Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Delegeretmøde 2019: Formandens mundtlige beretning

DJ-formand Lars Werge supplerer hovedbestyrelsens skriftlige beretning med sin egen mundtlige beretning fra talerstolen på delegeretmødet i Kolding 2019. Læs hele beretningen.

Mundtlig beretning 2019

Jonas Ahlstrøm

Det talte ord gælder

Kære alle sammen,

Kære gæster,

Kære delegerede,

Kammerater:

Velkommen endnu en gang. Til delegeretmøde 2019, hvor vi er samlet op mod 400 kolleger, tillidsfolk og faglige aktive i de næste 1½ døgn her i Kolding.

Vi skal træffe vigtige beslutninger, vi skal vælge retning og strategi og handlinger for de kommende 2 år, og vi skal have valgt en ny hovedbestyrelse og formandskab.

Og så skal vi være sammen endnu en gang i det stærke netværk, som delegeretmødet og Dansk Journalistforbund udgør.

Jeg glæder mig. Det håber jeg, at I også gør.

--

Tænk, hvis det blev bedre i morgen.

Tanken ramte mig for noget tid siden.

Midt i endnu et forår med pres på vores kolleger, og midt i diskussioner om medieforlig og startløn.

Mens vi talte om en anden struktur for DJ’s demokratiske opbygning, og undervejs i beslutningen om at spare på forbundets udgifter i 2019.

Lige da var det, at jeg kom til at tænke på, at vi gør rigtig mange ting med det udgangspunkt, at tingene ikke må blive værre.

At det bliver dårligere i morgen, end det var i dag og i går. Hvis vi altså ikke gør noget.

Ofte er det ud fra dette udgangspunkt, at vi forsøger at træffe beslutninger, forhandle aftaler hjem og sikre medlemmernes rettigheder.

Det er med andre ord et defensivt udgangspunkt. Sat på formel med sætningen ”Hvis vi ikke kan forklare det, kan vi ikke forsvare det”, ser vi på vores handlemuligheder som var vi i krig.

Men det er en krig, hvor det handler om ikke at tabe – ikke en krig, hvor det handler om at vinde.

Min favoritforfatter for tiden, Karl Ove Knausgård, skriver et sted i bogen ”Hjemme Ude”, at

”Når man er tynget af sin fortid, findes der ikke megen fremtid. Det er ikke mod den, opmærksomheden er rettet.”

Er vi i DJ tynget af fortællingen om vores fortid?

Om den glorværdige tid, da pressen havde anseelse?

Om dengang, da forbundet primært var for journalister og næsten en loge at blive optaget i, hvor pressekortet var det feterede adgangstegn til de inderste cirkler?

Tænker vi tilbage på en fortid med vemod i sindet og en tåre i øjenkrogen, når vi husker på de gode vilkår, vi fik forsynet vores overenskomster med? Orlov, mange ferieuger, aftaler om efteruddannelse.

Kampe, der blev taget og vundet, centimeter for centimeter til gavn for fællesskabet. Men for manges vedkommende også kampe, der blev udkæmpet i en anden tid, da rammerne var anderledes.

Fordi vi troede på, at det blev bedre i morgen?

Belaster fortiden os, så vi ikke kan tænke konstruktivt og offensivt på fremtiden og dagen i morgen? Så vi tænker så meget på det, der var, at vi ikke kan fokusere på det, der gerne skal komme.

Men tænk nu, hvis det blev bedre i morgen.

--

Jeg har sjældent syntes så godt om at være formand som den fredag formiddag, da jeg bød velkommen til    præsentationen af rapporterne om ”Fagenes Fremtid”.

15. marts løftede vi sløret for de tendenser, analyser og overvejelser, som ekspertgruppen under Troels Mylenbergs og Søren Schultz Jørgensens ledelse var nået frem til. Allerede nu kan jeg sige, at de fire rapporter er nået vidt omkring og har høstet stor opmærksomhed og anerkendelse.

Jeg håber, at I også har taget eller vil tage jer tid til at læse dem. Og at I vil lytte og deltage i debatten både lokalt, når vores kredse og grupper i de kommende måneder ruller temaet ud – og i aften, når Søren Schultz Jørgensen her på delegeretmødet borer sig ned i tingene.

Det er med det allerede godt gennemredne citat fra Charles Dickens, at rapporterne indledes: ”It was the best of times – it was the worst of times”. Og sådan ser ekspertgruppen på fremtiden: Det kan blive godt, men det kan også blive skidt.

Det er de opgaver, vi står i forbundet og skal løfte. Det skal vi, når delegeretmødet er slut, det skal vi i de kommende to år, men også i de kommende 10-20-30 år.

Det er opgaver, som vi må løfte i flok og fællesskab, og det indeholder store forventninger – for nu at bruge et andet citat af Charles Dickens. Det er opgaver, der kræver alle mand på dæk.

I synet på fremtiden kan vi vælge, om vi tror på, at det bliver bedre. Eller at det bliver værre.

Jeg tror på, at det bliver bedre i morgen.

--

Jeg vil godt prøve at holde fast i den tanke lidt endnu. Der er faktisk tegn på, at tingene også kan komme til at blive forandret til det bedre.

Det er kun få uger siden, at vi modtog en undersøgelse, der viste, at i informations- og kommunikationsbranchen blev der i 2018 skabt 7 nye jobs.

Om dagen, vel at mærke.

Og ikke meget tyder på, at det vil gå dårligere i 2019. 2020. 2021.

Vi taler dermed om en branche i vækst, og vi taler om en faglighed i fremgang. Vi har et eksempel på, at tingene formentlig bliver bedre i morgen.

Et andet eksempel: For 2 og 4 og 6 år siden diskuterede vi ofte, hvad der kunne gøres ved manglen på praktikpladser på de journalistiske uddannelser. Men nu er situationen anderledes.

På grund af strukturelle omlægninger, blandt andet en maksimal praktiktid på 12 måneder i stedet for 18 er der pludselig flere pladser end der er studerende til at tage dem.

Og når de studerende bliver færdiguddannet, har de udsigt til bedre jobmuligheder, end vi har set i flere år.

I dag har vi nemlig en situation, hvor flere af de klassiske mediehuse melder om fremgang på bundlinjen. Hvor der ses stadig flere eksempler på, at de digitale platforme kan give overskud. Og hvor lysten til at eksperimentere og udgive nye formater er stor – både hos iværksættere og hos etablerede mediehuse.

Og vi har med åbne øjne flere steder hjulpet udgivere til at turde prøve nyt, fordi vi har indgået overenskomster med en lidt lavere startløn. Det giver flere ansættelser og flere eksperimenter.

Man kan således godt anlægge det syn, at der er udsigt til gode tider.

--

Men man kan måske også sige, at for at gøre de gode udsigter bedre, så skal vi stadig kæmpe.

Fra dør til dør.

Som fagforening.

I fællesskab – og med viden om, at vi ikke får så meget som én centimeter foræret.

De forløbne to år har budt på mange opgaver for organisationen, og på mange udfordringer for DJ. Mange af dem er beskrevet i den skriftlige beretning, som vi sendte ud kort før påske til jer delegerede.

Siden vi skrev den beretning, har jeg tænkt på, om der, udover det skrevne, var nogle tendenser og nedslag, som for mig har kendetegnet den forgangne periode.

Og når man stiller sådan et spørgsmål i en tale, så er det selvfølgelig et retorisk kneb, der efterfølges af en bekræftelse. For ja, der er nogle særlige øjeblikke, som jeg husker fra perioden som ganske tydelige markører for diskussioner og udvikling i DJ.

--

En fredag eftermiddag for et års tid siden var jeg i bilen på vej til færgen på Sjællands Odde. Jeg havde lukket ned efter ugens arbejde og så frem til weekenden.  

Få dage senere skulle vi i Hovedbestyrelsen godkende den ny praktikantaftale. Det er en aftale, der løfter på centrale felter som dækningsområde, arbejdsmiljø, barsel og læring. Krav, som vi har stillet i mange år og ad mange omgange.

Dækningsområdet bliver udvidet, så også de studerende på DMJX’ kommunikationsuddannelse omfattes af aftalen.

Med stadfæstelsen af, at journalist- og kommunikations-praktiksteder skal have en uddannet praktikantvejleder, varetages praktikanternes arbejdsmiljø og tarv langt bedre.

Vi fik indført en barselsbestemmelse, så den studerende, der bliver gravid i praktiktiden, nu har ret til løn under barsel, og hun kan komme tilbage til praktikstedet efter endt orlov.

Der blev indlagt obligatoriske læringsdage i aftalen. 1 dag hver måned, som den enkelte praktikant – eller gruppen af praktikanter – kan bruge til læring, fordybelse og andre aktiviteter, hvor der ikke er forventning til praktikanten om produktion.

Det var også en aftale, der medførte, at fremtidige praktikanter vil få lavere løn end dem, der var i praktik på daværende tidspunkt.

Og så afsluttede praktikantaftalen den tradition, der har været med til at underbyde vores kolleger. En række arbejdsgivere lovede nemlig nu at stoppe praktikforlængelserne. Det hilser jeg i særdeleshed velkomment.

Jeg synes, der alt i alt var tale om en balanceret og fair aftale, hvor både vi og arbejdsgiverne havde givet sig ved forhandlingsbordet.

De studerende er af en anden opfattelse og mener først og fremmest, at lønniveauet er for lavt.

Så da jeg parkerede i køen ved færgelejet, åbnede jeg telefonen til akkompagnement af adviseringer i et omfang, jeg aldrig tidligere – eller senere – har prøvet. Et ret massivt tryk var lagt på de sociale medier fra nogle af vores studerende, og budskabet var ikke til at misforstå:

De opfordrede HB til at stemme nej til aftalen.

Hovedbestyrelsen valgte at bakke op om aftalen. De studerendes repræsentanter accepterede dette, og har siden loyalt bakket op om flertallets afgørelse.

Og vi har siden i DJ haft en stor opmærksomhed på, hvordan den aftale så blev implementeret.

Og derfor har det også været med en vis undren, at jeg har fulgt optakten til det her delegeretmøde. Der er enkelte steder problemer med at praktikanterne ikke får det antal læringsdage, der er fastlagt i aftalen.  

Fagbladet ”Journalisten” har endda gennemført en spørgeskema-undersøgelse. 93 af de 240 praktikanter har svaret.

40 af dem siger, at de ikke har fået de læringsdage, de har krav på – det svarer til knap 17 procent af de udspurgte.

Dem skal vi selvfølgelig tage alvorligt. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt. Men vi skal ikke blæse det ud af proportioner.

I samme artikel forklarer en praktikantvejleder og en chefredaktør, at de ikke har klædt sig selv ordentligt på til at forstå, hvad det er, der menes med læringsdagene.

Det kunne indikere, at viljen er til stede, men at en ny aftale tager tid at implementere.

På de studerendes lokale generalforsamlinger har praktikantaftalen også været til debat flere steder.

Jeg har også en forventning om, at vi også kommer til at se delegerede på denne talerstol med skarpe budskaber omkring praktikantaftalen.

Og jeg kan godt forstå jeres utilfredshed. Da I startede på uddannelsen, havde I udsigt til en løn under praktik på godt 16.000 kroner, og når I så kommer i praktik, er den på 13.500 kroner i stedet.

Det er #fordyrtkøbt som I døbte jeres kampagne på de sociale medier. Jeg mener ikke, det er for dyrt købt, men en god aftale forudsætter selvfølgelig, at man ”får noget for pengene”.

Jeg tror, vi har været lidt for dårlige til at fortælle, hvad der er den enkelte praktikants opgave, hvad der ligger hos praktikantvejlederen og den lokale tillidsmand, og hvilke forventninger der kan stilles til DJ’s rolle omkring den ny praktikantaftale.

De omstridte læringsdage, som blev beskrevet i detaljer i fagbladets artikel, er mange steder et nyt fænomen. Vi har udgivet et bilag til praktikantaftalen med forslag, men det er netop ikke anvisninger, men inspiration.

En inspiration, som vi altså kunne læse, at en chefredaktør og en praktikantvejleder ikke har været fuldt opmærksom på endnu.

Det er nemlig i allerhøjeste grad lokalt, på arbejdspladsen og redaktionen, at udmøntningen skal finde sted.

Og DJ er ikke politimyndighed. Vi reagerer på henvendelser. Det sker via vores tillidsrepræsentanter, og praktikanterne kan også gå til deres praktikantvejleder.

Henvender de sig til DJ, vil vi typisk pege tilbage, i retning af de lokale kræfter og det lokale samarbejde på arbejdspladsen, for at få løst problemerne lokalt.

Jeg sætter min lid til, at både arbejdsgivere og vores repræsentanter vil arbejde lokalt for at udmønte en praktikantaftale, der er god og solid og fremtidssikret.

--

En sag, der i den grad fik ikke bare vores tillidsfolk op at stå, men hele Danmark på tæerne, var forløbet omkring de offentlige overenskomster i vinteren og foråret 2018.

Dansk Journalistforbund har godt 1.000 medlemmer, der er ansat i stat, regioner eller kommuner og dermed er omfattet af #OK18. Vi forhandler som forbund selv disse overenskomster og er ikke en del af Forhandlingsfællesskaberne.

Og derfor var DJ ikke direkte omfattet af den generelle og meget omfattende optrapning med strejke- og lockoutvarslinger samt musketér-eden mellem fagforeninger fordelt over hele hovedorganisations-området.

Vi stod dermed i en situation, hvor vores relativt få medlemmer på det offentlige område – der tæller mange hundrede tusinde ansatte – som nogle af de eneste kunne se frem til at skulle blive på arbejdspladserne, når alle andre enten gik hjem i strejke, eller blev sendt hjem i en lockout.

Dette, samt det faktum, at Hovedbestyrelsen erklærede sig enig i det overordnede formål bag Musketér-eden, gjorde, at vi sluttede op om fællesskabet og erklærede os helt på linje med Sosu-assistenter, HK-medarbejdere, DJØF’ere, pædagoger, læger og lærere:

Nok er nok.

Det betød, at vi åbnede for at sikre dobbelt medlemskab for nogle af vores medlemmer, der var på en anden overenskomst. Vi tog de nødvendige midler i brug for at bakke op om kampen.

I praksis gav det nogle udfordringer at køre dette parallelle spor, men via tæt kontakt til vores dygtige tillidsrepræsentanter spredt rundt i hele landet lykkedes det at placere DJ på solidaritetens landkort.

Til alle jer, der var omfattet af #OK18-forløbet, vil jeg gerne sige tak for indsatsen. Det var kampen værd at tage kampen, og det havde stor værdi, at I lokalt og loyalt bakkede HB’s beslutning op.

Tak!

Her meldte DJ sig for alvor ind i det fællesskab, der for godt et år siden ændrede befolkningens og magthavernes opfattelse af, hvad lønmodtager-organisationerne virkelig kan, når de står sammen.

Det var solidaritet på tværs af faggrupper, uddannelsesskel, ansvarsområder og faglige traditioner. Det var benhårdt, men det var også smukt og lovede godt for en fremtid, hvor fællesskabets rolle er påkrævet.

--

Da danskerne i 2015 stemte en borgerlig regering til magten, var det klart, at medieforliget i 2018 ville blive op ad bakke. Eller i virkeligheden: Ned ad bakke.

Allerede dengang kendte vi til tankerne om, at public service skulle beskæres. Det stod i Venstre-regeringens grundlag, og statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i en spørgetime i Folketinget, at han så på en nedsættelse af licensen som en de facto-sænkning af skatten.

Allerede dengang var det tydeligt, at det danske medieområde, og dermed den danske kultur, var hårdt presset af omlægning af medieforbrug og et vigende annoncemarked i de traditionelle medier.

Økonomisk var de private medier således allerede hårdt presset.

Kulturelt og mediepolitisk var Danmark dermed under angreb fra udbydere, der ikke var underlagt medieansvarslov og den danske skattelovgivning.

Derfor var det allerede i 2015 tydeligt, at svaret på de udenlandske aktørers trussel ikke var at skære ned på public service.

I stedet var omlægninger, en stærk public service-sektor og smartere måder at bringe den danske mediebranche i spil, vejen at gå.

Man kunne have troet, at når en regering og dens parlamentariske grundlag fokuserer så ensidigt hårdt og vedholdende på de danske værdier og på danskheden, så havde de valgt anderledes. Så havde de styrket det danske medieområde.

Men det skete ikke. Det lykkedes os ikke at overbevise det mediepolitiske flertal om dette. Talrige møder med medie- og kulturordførere, adskillige analysepapirer og rapporter er det blevet til, og jeg og DJ har deltaget i adskillige debatter.

Vores synspunkt var kendt og velfunderet, men det deltes ikke af det parlamentariske flertal.

Tværtimod blev sulten på nedskæringer, omlægninger og fuldstændig ekstrem indblanding i programlægning kun større, da Venstre-regeringen blev udvidet med de Konservative og Liberal Alliance i 2016.

Sammen med Dansk Folkeparti har regeringen i 2018 og 2019 således opført en rituel stammedans på gravstedet over de fine danske medie- og kulturpolitiske traditioner.

Jeg behøver vel blot at nævne de afsluttende, nærmest frådende angreb på Radio 24syv for at bringe i erindring, at det ikke kun handler om, at DJ’s medlemmer risikerer at miste arbejdspladser og redaktionel frihed efter dette.

Det er en værdipolitisk kamp, der har fundet sted, og man kan for hele det kulturpolitiske område frygte, at vi kun har lagt grund til det første slag. Dermed har det også været en sag, der angår Danmarks befolkning.

Jeg skammer mig over at fortælle om forløbet, når jeg mødes med udenlandske kolleger. Men over hele Europa er vores kolleger nemlig overraskede over det forløb, vi har set i Danmark. Og jeg kan berette, at dette forløb har inspireret partier på centrum-højre-flanken over hele Europa til at forsøge at efterligne det.

Derfor mødes vi jævnligt med repræsentanter fra andre lande for at fortælle om de mediepolitiske beslutninger i Danmark.

Den politiske vilje til at styre medierne og til at tæmme den frie presse har nemlig fået et forbillede i det danske medieforlig og udmøntningen af det.

I de nordiske lande, i Østrig, i Benelux-landene og længere mod syd og øst bliver der kigget på, hvad Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i Danmark har kunnet gennemføre.

Den danske model har dermed fået en syg lillesøster. Uden arme, men under konstant opsyn. Det er forbandet! Det må vi arbejde for at få lavet om.

--

Det borgerlige politiske flertals beslutning om ændrede vilkår for mediestøtte og public service-virksomhed i Danmark fik en direkte og brutal konsekvens for vores kolleger i Danmarks Radio.

Finansminister Kristian Jensen sørgede for at lægge de økonomiske snit, og kulturminister Mette Bock fik lavet de finere ciseleringer i den operation, der årligt fjerner cirka 600 millioner kroner fra det danske medieområde, når planen er fuldt gennemført.

Det betød, at DR’s generaldirektør måtte gennemføre den største fyringsrunde i historien på Danmarks Radio. Knap 400 stillinger blev nedlagt, og en stor del af dem var naturligvis besat af vores kolleger og medlemmer.

At arbejde i mediebranchen har i en årrække for rigtig mange af os været forbundet med utryghed og uvished om fremtiden. Sparerunde har fulgt på sparerunde de seneste 10 år, og hver og én gør indtryk.

Men når hundredvis af kolleger som her bliver ofret på grund af politiske studehandler opstået på baggrund af forsmåede aktørers skinsyge og hævnlyst, er det ikke bare begrædeligt.

Det er uansvarligt og uvederhæftigt, og jeg lover, at vi vil gøre, hvad vi overhovedet magter for at holde ansvarlige partier op på, at efter Folketingsvalget skal der ske synlige og mærkbare forbedringer på public service-området for at lappe på dette medieforlig.

--

I det hele taget får den kommende hovedbestyrelse og forbundsledelse travlt med at besøge og forsøge at påvirke politikerne på Christiansborg. Lige om lidt skal vi som sagt have valg til Folketinget, og måske er grundlaget for en ny regering forhandlet på plads inden sommerferien rammer Danmark.

Med valgets komme ved vi også, at forliget om offentlighedsloven bliver opsagt. Vi ved, at et flertal i det nuværende Folketing ønsker et opgør med §24 i loven, som er ministerbetjeningsparagraffen.

Men vi ved også, at de to partier, som vel fortsat er de mest sandsynlige regeringsbærende partier, ikke ønsker at ændre loven.

Venstre og Socialdemokratiet griber ud efter magten, og det kan man kun have respekt for. Desværre ser det også ud til, at det ledsages af en generel mistillid til medierne fra de toneangivende politikeres side.

I særdeleshed har Socialdemokratiet excelleret i udfald mod pressen og journalisterne. Det har været helt urimelige og ofte udokumenterbare meldinger, som topfolk i det, ifølge meningsmålingerne, klart største parti er kommet med, enten i mails til deres medlemmer, i interviews eller sågar i bog- og artikelform.

Lad mig give to eksempler: Formanden – måske den kommende statsminister? – Mette Frederiksen har talt pressens rolle ned.

Og gruppeformand Henrik Sass Larsen har skrevet nogle helt utrolige afsnit om pressens virke i sin bog ”Exodus”, der udkom i 2018.

Samtidig har partiet ikke levnet mulighed for en eneste åbning af offentlighedsloven, hvis de kommer til at sidde for bordenden.

Med andre ord: Et parti, der anvender modbilledet om ”eliten” igen og igen i deres framing af budskaber i disse uger – ”elitens” goder skal beskæres, hører vi om biblioteker, universiteter, mediepolitik og kulturpolitik – ønsker at fastholde, at den udvalgte elite, der sidder på ministerkontorerne, skal beskyttes mod folket.

Det er tankevækkende!

Lignende holdning har Venstre udvist gennem de 4 år, partiet nu har stået med regeringsansvaret i Danmark.

Offentlighedsloven har jo i øvrigt i sin nuværende form desuden vist sig at indeholde en regulerende effekt – når der viser sig evidens for, at man får afslag på en særlig type anmodning om aktindsigt, så stopper man på et tidspunkt med at sende flere anmodninger.

Jeg er virkelig træt af at gentage mig selv. Men så længe vi har den offentlighedslov, som vi har nu, må jeg sige klart og tydeligt til Christiansborg: Det er en ommer!

--

Pension og tilbagetrækningsalder er blevet et centralt emne i valgkampen. Alle partierne diskuterer dybt ned i detaljen, hvilke grupper på arbejdsmarkedet der måske, måske ikke skal have ret til at trække sig tilbage før pensionsalderen på grund af nedslidning.

Men i stedet for at slås verbalt om, hvor nedslidt en lønmodtager skal være, før hun kan få bevilget at gå på pension før den officielle pensionsalder, så trænger arbejdsmarked

 

et til at diskutere, hvordan vi forhindrer den nedslidning, som man forsøger at reparere på med pensionsalder-udspillene.

Især tre områder er for mig at se væsentlige:

For det første må vi minde politikerne om, at et godt arbejdsmiljø er en forudsætning for et længere arbejdsliv. Politikerne beder danskerne arbejde længere. Og vi kan se, at det vil mange medlemmer af DJ også rigtig gerne.

Men det er et kollektivt ansvar at sørge for, at folk trives og arbejder under ordentlige forhold, som ikke slider folk ned.

For det andet må vi sikre, at alle medlemmer af DJ gennem hele deres arbejdsliv prioriterer kompetenceudvikling. Det er den bedste forudsætning – udover det fysiske og mentale helbred – for at man kan bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet.

Især freelancere og selvstændige kan have brug for en hjælpende hånd fra deres fagforening for at holde kompetencerne ved lige, for det er tid og penge, der står i vejen for at få det gjort.

Når vi samtidig kan se en tendens i retning af, at vores medlemmer i aldersgruppen fra 55 år og opefter i stigende grad bliver freelancere, indikerer det for mig at se ret tydeligt, at det for det tredje er nødvendigt at fortælle arbejdsgiverne over en bred kam, at man ikke er færdig på arbejdsmarkedet, fordi man har rundet 50 eller 55 år.

For nogle af vores kolleger vil det være et naturligt valg at gå freelance efter mange år på samme arbejdsplads. Men det skal være et frivilligt valg.

Og mistanken om, at ansøgninger og bud bliver lagt væk, fordi CPR-nummeret er fra før sommeren ’68, er desværre til stede. For når pensionsalderen løbende stiger, må vi også arbejde for, at kollegerne ikke efterlades uden for arbejdsmarkedet.

Det og meget mere adresserer vi med den seniorpolitiske strategi. I al ubeskedenhed er den et væsentlig mere nuanceret bud på en indsats, end de valgparoler vi ser i øjeblikket på og omkring Christiansborg.

--

At forhindre nedslidning handler kort fortalt om at sikre et godt arbejdsmiljø. I DJ har vi i mange år haft fokus på dette vigtige arbejde, og vi vedtog jo for 2 år siden en strategi for arbejdsmiljøpolitikken.

Vi har styrket netværksarbejdet for vores arbejdsmiljø-repræsentanter, og i marts måned i år afviklede vi for tredje gang en såkaldt AMR-dag, hvor mere end 30 deltog.

Men det er også af stor betydning at være skarpe på både profilen og i viden om arbejdsmiljø på et tidspunkt, hvor antallet af stress-relaterede sygemeldinger i medie- og kommunikationsbranchen er højt.

Og hvor det både rammer studerende, praktikanter, erfarne, freelancere, projektansatte og ledige – det bør ikke være sådan, at man bliver syg af at gå på arbejde.

Kravene til den enkelte er høje, og for nogle bliver de for høje. I den situation er det vigtigt, at man har én at gå til på sin arbejdsplads, i sin omgangskreds eller i sit forbund, som kan hjælpe. Og som måske ovenikøbet kan afbøde dårligt arbejdsmiljø gennem en høj viden og en god indsigt i problemerne.

At viden er grundlaget for handling, er også årsagen til, at DJ har særlig fokus på film- og tv-området, hvor vores kolleger ofte er ansat i korte projektforløb hos produktionsselskaberne.

Via undersøgelse af trivslen samler vi forøget kendskab til området, hvor belastningerne ofte er høje i nogle korte, tætpakkede produktionsforløb. Miljøet er desuden kendetegnet ved, at rigtig mange aldrig opnår fastansættelse, men ”springer” fra produktion til produktion – så ingen er bedre end deres seneste ansættelse og indsats.

Det er klart, at der her kan være nogle helt særlige udfordringer, og jeg vil gerne takke Film- og TV-gruppens bestyrelse for deres indsats og hjælp på dette felt.

--

Siden 2017 er Danmark gledet ned på listen, der gør status over nationernes pressefrihed. For 2 år siden var vi det fjerdebedste land i verden, hvad angår pressefrihed. I 2018, som netop er opgjort, var Danmark gledet ned på niendepladsen.

Den globale, generelle presse- og ytringsfrihed har det samtidig dårligere i dag end for 2 år siden.

Chikane mod journalister og fotografer. Overgreb mod pressen. Lukning af redaktioner. Fængsling af mediearbejdere. Drab på journalister. Vold. Trusler. Indskrænkning af de demokratiske frihedsrettigheder.

Listen af klagepunkter er lang. Og opgørelsen dirrer med mørkerøde tal – også i Europa, hvor vi i EU-lande som Ungarn og Polen ser helt uhyrlige overgreb begået af de parlamentariske flertal mod pressen.

Tyrkiet er fortsat det land i verden, hvor flest journalister sidder fængslet. Og antallet af drab er desværre vokset siden vi sidst var til delegeretmøde.

En særlig problemstilling er, at overgreb og trusler mod mediearbejderne ofte retter sig mod freelancerne. De er udsatte, fordi de i udgangspunktet arbejder alene og ikke er skærmet af en medievirksomheds gennemslagskraft.

Jeg kunne ønske mig, at vores statsminister – pressens minister! – og regeringen gik hårdere til makronerne både bilateralt overfor de mest kritisable lande, og i EU-sammenhæng. Sig fra overfor overgreb på pressen og dens medarbejdere!

Vi kommer senere på delegeretmødet tilbage til vores indsamling til Safety-puljen. Der er mere end nogen sinde behov for international hjælp og solidaritet. Jeg håber, I har mulighed for at støtte dette vigtige arbejde, som vi fortsat er meget glade for at have liggende i regi af IMS – International Media Support.

--

Vores forbund blev stiftet i 1961, som fusion mellem tre mindre journalistforbund, og vi har endnu til gode at opleve, at vi går ud af et år med færre medlemmer, end vi gik ind. En stille og rolig udvikling i medlemstallet betød, at medlemstallet lige før påske var på 18.325 medlemmer.

Men vores organisation forandrer sig. Medlemmerne har andre ønsker og forventninger til deres fagforening, end vi tidligere har oplevet. Og deres tilknytning til arbejdsmarkedet forandrer sig også, hvad vi godt kan mærke på henvendelserne.

For kort tid siden var jeg i selskab med en mand, der spurgte til vores organisation, som han kun kender via vores venskab. Han blev meget overrasket over, at det koster næsten 500 kroner om måneden at være medlem og spurgte, hvad medlemmerne får for de penge?

Det spørgsmål kommer vi i stigende grad til at stille os selv fremover. Fordi det spørgsmål i stigende grad bliver stillet os af medlemmerne; de har ikke længere samme trofasthed overfor institutioner, som deres forgængere har haft.

De seneste 2 år har været travle for forbundet. Der har været situationer, som vi ikke havde forudset, og som vi måtte håndtere akut. Vi har udviklet vores forbund som arbejdsplads og som organisation, og det har haft to formål for øje.

For det første har DJ en forpligtelse til at levere svar på henvendelser og sikre en høj kvalitet. Det har betydet nye strukturer – og det har også haft hensynet til vores medarbejderes arbejdsmiljø og trivsel som mål.

De forandringer, som vores medlemmer oplever på arbejdsmarkedet, i studielivet, som ledige eller i andre situationer, har vores medarbejdere også mærket. Vi forandrer vores organisation, så den hele tiden er bedst mulig i stand til at møde medlemmernes forventninger; vi er sat i verden for medlemmernes skyld.

Og det er ikke altid nemt at være ansat i en politisk ledet organisation. Forandringer kan opstå, også med ret kort varsel. I denne vinter har Hovedbestyrelsen desuden vedtaget en spareplan for 2019, som naturligvis også har en betydning for vores medarbejdere.

Planen er kommet til verden gennem forslag til udmøntning fra de enkelte afdelinger i en proces, der vidner om alle vores medarbejderes meget store ansvarsfølelse overfor DJ og overfor vores medlemmer.

Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden her til at takke alle DJ’s medarbejdere for deres store indsats i de forløbne år.

Og jeg er sikker på, at I, kære delegerede, bakker mig op i min tak både til de medarbejdere, der er til stede her i Kolding, og til de medarbejdere, der igen i morgen møder på Åboulevarden i Aarhus og på Gl. Strand i København og møder vores kolleger med råd, vejledning, hjælp og et smil, eller en trøstende hånd.

--

En forandring, der brager hårdt igennem på arbejdsmarkedet i disse år, er prekariseringen af arbejdslivet.

Det er et hæsligt ord, men ikke desto mindre et nøglebegreb for den danske fagbevægelse og landets politikere.

Når man arbejder på prekære vilkår betyder det, at man er ansat i usikre, kortvarige stillinger, som gør det svært at opretholde ordentlige løn- og arbejdsvilkår i en sådan grad at det påvirker muligheden for at opretholde et godt liv ved egne kræfter.

Arbejdsgiverne forventer øget fleksibilitet, men er ikke villig til at betale for det.

I arbejdet med en ny udgave af forbundets freelance-strategi, har arbejdsgruppen gjort sig umage med at forstå, hvad det gør ved folk at arbejde på prekære vilkår, og hvilke nye krav det stiller til DJ.

Det er ikke det samme som at sige, at freelancerne og de selvstændige er stakkels. Men det handler om at erkende, at netop dér, hvor usikkerheden kan være størst, skal vi som forbund og fællesskab formulere bud på løsninger.

Strategien forpligter os politisk på et påvirkningsarbejde, der netop tager sit udgangspunkt i, at de frie vilkår for den enkelte ikke må blive et udtryk for, at den enkelte kan presses til usikre vilkår.

Strategien forpligter os til at være et fællesskab for de individualister, der blandt andet er selvstændige, projektansatte, freelancere, vikarer og tidsbegrænset ansatte. Disse kolleger udfylder den fleksibilitet på arbejdsmarkedet, som er nødvendig for at få det til at fungere.

Så skal vi som samfund naturligvis også sørge for, at det fungerer for den enkelte. Jeg håber, at I er med Hovedbestyrelsen i at bakke op om den ny freelance-strategi.

--

Det kan være, at det går skidt. Det skal vi som organisation arbejde for at modvirke, til gavn for det enkelte medlem og til gavn for arbejdspladser, som vi organiserer.

Men det kan også være, at det bliver bedre i morgen.

Det kan være, at journalistikkens rolle er endnu mere vigtig og central i et samfund med behov for skarp formidling og ”oversættelse” af budskaber til, fra og mellem grupper i samfundet.

Det er sandsynligt, at de visuelle områder bliver endnu mere centrale i formidlingssamfundet i fremtiden.

Det er meget muligt, at dataficering, robotisering og øget teknologi kan anvendes til at løfte de fagligheder, som DJ organiserer.

Alt dette, og meget mere, kommer vi ind på i rapporterne om ”Fagenes Fremtid”.

Jeg synes, det lyder sandsynligt. Jeg tænker, at det har en vis tillokkelse. Og jeg mener faktisk, at det godt kan være, at det bliver bedre i morgen.

Det vil jeg glæde mig til at tage fat på. I første omgang på dette delegeretmøde, og dernæst måske i den nærmeste fremtid, hvor sporene skal lægges for det videre politiske, faglige arbejde.

Med disse ord overlader jeg Hovedbestyrelsens skriftlige beretning, og min mundtlige beretning, til delegeretmødets behandling.

Tak for ordet – hav et godt delegeretmøde, kammerater!

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Jakob Carlsen

KANDIDATER TIL HB OG FORMANDSKAB