Uanset ændringerne er direktivet i sin nuværende form fortsat en markant styrkelse af ophavsretshaverne. Det er en væsentlig forbedring, at direktivet giver rettighedshaverne redskaber til at indgå aftaler med de digitale platforme. Det vil få stor betydning for mangfoldigheden i medierne, at der bliver lavet aftaler, så online-giganterne kommer til at betale for det indhold, de bruger.

DJ’s formand Lars Werge udtaler:
- Jeg er enig med dem, der har kaldt den hidtidige situation for verdenshistoriens største ophavsretstyveri. Og derfor er det fantastisk vigtigt for alle DJ’s medlemmer og alle andre europæiske ophavsretshavere, at de store sociale medieplatforme får et ansvar for det materiale, der bliver lagt op på platformene.

I DJ er der desuden stor tilfredshed med, at det i forløbet op til afstemningen lykkedes at skabe en enighed mellem det europæiske journalistforbund, EFJ, og de europæiske udgiverorganisationer, så journalisterne sikres en fair andel af de nye udgiverrettigheder.

Europa-Parlamentet skal i den kommende periode forhandle med Europa Kommissionen og Ministerrådet om den endelige udformning af ophavsretsdirektivet.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.