Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Debutanten og veteranen: Det glæder jeg mig mest til på Fagfestival

Eva Hesse Lundström

Amin Abadi

Eva Hesse Lundström

Selvstændig. Laver faglige events. 45 år, uddannet journalist, cand. scient. soc. fra RUC og desuden uddannet projektleder. Skal for første gang på Fagfestival.

Debutanten: "Når jeg ser programmet, tænker jeg wow!"

Hvad tænker du helt overordnet om Fagfestival?

Helt generelt tænker jeg: “wow”. Der er virkelig meget relevant indhold, og jeg kommer til at gå glip af meget – men det er jo en luksus. Der er ikke som sådan en rød tråd – men man kan lave sin egen røde tråd, hvis man gør sig den ulejlighed at sætte sig godt ind i programmet. Som selvstændig er det mit eget ansvar at opdatere min faglighed, og til det er Fagfestival en virkelig god mulighed. Det er effektivt, samlet på ét sted, og ting, jeg måske ikke selv havde valgt, hvis det ikke lige lå foran mig – nu ligger det på et sølvfad.

Og så glæder jeg mig også til at drikke nogle øl med de andre deltagere. Det sociale er også megavigtigt, for det er fedt at kunne nørde med andre, men selvfølgelig også at hygge sig sammen. Og så har jeg også den ekstra lille dagsorden, at jeg hele tiden er på jagt efter nye leverandører. Som selvstændig projektleder skal jeg hele tiden finde gode folk, jeg kan bruge – både journalister, fotografer m.fl.

Hvad glæder du dig til at høre?

Jeg har delt programmet op i to forskellige ”tråde” jeg skal følge med to forskellige formål: Faglighed og Inspiration.

Faglighed: Oplæg, hvor jeg benhårdt går efter ting, jeg ved, kan tilføre værdi til mine kunder.

I den kategori vil jeg se Tips og tricks til mobilvideo. Jeg vil gerne kunne klippe meget simple ting til at markedsføre mig selv på dagligdagsniveau. Ellers bruger jeg altid fagprofessionelle; både til mig selv og mine kunder. Men også Kreativ på kommando.

Og så kommer jeg sikkert også til at gå ind og høre Tag hul på dit tredje arbejdsliv. Mest fordi, jeg er stor fan af Abelone Glahn, men måske også, fordi jeg har lidt selvindsigt og ved, at det ikke ligger SÅ langt ude i fremtiden..

Inspiration: Oplæg, som ”bare” lyder spændende. Det er fx Margrethe Vestager, Berlingskes afdækning af hvidvask, Idearbejdet bag succesfulde TV-programmer og også Hvad foregår der i DBU?, som jeg er lidt nysgerrig på.

 

Jesper Gaarskjær

Anne Ørsted Pedersen

Jesper Gaarskjær

38 år. Journalist, forfatter og lektor på DMJX. Skal på Fagfestival for 6. gang.

Veteranen: "Jeg får oftest mest ud af de mindre sessions"

Hvad tænker du helt generelt om Fagfestival?

Fagfestival er for mig som underviser i journalistik en faglig orientering og opdatering. Jeg tager afsted for at komme bag om og blive klogere på den journalistik, der fungerer, både herhjemme og ude i verden. Det handler ikke så meget om de store fantastiske scoops i programmet, men mere om erfaringer og redskaber i den redaktionelle praksis, som kan få værdi for vores studerende. På det personlige plan tager jeg også afsted for at blive inspireret til selv at fortælle historier.

Hvad glæder du dig helt konkret til at høre fra programmet?

Jeg får oftest mest ud af de mindre sessioner, gerne med workshop-agtigt præg. Her glæder jeg mig til Historiefortælling med infografik og Tips og tricks til mobilvideo, fordi jeg vil blive bedre til selv at se potentialerne i det og integrere det i min undervisning. Derudover er jeg simpelthen nødt til at høre mere om maskinrummet og metoderne i Berlingskes afdækning af hvidvask.

Hvad glæder du dig ellers til på Fagfestival?

Til at få nogle indsigter, som jeg ikke vidste, jeg ville få med hjem. Der er altid et par overraskelser, hvor jeg får noget brugbart med hjem, som jeg ikke havde forberedt mig på. Og så glæder jeg mig til at møde en masse veloplagte og inspirerende kolleger, som jeg ikke har set siden sidste Fagfestival.

Mathias Stilling Ambus

SE PROGRAMMET FOR FAGFESTIVAL '18

Nu kan du se alle sessions og sammensætte dit eget program.

Jonas Pryner

FÅ TILSKUD TIL DIN BILLET

Flere grupper og kredse yder tilskud til enten billet eller transport til Fagfestival '18.

Jonas Pryner

LOKATION

Odeon
Odeons Kvarter 1
5000 Odense C