Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Delegeretmødet er i gang: Formandens beretning

375 politisk valgte mødes søndag og mandag i Kolding for at lægge kursen for de næste to års arbejde i DJ. Læs her formand Lars Werges beretning til de delegerede. "Vi må flytte os for at stå fast".

Werge Delegeretmødet

Jonas Ahlstrøm DJ-formand Lars Werge vil have bedre forhold for fleksjobbere og førtidspensionister.

”Vi må flytte os for at stå fast”. Det hedder den skriftlige beretning, som Hovedbestyrelsen har udsendt til jer alle sammen.

I kender det garanteret godt: Når der er flere i en forsamling, der skal enes om en tekst, så kan det godt tage lang tid, og der bliver gået i mange detaljer, før man er enig.

Én af de ting, der gav diskussion i forhold til beretningen, var overskriften. For kan man det? Er det ikke bare indholdstomt PR-lir?

Vi valgte at bruge titlen, fordi sætningen beskriver den udfordring, som vi som faglig organisation står overfor. En udfordring, der har været synlig i en del år. Men det er også en udfordring, der kun er blevet større i løbet af de seneste 2 år.

Det vil jeg bruge lidt tid på at beskrive. For den udvikling er med til at understrege, hvorfor DJ skal flytte sig for at stå fast.

En fagforenings klassiske og fornemste opgave er at varetage løn- og arbejdsvilkår for dens medlemmer.

Det har traditionelt handlet om, at fagforeningen skulle sørge for en overenskomst for de ansatte medlemmer i en virksomhed. Når nye kolleger kom til arbejdspladsen, blev de mødt af tillidsmanden med en klar opfordring til, at de meldte sig ind i fagforeningen og blev en del af fællesskabet.

At være med i den lokale medarbejderforening, at være med i fagforeningen, var at vise solidaritet til kammeraterne. Det var den håndgribelige facon, hvorpå lønmodtagerne viste sammenhold overfor arbejdsgiverne. De stod sammen, og arbejdsgiveren vidste, at når han talte med tillidsmanden, så talte han på en måde med alle de ansatte.

Sådan var det. Mønsteret har været grundlæggende for at opbygge fagbevægelsen i Danmark. Og det er det bærende fundament i den danske model, at vi har en stærk organisering og en markant og ansvarsbevidst fagbevægelse.

Den danske model har som et meget væsentligt element det såkaldte flexicurity-begreb.

Det består af fleksibiliteten, som i denne sammenhæng ses fra arbejdsgiverens synsvinkel. Det er nemt at hyre og fyre. Set i forhold til udlandet er det ”billigt” at opsige medarbejderen – vi har ganske fleksible opsigelsesvarsler i Danmark, hvad angår både længden og arbejdsgiverens ansvar.

Det hænger sammen med den anden del af begrebet. Security – trygheden i, at bliver man som lønmodtager opsagt, så griber samfundet én via dagpenge og mulighed for at komme godt videre.

Men det veletablerede begreb er under beskydning fra en række fronter i dag.

Debattøren Ask Agger formulerede det for knap 2 uger siden sådan her, i et indlæg hos Mandag Morgen d. 10. april:

”I dag er den ubekvemme sandhed, at der ikke er nogen reel security tilbage i vores højtbesungne flexicurity-model; der er kun fleksibiliteten og usikkerheden tilbage. Hvis en gennemsnitlig dansker mister sit job i dag og tvinges til at klare sig på dagpenge eller kontanthjælp i længere tid, er konsekvensen et voldsomt fald i levestandard, som vil chokere de fleste.”

Jeg kan give et eksempel: Gennemsnitslønnen for et fastansat DJ-medlem er, ifølge den seneste lønstatistik, 41.636 kroner om måneden. Det er på tværs af anciennitet, ansættelsesområde, uddannelse og stillingsniveau – det rene gennemsnit. 41.636 kroner.

Bliver dette gennemsnitligt lønnede DJ-medlem ledig, vil dækningen på dagpenge være 43,8 procent. Fra en løn på godt 500.000 om året vil man skulle klare sig på dagpenge for 220.740 kroner om året – det er en meget stor udhuling af råderummet for den enkelte.

Og er man ikke medlem af en a-kasse, er faldet endnu dybere i form af kontanthjælp. Hvis man overhovedet kan komme i betragtning.

I de kommende år vil forskellen kun blive større. Arbejdsmarkedspolitikken i det her land har jo i en årrække udelukkende fokuseret på udbuds- og konkurrencestats-filosofien; derfor vil dagpengenes og kontanthjælpens størrelse i de kommende år ikke vokse med samme hastighed som den almindelige løn- og prisudvikling.

Filosofien er, at så bliver de ledige mere sultne efter at finde beskæftigelse. Så bliver de mere villige til at tage ethvert job, der er ledigt. Filosofien er, at det er den enkeltes ansvar at rejse sig igen.

Dansk Journalistforbund tager afstand fra denne individualisering af det kollektive. Vi ønsker ikke et samfund, hvor den enkelte står alene. Vi ønsker et stærkt og styrket fællesskab. Men det får vi ikke uden kamp. Vi står fast på målet, men vi er klar til at flytte os i en foranderlig verden, når det hjælper.

Der er ingen tvivl om, at fællesskabet er udfordret. Der er kræfter på spil, som synes ustoppelige i deres iver for at forandre og nedbryde det, vi har kæmpet for gennem årtier. Der er udfordringer af en karakter, som vi ikke synes, vi har set før.

Og det er også udfordringer, der ikke nødvendigvis kan besvares med de svar, vi plejer at komme med i en fagforening.

Angrebet på flexicurity, som jeg netop har beskrevet, har den meget tydelige effekt, at vi som lønmodtagere bliver spillet ud mod hinanden. Vi kan let komme til at opfatte hinanden som konkurrenter, når arbejdsgiveren beder freelanceren om at levere en ydelse til en lav pris.

For hvis man selv siger nej, så siger den næste måske, tvunget af omstændighederne, ja.

I DJ skal vi fortsat modarbejde tendensen til, at de selvstændige bliver løsarbejdere på arbejdsgivernes nåde og spises af med dårligere vilkår end kollegerne.

Vi skal modarbejde tendensen til, at vilkårene bliver stadig dårligere. Vi gør det ved at synliggøre problematikken. Vi gør det ved at være åbne om vilkår og rammer. Vi gør det for os selv, og vi gør det for hinanden.

Og vi ved, hvad vi taler om. DJ er et forbund, der har meget stor viden om freelance-området.

Det er os, der bliver kigget på, når andre, langt større fagforeninger skal finde svar på, hvad de stiller op med den udfordring, det stigende antal freelancere, selvstændige, vikarer og tidsbegrænset ansatte udgør for dem.

På områder, der hidtil har været kendetegnet ved stabilitet, fast ansættelse, fred og ingen fare, buldrer udviklingen nu afsted.

Men hvor vore kolleger og konkurrenter i andre og større faglige organisationer først er ved at få øjnene op for området og er i færd med at liste sig ind på scenen, så ved vi i DJ godt, hvad vi taler om.

Vi klæder medlemmerne på til de nye udfordringer. Vi hjælper dem med at udvikle deres forretning og karriere gennem individuel rådgivning og sparring, gennem kursusforløb og gennem netværk, hvor vi skaber rammerne for, at kollegaer mødes og deler staldtips og hjerteblod med hinanden.

Vi styrker samarbejdet mellem faste og frie.

I DJ har vi nemlig i dag godt én ud af fire medlemmer, der er freelancere, selvstændige, vikarer, tidsbegrænset ansatte – de er det, der med et underligt udtryk beskrives som ”atypisk beskæftigede”.

Det er et underligt udtryk, for hvis udviklingen fortsætter, så kan det atypiske meget hurtigt blive det typiske. Tallet vokser. De atypiske bliver flere både i antal og i andel i DJ.

Og så er det et underligt udtryk, fordi der ligger implicit i det, at denne gruppe skal gå under andre vilkår end de ”typisk beskæftigede”.

Lad os holde op med at kategorisere hinanden på en måde, der indikerer en forskel, som vi ønsker at udligne. Gør vi det, så går vi arbejdsgiverens ærinde. Så går vi imod hinanden. Og det hjælper os ikke.

Jeg siger det klart og tydeligt: Vi er kolleger. Uanset om vi er studerende eller nyslåede dimittender. Uanset om vi er seniorer, og uanset vores tilknytning til arbejdsmarkedet: I DJ er vi et fællesskab af kolleger, på tværs af brancher.

Vi er kolleger, og vi er et fællesskab. Den fastansatte og den løst tilknyttede har ikke hinanden som modpart. Den ene freelancer og den anden freelancer har ikke hinanden som modpart.

Husk altid på, at modparten er den arbejdsgiver, den udgiver, den producent, der sidder på den anden side af bordet!

Lad os love hinanden, at i de kommende 2 år skal DJ blive endnu stærkere og endnu tydeligere i kampen for lige forhold for alle vore medlemmer.

Lad os vise hinanden i praksis, hvad solidaritet handler om:

Til jer, der i det daglige sidder med kontakt til freelancere. Jer, der sidder og aftaler leverancer med kollegerne:

Når I kan se det; når I føler det; og når I kan mærke, at den her løn, det her honorar, det ville I ikke selv være tilfredse med – så gå til jeres chef og sig, at det er for lidt.

Henvis til ham eller hende, der har ansvaret for lønniveauet i virksomheden. For husk, at solidaritet i første række gælder jeres kolleger. Ikke jeres chef, ikke jeres virksomhed.

Det gælder jeres kolleger!

Og til jer, der er freelancere. Som får et urimeligt udspil på, hvad prisen for en opgave skal være – sig nej. Forlang mere. Forklar, hvorfor det skal være sådan. Og lad være med at underbyde jeres kolleger.

Det gør man ved at tale med hinanden om vilkår og forhold i branchen. Åbenhed mellem kolleger gavner den enkelte, og det styrker fællesskabet.

Vi er også selv nødt til at dreje kontra på den spiral, på den skrue, der lige nu går nedad.

Kære kolleger: Lad os blive endnu stærkere og endnu tydeligere i kampen for ordentlige og fair forhold! For alle medlemmer af DJ!

Opbruddet på arbejdsmarkedet, hvad angår ansættelsesformer, er i sig selv omfattende ud fra en strukturel synsvinkel. Ud fra en teoretisk synsvinkel. Det er genstand for analyser og forskningsprojekter på de højere læreanstalter og i tænketanke, hvad der sker på det danske og europæiske arbejdsmarked i disse år.

Men det er altså ikke alene teori. Forandringerne har haft en meget direkte konsekvens for rigtig, rigtig mange af vores kolleger.

Der er sket et kolossalt tab af tryghed på det danske arbejdsmarked i almindelighed, og på DJ-området i særdeleshed.

Utryghed er i dag en grundlæggende faktor for vore kolleger. Om de arbejder på den største arbejdsplads, vi har overenskomstdækket – det er Danmarks Radio – om de er ansat i en solid dagbladskoncern som eksempelvis Jysk-Fynske Medier, eller om de er nystartede selvstændige, så forbinder følelsen af utryghed dem.

Og faktum er jo: Er man utryg, så forsøger man at beskytte sig selv. Modet til at sige fra forsvinder, og viljen til at sætte grænser bliver udfordret.

Særligt de seneste par år har vi set, hvordan utrygheden hos den enkelte er vokset og vokset. Da vi lavede en undersøgelse af medlemmernes arbejdsmiljø, var det ikke fysiske skavanker, men det langt mere uhåndgribelige begreb utryghed, der prægede billedet.

Mediebranchen har været hårdt ramt på grund af den strukturelle udvikling: Borgerne går i stigende grad væk fra papiret. De klikker sig hellere gennem gratis nyheder.

Borgerne ser i langt mindre grad flow-tv i dag end tidligere. Borgerne lytter i vidt omfang – og i stigende omfang – til podcast og lader sig ikke diktere af fortidens medie-rytmer.

Alt dette har betydning for vore kolleger i mediebranchen.

På samme måde ser vi, hvordan de kortvarige ansættelser giver en utryghed på tværs af de brancher, vi organiserer i DJ. Det er blevet beskrevet sådan, at man føler, man hopper fra tue til tue.

Naturligvis udfordres trygheden på den måde.

For nogle sætter det sig i maven. Det giver stress. På arbejdsmarkedet som helhed tales der om en stress-epidemi, og når vi ser på, hvordan nogle af vore medlemmer har det, så er der al mulig grund til at råbe vagt i gevær.

Alt for mange arbejder, mens de burde lægge sig syge og blive raske igen. Alt for mange tilkendegiver, at de egentlig har det skidt. At de ikke er glade, og at de ikke tør sige fra.

Nogle ender med at blive alvorligt ramt af stress. I DJ har vi hvert år individuelle stress-samtaler med flere hundrede medlemmer.

Det er en udfordring for den enkelte kollega. Men det er også en udfordring for DJ.

Senere på dette delegeretmøde skal vi vedtage en arbejdsmiljøpolitisk strategi. Med den sætter vi nogle hegnspæle i det fremtidige politiske arbejde på et felt, der har fået øget opmærksomhed de seneste år.

Det er vigtigt, at vi får tacklet nogle af disse ting. Det er vigtigt, at vi i fællesskab taler om, hvad arbejdslivet gør ved os – både vi, der så godt og vel har et fuldtidsarbejde og løber piftende stærkt for at nå det hele, og de, der lige nu ikke har et arbejde og af den grund er utrygge.

I den sammenhæng findes der i  DJ ikke et ”vi” og et ”de”. Vi må og skal stå sammen, vi må og skal løse dette i fællesskab.

For der vil ske forandringer indenfor medie- og kommunikationsbrancherne på grund af digitaliseringen. Robot-teknologien er ikke kun ankommet til advokatbranchen og den virkelig detaljerede cancer-behandling.

Eller rettere: Når robotterne allerede kan forbedre arbejdet i disse brancher, hvor medarbejderne har meget lange og specialiserede uddannelser – hvorfor skulle det så ikke også komme til DJ’s områder?

Og i hvilken hast vil det komme? Hvordan vil digitaliseringen påvirke journalistikken? Historiefortællingen? Kommunikationen?

Tænk bare på historien om firmaet Kodak, der levede godt af at fremstille farve- og sort-hvid-film. De troede ikke, at digitaliseringen ville få indflydelse på deres forretning. I dag er virksomheden en skygge af sig selv.

Tænk på mobilselskabet Nokia, der var kæmpestore i 90’erne og 00’erne. De troede ikke, at smartphonen ville forandre deres metier, og i dag er virksomheden ubetydelig.

Tænk på, hvordan taxabranchen er blevet udfordret af Uber. Hvordan hotelbranchen er blevet budt op til kamp af Air BnB.

Tænk på, hvordan en filmoperatør i en biograf i provinsen – det kunne være her i Kolding – for 10-20 år siden baksede med store filmruller, og der var kun et vist antal udgaver af en premierefilm i Danmark.

I dag vises de nyeste film i den mindste flække på dagen for premieren, for premierefilmen udkommer naturligvis digitalt.

Eller tænk på vore kolleger, billedmedieoversætterne, arbejder knaldhårdt hver eneste dag for at levere kvalitet i undertekster. De leverer noget af det meste læste dansk overhovedet – den lille gruppe trues nu af de maskinelle robot-oversættelser.

Vore kolleger leverer kvaliteten. Robotter leverer google-oversættelser på samlebånd; også her kæmper vi for, at vore kolleger ikke taber den kamp.

Hvorfor skulle disse forandringer ikke også komme tordnende ind over kommunikationsområdet, journalistikken og det talte ord. Husk tilbage på, hvordan vi samtalte før i tiden, og husk på, at for 10 år siden var Facebook stort set kun på vej over Atlanterhavet og blev i de følgende måneder og år mødt med skepsis.

For 10 år siden – ja for 4 og 6 år siden – sad I ved bordene og læste i aviser, når I syntes, at diskussionerne og indlæggene blev for kedelige. I knitrede med papir, og når delegeretmødet var slut, blev bunker af papir smidt i skraldespanden.

I dag tjekker I jeres smartphones, jeres tablets eller jeres computere. I skifter rundt mellem websites og apps, sociale medier og nyheder leveret af kolleger i ind- og udland.

Selvfølgelig vil udviklingen få betydning for os, i de brancher vi arbejder i. Vi er jo baseret på teknologi, og vi udvikler vores produkter via teknologi. Så det kommer til os – i galopfart.

Men I får lige lidt mere at tænke over.

Jeg blev uddannet fra DJH i januar 1996, da jeg var 29½ år gammel. På det tidspunkt havde jeg udsigt til at kunne gå på efterløn som 60-årig, og pensionsalderen var 65. I runde tal kunne jeg se frem til 30-35 års indsats på arbejdsmarkedet som uddannet journalist.

I dag dimitterer vore medlemmer fra DMJX, SDU, RUC, KU og diverse korte og mellemlange uddannelser, når de er 23-25 år. Skiftende regeringer har ført pisken over ungdommen og krævet dem presset igennem uddannelsessystemet, som var de ved at blive til fars i en kødhakker.

Det har langt hen ad vejen haft den ønskede virkning. Alt efter temperament kan man begræde dette eller være glad for det. Men de kommer ud som nyuddannede fotografer, kommunikatører, visuelle designere, journalister og så videre – og kan se frem til, at de skal arbejde, til de er midt i 70’erne.

De har dermed i runde tal udsigt til en karriere på arbejdsmarkedet på 50 år, efter de har taget deres uddannelse.

Det giver med andre ord 15-20 år mere til de unge generationer, end min generation kunne se frem til, efter vi var uddannet. Og det sker på et tidspunkt, hvor bevidstheden om, at forandringerne kommer tordnende, er væsentligt tydeligere end i min tid.

Det sker tilmed i nogle brancher, hvor der som udgangspunkt ikke er mangel på arbejdskraften. Det betyder flere hoveder i konkurrence om de samme jobs. I den udbudsteoretiske version betyder det et stort pres på vilkårene.

Læg dertil de forandringer i ansættelsesstrukturen, jeg var inde på tidligere. Hvor flere og flere bliver freelancere. Husk også at tage med i regnestykket, at muligheden for, at den enkelte finder beskæftigelse, sagtens kan afhænge af, om hun vil skifte spor – fra journalistik til kommunikation, fra stillbilleder til tv-produktion, fra udfarende kollega til underviser, for nu at tage nogle eksempler.

Fremtiden er varieret, den er ganske uvis på en lang række felter. Og så varer den længe for den enkelte, nyuddannede kollega.

Hvad gør vi ved det?

Jeg er ret sikker på, at de ovennævnte udfordringer ikke alene kan løses ved, at vi tegner flere overenskomster. Jeg er faktisk overbevist om, at overenskomstdækning ikke er det eneste middel, en fagforening i 2017-2018-2019 skal tage i anvendelse.

En overenskomst er et fantastisk instrument. DJ’s mange overenskomster har igennem årene sikret kollegerne nogle løn- og arbejdsvilkår, som andre grupper på arbejdsmarkedet har misundet os. Som de misunder os.

Vi skal prioritere overenskomsterne højt. Men vi skal efter min mening også erkende, at en overenskomst ikke er svaret på alle de udfordringer, vi står overfor på DJ’s forskellige områder.

Først og fremmest har en overenskomst ofte indbygget en forventning om, at medarbejderen bliver på arbejdspladsen i lang tid. Der er løntrin år for år, og der er måske særlige aftaler for de ældre kolleger. Og der er et forlænget opsigelsesvarsel, hvis man har været på arbejdspladsen længe.

Dette skal vi selvfølgelig bevare.

Men hvad angår overenskomsterne, så skal vi være forberedt på at sikre, at de rent faktisk afspejler den virkelighed, som vore kolleger befinder sig i.

Kan de se deres arbejdsdag afspejlet i den måde, overenskomsten opgør timetallet på? Er det realistisk at blive færdig på den normerede, aftalte tid – eller tilskynder overenskomsten den enkelte kollega til at ”putte” med sin reelle arbejdstid for ikke at blive stemplet som usolidarisk og selvisk?

Som Hovedbestyrelsen har redegjort for i den skriftlige beretning, så er cirka halvdelen af vore medlemmer – vore kolleger – i DJ i en situation, hvor de uge efter uge vælger at arbejde gratis for deres arbejdsgiver. I minimum 2 timer. Hver uge, året rundt.

Som jeg nævnte, er en overenskomst heller ikke nødvendigvis svaret på alle DJ-medlemmers udfordringer. Der er områder, hvor det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at lave en overenskomst. Og hvor det enkelte medlem er bedre hjulpet med en dedikeret individuel rådgivning.

Den får de i DJ. Og i fremtiden skal DJ i endnu højere grad kunne se den enkelte kollega i øjnene. Vi skal sikre, at vi med vore tilbud, vores aftaler og vores rådgivning tager folk i hånden, når de rækker hånden frem.

Det er konsekvensen af de forandringer på arbejdsmarkedet, som vi ser i disse år.

Forandringerne skal vi møde med åben pande. Men jeg tror, at forandringerne vil tvinge DJ til at gøre op med en række velkendte metoder og værdier.

Fordi vi skal være fællesskabet for den enkelte, uanset hvordan hun er tilknyttet arbejdsmarkedet.

Uanset hvor langt han er, og hvor han er, i sit karriereforløb.

Vi må flytte os for at stå fast.

På de etablerede overenskomster er vi i DJ vant til, at kollegerne har ret til efteruddannelse.

De har adgang til et større katalog af kurser, forløb og inspiration via Pressens Uddannelsesfond og Mediernes Efteruddannelse. Og de kan såmænd også selv strikke et forløb sammen og få tilskud til det fra fonden, hvis deres arbejdsgiver også spytter i kassen.

Alligevel er dette område et smertensbarn. En øm tå. Og en øm tå, der bliver udstillet for alverden, når Jysk-Fynske Medier kan finde overskydende penge på posten ”efteruddannelse”, så det derved ikke kom til fyringer i foråret. De ansatte i koncernen havde ikke taget så meget efteruddannelse, som der var budgetteret med i henhold til overenskomsten.

Kære kolleger: I skal tage efteruddannelse! I skal opfordre jeres kolleger til at tage efteruddannelse. Skub til dem, så de gør det. Skub til jer selv, så I gør det.

Og brug vores karriererådgivning i DJ, hvis I er i tvivl om, hvilken retning jeres arbejdsliv skal have. Hvis I er i tvivl om, hvilken efteruddannelse, der er den rette at tage.

I skal sørge for at tilegne jer viden og kundskab, så I kan agere i det hastigt forandrende landskab, jeg lige har beskrevet. Ellers kan det ganske enkelt være vanskeligt at klare sig og opretholde sin ”markedsværdi” gennem mange årtier.

Hvis I synes, at tilbuddene er forkerte, så fortæl det til Mediernes Efteruddannelse med ønske om andre kurser og nye vinkler. Fællesskabet udvikler sig kun, hvis vi bidrager til det.

Og husk:

Efteruddannelse er ingen garanti mod, at man kan miste sit job. Men det er sørme et godt sikkerhedsnet at have, når man skal ud og finde sig sit næste job, at man har taget relevant efteruddannelse jævnligt og kontinuerligt.

Fællesskabet. Det er så stærkt et ord, så stærkt et begreb. Vi har alle en holdning til det. Som det sted, hvor vi ikke kan komme igennem med forandringer måske. Eller som det sted, hvor vi kan slappe lidt af, fordi andre tager over for os lige nu.

I fællesskabet er vi ikke journalister mod kommunikatører. Vi er ikke dimittender mod seniorer. Vi er ikke fotografer mod pressefotografer. Vi er ikke fastansatte mod freelancere, eller rigtige mod forkerte. Vi er ikke individet mod det fælles – vi er det fælles, på tværs af individerne.

Vi er fællesskabet DJ, Medier og Kommunikation. Her har vi alle plads, her har vi alle ret til at være med – når det går godt, og når det går dårligt.

Og vi udvikler fællesskabet. I de seneste par år har vi prøvet at udvikle et korps af ambassadører, der kan træde døre ind og finde veje ud på film- og tv-produktionsområdet, hvor de faste ansættelser og overenskomsterne er lige så sjældne som anemoner i december.

Den måde at organisere os på skal vi udvikle. Fællesskaber er der netop behov for i en tid, hvor flere og flere ansættelsesmæssigt står alene. Så vi flytter os for at stå fast på fællesskabet.

Det er en kær tradition, at delegeretmødet – og i de lige år Fagligt Forum – samler ind til det internationale sikkerhedsarbejde. Dette sker også i år, og i lighed med de seneste år indsamles til DJ’s Safety Fund. Vi har i flere år samarbejdet med International Media Support om at finde egnede modtagere af midlerne.

Og der er desværre mere brug for støtten end nogen sinde. Utallige er de overgreb på journalister, mediefolk og udgivelser, som vi har set bare siden delegeretmødet for 2 år siden.

Hovedbestyrelsen fremlægger en udtalelse til vedtagelse omkring dette. Jeg håber, I vil bakke op om signalet til de rette parter ved at vedtage denne udtalelse.

I det hele taget har det internationale arbejde haft høj prioritet i de seneste år. Når vi i dag administrerer de indsamlede penge via vores egen Safety Fund, så skyldes det jo de meget store uregelmæssigheder, vi oplevede i det internationale journalistforbund IFJ.

Vi oplevede, at Safety-midlerne stod på en bankkonto og samlede støv i årevis. Flere hundredetusinde Euro fra DJ’s indsamlinger gennem årene blev ikke brugt, til trods for, at der også dengang var rigelig brug for dem.

Men den politiske ledelse af det internationale forbund viste ikke format. DJ har i flere år været skarpe kritikere af den retning, forbundet har udviklet sig.

Og jeg er ked af at sige dette. Men det har ikke hjulpet. IFJ vil gerne modtage vore kontingentkroner. Vi er et af de få forbund, der både betaler det fulde kontingent, og vi betaler til tiden.

Alligevel oplever vi, og en række andre primært nordeuropæiske forbund, at blive modarbejdet på snart sagt alle niveauer i IFJ. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende. Det er faktisk frustrerende, og nogle gange kan man godt ønske sig tingene helt anderledes.

Men der er ikke andet at gøre end at fortsætte kursen. Vi presser fortsat på IFJ for, at de skal åbne for Safety Funden – der står i dag fortsat 1 million Euro, og der bruges stort set ikke af pengene på trods af drab, kidnapning og politiske overgreb mod journalister og pressefolk over hele verden.

Et øget, tæt samarbejde mellem de nævnte nordeuropæiske forbund, og et meget stærkt og tillidsfuldt samarbejde på nordisk niveau, har til gengæld understreget vigtigheden af international solidaritet.

Og jeg er naturligvis særligt glad for, at min forgænger, Mogens Blicher Bjerregaard, så ansvarsfuldt og visionært varetager posten som præsident for det europæiske forbund, EFJ. Tak for det, Mogens!

Lad mig her mod slutningen give organisationen DJ nogle ord med på vejen. For også DJ’s fællesskab er under pres. Under forandring.

Det er blandt andet derfor, at vi har fået taget fotos af os alle sammen, inden dette delegeretmøde startede. Et foto, hvor I blev bedt om at holde det vigtigste tema for delegeretmøde op på et skilt til ære for fotografen. Og til ære for fællesskabet.

Der er kommet rigtig mange bud. Det viser forskelligheden. Men der er også kommet rigtig mange enslydende bud. Det fortæller noget om fællesskabet.

Forventningerne til os ændres hen over tid, og forventningerne tager farve af det omliggende samfunds forandringer.

DJ har naturligvis forandret sig gennem de godt 55 år som selvstændig organisation. Vi har mange flere ansatte, vi har mange flere medlemmer, og vi har mange flere tilbud og ydelser til medlemmerne.

Lad mig i flæng nævne nogle enkelte ting: Kontraktrådgivning – inkassosager – mediejura – ophavsret – netværksdannelse – forretningsudvikling – kurser – foredrag – retssager – mentorordning.

Vi har konkrete ting på varelageret. Vi udvikler disse områder, og vore dygtige ansatte kommer jævnligt med bud på, i hvilke retninger DJ nu kan udvikle sig. Tak for det!

Min personlige opfattelse er, at vi i de kommende år vil se forandringer i forhold til, hvad en fagforening – et fællesskab – skal tilbyde sine medlemmer og stille til rådighed i fællesskabets navn. Vi vil formentlig gøre ting i fællesskabet, som vi for få år siden ville afvise, fordi det ikke var en fagforenings opgave.

Det kunne være uddannelse. Det kunne være langt flere professionelle netværk. Det kunne være forretningsfællesskaber. Det kunne være tilbud om eller hjælp til revision af regnskaber for vore selvstændige.

Jeg forudser også, at vi vil komme til at tage diskussioner, om der skal være mulighed for tilkøbsordninger for særlige grupper i DJ, eller om vi skal tilbyde alt til alle. Vi kommer til at beslutte, hvad der skal ud, hvis noget andet skal ind.

Vi må flytte os for at stå fast.

Men vi har ikke kun behov for at være stærke og konkurrencedygtige på ydelserne.

DJ har et lige så stort behov for at påbegynde diskussionen om, hvordan vi som politisk organisation ruster os til fremtiden. Hvordan vi organiserer os, så vi også står stærkt om 10 og 20 år.

I det små har vi flyttet os meget. Vi har i det seneste år optaget en større gruppe af bloggere i DJ. De kommer til os, fordi de finder fællesskabet i forbundet attraktivt; vi optager denne gruppe, fordi de repræsenterer en faggruppe og et område, der er i stor vækst.

Men de kommer også til os og kræver af fællesskabet. Det er kun godt.

På samme måde har vi styrket optaget af studerende. Der har aldrig været flere studerende-medlemmer i DJ end i dag. 2.900 af de knap 18.000 medlemmer – 16,2 procent.

Vi mener det rent faktisk, når vi ønsker at være den stærkeste organisation indenfor medier og kommunikation – men det går begge veje, og forventningerne fra medlemmerne forandres.

Det er ikke kun de unge. Men det er også de unge, der ønsker indflydelse, og som vil se et resultat af at engagere sig. Det skal vi arbejde med, det skal vi udvikle.

Vi kommer senere på dagsordenen til at diskutere, om delegeretmødet vil åbne for urafstemning blandt medlemmerne. Jeg mener ikke, at dette forslag er hensigtsmæssigt.

Men jeg mener, at vi i den kommende periode skal udvikle forslag til, hvordan DJ kan lægge beslutninger ud til medlemmerne på en helt anden måde, end vi gør i dag.

Lad os åbent tage diskussionen om urafstemninger. Lad os tale om, hvordan vi forsamles, og om, hvordan vi vælges til at blive delegerede. Lad os overveje, om vi i stedet for et delegeretmøde skal indkalde til en generalforsamling, hvortil alle medlemmer kan komme – ikke kun de delegerede.

Lad os i fællesskab udvikle det her forbund, så det i endnu højere grad end i dag baserer sig på deltagelse, inddragelse, gennemsigtighed og medbestemmelse.

Det er værdier, som vores demokrati og vores organisation er funderet på i dag. Det skal fortsat være sådan. Men måske skal vi her flytte os for at stå fast på disse værdier?

For 2 år siden besluttede I, DJ’s delegerede, at sende ”moderskibet” ud på en ukendt færd. Det var, da I valgte Tine og mig som næstformand og formand.

Vi har forsøgt at være tydelige og åbne om, hvad vi har besluttet, og om, hvad vi vil. Vi deltager i debatten, vi stiller op til interview om næsten hvad som helst, bare det rammer inden for DJ-skiven – og den skive udvikler sig jo også!

Det har været helt bevidst, at vi har udvidet og udviklet det område, DJ skal agere på. For selv om vi som forbund bliver større via flere medlemmer, så kan DJ kun i ganske få tilfælde stå alene.

Derfor har vi samarbejdet på både det formelle og det uformelle plan med næsten hele paletten i den danske fagbevægelse. Fra vore naturligt allierede i AC via kontaktudvalget med HK-Privat og til rækken af LO-forbund og FTF-organisationer har DJ rakt ud. Og vi er blevet rakt ud til, blandt andet i forbindelse med:

  • ligestilling
  • ytringsfrihed for offentligt ansatte
  • offentlighedslov
  • dagpenge for selvstændige
  • whistleblower-ordninger

Der er særlig grund til at nævne det gode samarbejde, som DJ i en årrække har haft med Kommunikation og Sprog. Vi har i de seneste to år fastholdt og udbygget samarbejdet løbende.

Udover den fælles a-kasse AJKS, og de fælles ”bagvedliggende” samarbejder såsom medlemsafdeling og IT, er der et tydeligt samarbejde mellem os på områder som rekruttering og organisering, i forhold til det politiske arbejde i AC og i forhold til dagpenge-lovgivningen.

Og så har de to organisationer i fællesskab søgt mod en overenskomst indenfor kommunikationsbranchen. De fælles bestræbelser var ikke nok, men samarbejdet er blevet stærkere i perioden.

Det er naturligt. KS er en ideel partner for DJ på et marked, der særligt indenfor kommunikation også tegnes af fire konkurrerende forbund – og med den femte faktor som en fælles udfordring.

Her tænker jeg på ikke-organisering. I det ideelle lys er det bedre, at man er medlem af KS, HK-Privat, DJØF eller Magistrene, end at man ikke er organiseret – men allerhelst ser vi selvfølgelig, at man melder sig ind i DJ.

De kommende år vil styrken af det gode samarbejde mellem DJ og KS forhåbentlig demonstrere, at disse to organisationer i fællesskab udgør det bedste valg af faglig organisation for kommunikatører.

Jeg strejfede offentlighedsloven lige før. Lad mig give den et par sætninger mere.

For halvanden uge siden kunne vi læse i dagbladet Politiken, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fra Venstre på et møde i sit ministerium i efteråret 2016, kort efter sin tiltræden, havde sagt om loven:

”Jeg mener, det er en sygdom i vort samfund, at der bliver søgt aktindsigt i alt mellem himmel og jord.”

Nu kender vi jo godt til Venstres og Socialdemokratiets modvilje mod offentlighed i forvaltningen. Og man skal ikke sige, at én ministers holdning er gældende for en hel regerings holdning.

Men det er da sigende, at i en tid, hvor Folketinget diskuterer og skal beslutte en revision af offentlighedsloven, så kommer dette udbrud fra en af de – på godt og ondt – mere markante ministre i Løkke-regeringen.

Vi har oplevet, hvordan Slotsholmens regeringskontorer og departementer er blevet lukket ned bag mørklægningsgardiner, siden den ny offentlighedslov trådte i kraft for 3 år siden.

DJ har kæmpet og argumenteret for, at der skal mere luft og lys ind i regeringsprocessen – og i den forbindelse er det jo barokt, at det netop er den politisk ansvarlige for ”Gyllegate”, der taler dunder imod selve ideen om offentlighed i forvaltningen.

Hovedbestyrelsen fremlægger for delegeretmødet et forslag til udtalelse netop omkring offentlighedsloven, og jeg skal anbefale jer at vi sender dette tydelige signal. Til Christiansborg i det hele taget, og til forligspartierne bag den gældende offentlighedslov i særdeleshed:

Lav den offentlighedslov om til det bedre!

Det har været 2 travle år for Tine og jeg. Med stort og småt blandet sammen på uforudsigelig vis.

Jeg blev for eksempel en dag bedt om et svar på, om der skal være en kaffebar i stueetagen på forbundshuset, og Tine har svaret på, om vore kampagne-T-shirts med ”Stem for åbenhed” nu også var bæredygtige.

Vi har prøvet at være jeres ambassadører i stort såvel som i småt. Det vil vi gerne fortsætte med at være – fordi vi ønsker at give hvert eneste medlem oplevelsen af, at det giver værdi at være med i fællesskabet.

Og så helt banalt, fordi det er rigtig sjovt. Midt i alle trængslerne. Midt i det mismod, som også kan ramme én som følge af nogle af de ting, jeg har været inde på i denne beretning.

Midt i al modgangen, så er det også sjovt og spændende. Det er så skønt at komme ud til jeres lokale generalforsamlinger og mærke fagligheden spire og gejsten gro.

Det er herligt at fornemme den faglige stolthed, når vi kommer til et fagspecifikt seminar. Det er helt banalt en god oplevelse, når vi sniger os med til helt almindelige medlemsarrangementer, så vi også kan mærke stoltheden hos dem, der fortæller om deres projekt eller problemstilling.

DJ er som fagforening både arena for fagpolitik og for fag. Tak for, at I husker os på begge dele.

Og ja, vi har taget vores kampe. Det kommer vi også til, hvis vi bliver genvalgt. Det kommer vi til at gøre med hinanden, og med den nye hovedbestyrelse. Med jer tillidsfolk, og med medlemmerne.

Men DJ’s fællesskab er stærkt nok til at rumme uenighed om, hvordan vi udfylder fællesskabet. Vi er stærke nok til at flytte os. For det er nu vores måde at stå fast på!

Hav et godt delegeretmøde, kammerater!

(det talte ord gælder)

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.