Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Dansk støtteorganisation overtager midler fra dræbt norsk journalist

International Media Support (IMS), der bl.a. administrerer DJ’s Safety Fond, har indgået samarbejde om at overtage midlerne i Carsten Thomassens Mindefond. I alt 512.000 norske kroner skal IMS nu bruge på at støtte mediearbejdere i verdens brændpunkter.

Carsten Thomassen

Heiko Junge Carsten Thomassen blev dræbt i Afghanistan i 2018, mens han var udsendt som journalist for den norske avis Dagbladet.

IMS

International Media Support (IMS) er en non-profit organisation, der arbejder for at støtte mediearbejdere over hele verden. IMS administrerer DJs Safety Fond, som hvert år samler penge ind fra DJ's medlemmer til støtte for udenlandske kollegaer i verdens brændpunkter. Ved Fagligt Forum i april indsamlede DJ 576.671 kr. fra medlemmerne til arbejdet i Safety Fonden.

I januar 2008 blev Serena Hotel i Kabul udsat for et terrorangreb og seks mennesker blev dræbt. En af de seks var den norske journalist Carsten Thomassen, der var udsendt til Afghanistan af den norske avis Dagbladet. Carsten Thomassens kollegaer var på stedet med det samme og ydede førstehjælp, og inden han døde, opmuntrede han dem til at fortsætte arbejdet. Efter det tragiske dødsfald besluttede Carsten Thomassens enke samt flere af hans venner og kollegaer at oprette en mindefond i hans navn til gavn for andre udsatte mediefolk i verdens brændpunkter. Igennem de seneste 10 år har den norske fond indsamlet og formidlet penge i Carsten Thomassens navn, og nu har de så besluttet at bede International Media Support (IMS), der administrerer DJ’s Safety Fond, om at indgå samarbejde, så pengene kan komme endnu bredere ud til udsatte mediearbejdere.

Samarbejdet blev formaliseret ved en mindehøjtidelighed for Carsten Thomassen i Oslo 29. maj. En mindehøjtidelighed, som næstformand i DJ, Tine Johansen deltog i.

”Det er så stærkt, at Carsten Thomassens tragiske død munder ud i en konkret fond, hvor kollegaer støtter kollegaer ude omkring i verden. Det er på samme måde, DJ’s Safety Fond fungerer – med bidrag fra kollegaer på mediearbejdspladser i Danmark, og det er et meget stærkt signal.

”At Carsten Thomassens sidste ord til kollegaerne inden han døde var, at de skulle arbejde videre med at rapportere hjem fra brændpunkterne, gjorde et meget stærkt indtryk på mig. Jeg er glad for og stolt over, at mindefonden har fået øje på vores arbejde i DJ Safety Fond og valgt at gå sammen med IMS om at få pengene endnu længere ud og arbejde for at ære Carsten Thomassens minde på en meningsfyldt måde”

Pengene kan arbejde hurtigt

Hos IMS er Safety Grant Manager, Line Wolf Nielsen meget taknemmelig for samarbejdet og midlerne fra Carsten Thomassen mindefonden.

”Det her er midler, som vi kan bruge rigtig konstruktivt, fordi de er så fleksible. Vi er blevet betroet pengene fuldt ud fra fonden og skal ikke spørge om tilladelse, når vi vil bruge dem, og det er en vidunderlig gave, som både fonden og vi vil have ud at arbejde så godt som muligt. Det var meget rørende at møde enken i sidste uge og vide, at hun er glad og stoler på, at vi kan bruge pengene godt i Carsten Thomassens navn,” siger hun.

”Midlerne her gør os i stand til at kunne reagere meget hurtigt på kriser og desuden lytte til de lokalt forankrede behov. Vi har ikke udpeget nogle bestemte modtagere endnu. Men vi ved, at vi med disse penge vil kunne støtte med dags varsel, og det er fantastisk. Fx ved hændelser som for to år siden, da Aleppo var ved at falde sammen, og vi skulle have en masse journalister hurtigt ud. Vi tænker også, at vi kan bruge penge til træning og udstyr, så vi kan hjælpe med at forebygge de værste situationer for journalister,” siger Line Wolf Nielsen.

IMS modtager i alt 512.000 norske kroner fra Carsten Thomassen Mindefonden, som i samme ombæring opløser sig selv. IMS skal oplyse om, at pengene kommer fra denne fond og desuden orientere enken og den tidligere bestyrelsesformand om, hvad de er brugt på.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.