Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Danske medier skal styrkes i international konkurrence

Fremtiden for danske medier dikteres i massivt omfang af globale mediegiganter, og derfor er der brug for, at den danske mediebranche går fremtiden i møde i samlet flok for at sikre dansk indhold, mener DJ’s formand Lars Werge.

Lars Werge: Danske medier skal styrkes

Flemming Leitorp

Danske mediers udvikling styres i stigende omfang af internationale mediegiganter som Facebook, Google, Youtube og Apple for at nævne nogle få. Det viser rapporten ’Globaliseringen af den danske mediebranche’ som udkom onsdag. Rapporten konkluderer samtidig, at hvis danske medier fortsat skal have mulighed for at definere deres egen udvikling og forblive relevante, er en vej frem at stå sammen for at finde løsninger på udfordringerne, snarere end at fokusere på at konkurrere indbyrdes.

Det erklærer formand for DJ, Lars Werge, sig enig i. Han efterlyser mindre fokus på stridigheder mellem private medier og statsejede medier og mere fokus på samarbejde for i fællesskab at styrke dansk medieindhold.

”Vi har vidst det længe, og den nye rapport siger det meget præcist: Danske medier er truet af de store internationale spillere som, Facebook og Google. Derfor virker det også helt ved siden af, at mediechefer og mediepolitikere vil skære ned på public service, når man sammen burde arbejde for at sikre, at danske medier over en bred kam får bedre forhold i den internationale konkurrence,” siger Lars Werge.

Fremtiden kan byde på svækkelse af dansk indhold

Rapporten konkluderer, at over en periode på cirka ti år, har de to giganter Facebook og Google nu stort set duopol på den fremtidige udvikling af den forretningsmæssige side af dansk medieproduktion, og danske medier har allerede nu ”mistet den bestemmende indflydelse på væsentlige dele af deres forretningsmæssige værdikæde.” Rapporten definerer samtidig, at det gælder statsejede såvel som private medier.

Annoncemulighederne definerer i høj de algoritmer, der bestemmer, hvor langt indhold når ud på de sociale medier. Derfor er det, hvis status quo fortsætter, sandsynligt, at fremtiden byder på en markant svækkelse af dansk indhold på både regionalt og nationalt niveau.

Netop derfor mener Lars Werge, at den danske mediebranche skal arbejde for at kunne stå i samlet flok overfor en udvikling, som risikerer at gøre meget af det dansksprogede indhold mere eller mindre irrelevant og som i værste fald kan ende med en udryddelse af en lang række danske medieproducenter.

”Det må ikke komme dertil, at vi som danskere skal have vores nyheder og viden om samfundet filtreret af Facebook. Vi skal have en mangfoldig dansk presse, der kan understøtte demokratiet. Der vil jeg opfordre til, at man står skulder ved skulder over for de internationale udfordringer,” siger Lars Werge.

Politikerne har også et ansvar

Det er ikke kun medierne, der har et ansvar for at samarbejde for at styrke dansksproget indhold. Rapporten definerer, at præmissen for dansk politik og mediestøtte, danske konkurrenceregler og medieansvarsregler nu må ”tage afsæt i den globale markedsrealitet, som danske medievirksomheder og danske borgere er en del af”.

Derfor efterlyser DJ’s formand, at politikerne i det næste medieforlig ikke skærer i public service eller anden mediestøtte, men i stedet satser på at styrke dansk kvalitetsindhold og skabe den bedste grobund for stærke medier i demokratiet på både regionalt og nationalt niveau.

”I disse tider har vi mere end nogensinde før brug for stærke danske kvalitetsmedier, der kan skille skidt fra kanel. Dagens mediepolitikere har et kæmpe ansvar for at lægge fundamentet for en fremtidig medieudvikling, der understøtter kvalitet på alle medieplatforme,” siger Lars Werge.

Rapporten Globaliseringen af den danske mediebranche er udarbejdet af Mandag Morgen for Slots- og kulturstyrelsen. Ved præsentation af rapporten deltog Lars Werge i paneldiskussion om rapportens konklusioner.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.