Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Debatindlæg i Politiken fra Lars Werge: Når venstrefløjen lukker øjnene

"Det er at tale mod bedre vidende at afskrive debatten om atypiske ansættelser ved at henvise til, at det kun er noget, der berører journalister og akademikere", skriver Lars Werge, formand i Dj, som modsvar til folketingpolitikerne Kaare Dybvad Beks og Pelle Dragsteds argumentation for en nedtoning i pressen af et dansk prekariat. Læs hele debatindlægget her.

Er det et problem, at vejen til fast ansættelse i stigende grad ser ud til at omfatte elementer af gratis arbejde, løs tilknytning, kortere og gentagne vikar-ansættelser og først til allersidst en reel ansættelseskontrakt?

Er det et problem, at ansættelser især i det offentlige i stigende grad sker i kortvarige, tidsbegrænsede forløb? 40 procent af DJØF’s nyuddannede medlemmer, og mere end halvdelen af IDA’s dimittender, lander således i sådan en ansættelse – for få år siden ville de være blevet tilbudt varig ansættelse fra starten.

Nej, det er ikke noget problem, mener MF’erne Kaare Dybvad Bek (S) og Pelle Dragsted (Ø) tilsyneladende.

I Politiken Søndag (22/7) forklarer de, hvordan diskussionen om prekarisering af arbejdsmarkedet er ”falsk problemimport”. Begrebet er opfundet af Dybvad Bek, og det betegner et problem, der slet ikke er et problem.

”Prekariatet er det bedste eksempel på falsk problemimport. Ingen data understøtter, at der generelt skulle være tendens i Danmark til flere midlertidige ansættelser eller flere, der arbejder som selvstændige. Alligevel ser vi hele tiden indlæg i debatten, hvor præmissen er, at den tendens er reel,” siger Kaare Dybvad Bek til avisen.

Og Dragsted følger op:

”Debatten om prekarisering er et eksempel på, at vi i det hele taget skal passe på med at tage udviklingen i andre lande og føre dem ukritisk til Danmark.”

Man må med andre ord forstå, at man ikke skal lede på venstrefløjen efter løsninger på en udvikling, der allerede i flere år har påvirket det danske arbejdsmarked.

Det er således ikke hos Socialdemokratiet og Enhedslisten, vi finder politisk vilje til at sætte rammerne for et arbejdsmarked, hvor lønmodtagernes tryghed efterhånden er så tyndslidt, at det i sig selv er med til at underminere den højt besungne danske model.

For hvis man som formand for journalisterne påpeger udviklingen, så lyder svaret fra Kaare Dybvad Bek i Politiken:

”Ja, det ser blandt andet ud til at være sandt i journalistfaget, så måske er det årsagen til, at journalisterne har været så villige til at skrive om, at det er et stort og generelt problem i Danmark, uden at undersøge, om der er dokumentation for det.”

Jeg skal ikke blande mig i Dybvad Beks og hans partis ræsonnement bag den gentagne hetz mod pressen, og jeg skal nok lade være med at gøre mig til dommer over urimeligheden i hans argumentation mod mine kollegers faglighed.

Men det er at tale mod bedre vidende at afskrive debatten om atypiske ansættelser (en lidt anden beskrivelse af prekariseringen) ved at henvise til, at det kun er noget, der berører journalister og akademikere.

Da vi i Dansk Journalistforbund for nogle år siden tog initiativ til et tværgående samarbejde i fagbevægelsen om netop den atypiske beskæftigelse, var der absolut mest resonnans for vores synspunkter i akademiker-kredse. Men efterhånden er det tydeligt, at udfordringerne ved kortvarige ansættelser på meget arbejdsgivervenlige vilkår er velkendte og presserende for organisationer både i LO, AC og FTF.

Når jeg skriver ”på meget arbejdsgivervenlige vilkår”, kræver det en uddybning:

Vi oplever, at vilkårene for en kortvarig ansættelse – for eksempel et vikariat eller en deltids-/freelance-tilknytning – er dårligere end dem, der tilbydes de fastansatte. Og vi oplever, at hvis der endelig, efter mange måneder eller sågar år, tilbydes en fastansættelse i den pågældende virksomhed, så forlænges de oprindelige vilkår.

Dermed sker der de facto en løn- og vilkårsglidning, som det er en udfordring for de faglige organisationer at ændre på.

Der vil nemlig jævnligt være tale om, at den løse tilknytning sker i form af, at lønmodtageren opretter sig som selvstændig erhvervsdrivende – på baggrund af krav fra arbejdsgiveren.

Og i den situation må vi som faglig organisation naturligvis ikke rådgive vores medlemmer. For så vil vi bryde konkurrencelovgivningen. Den lov siger klart og tydeligt, at branche- og erhvervsorganisationer ikke må fremme kartellignende tilstande.

Er det et problem?

Ja, det er i hvert fald en udfordring. Det er en problematik, vi ser i stigende grad – i Dansk Journalistforbund, men også på tværs af de faglige grænser og på tværs af uddannelsers varighed.

Vi kan ikke påvise, at det er udtryk for en strategi fra arbejdsgivers side for at presse vilkårene, så det vil jeg naturligvis ikke sige. Men det er entydigt en udvikling, der stiller den enkelte i en meget, meget sårbar situation på et arbejdsmarked i rivende forandring.

Og når løn- og vilkårsglidning kan ske på denne måde, uden at organisationerne har mulighed for at hjælpe vore medlemmer, så er det med til at erodere opbakningen til de selv samme organisationer. På samme måde som det sker over tid i forhold til a-kasserne, når dækningsgraden ved dagpenge udhules, og når optjeningsperiode forlænges.

Der er med andre ord masser af udfordringer i den måde, som det danske arbejdsmarked udvikler sig på i disse år.

Det er udfordringer, der sker sideløbende med, at yngre generationer uddannes og kommer ind på et arbejdsmarked med andre vaner og forventninger end de tidligere generationer.

Udviklingen kendetegnes ved tendenser og markeringer, som opfanges af de faglige organisationer. Og nogle af disse ting skal – og kan – vi håndtere og løse som fagforening.

Andre ting går vi til politikerne med. Fordi vi ønsker deres hjælp til regulering og rammesætning for det arbejdsmarked, der er en skøn blanding af lovgivning og aftaler og kendt som ”Den danske model”.

Den model har i mange år haft særlig opmærksomhed fra venstrefløjen. Her har man traditionelt særligt haft fokus på lønmodtagernes vilkår og ønsket, at der ikke skete et fald mod bunden i form af dårligere løn og øget utryghed.

Men nu må man forstå, at der ifølge S og Ø er tale om ”falsk problemimport”, og derfor ønsker de to partier ikke at bruge mere tid på debat om og løsning af udfordringerne ved prekarisering/atypisk beskæftigelse.

Det kommer godt nok som en meget stor overraskelse for mig, og formentlig også for mange af fagbevægelsens medlemmer, at venstrefløjen nu vælger at lukke øjnene for virkeligheden.

Men at ignorere virkeligheden betyder blot, at man overlader til andre at finde løsninger og tage initiativ. Heller ikke dét havde jeg dog forventet af de to oppositionspartier.

Debatindlægget er bragt i Politiken den 24. juli 2018

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.