Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Dansk Journalistforbund opfordrer YouSee til at overholde spillereglerne i det danske samfund

Udtalelse fra Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikations delegeretmøde

For et år siden meddelte ejerne bag tv-distributionsselskabet YouSee, at indholdsskaberne, f.eks. fotografer, klippere, journalister, tekstere, instruktører, skuespillere m.fl., fremover skulle acceptere at gå 70 procent ned i betaling for brugen af deres indhold på YouSee’s platforme. Samtidig, ved Sø- og Handelsretten, sagsøgte YouSee organisationen Copydan Verdens TV.
Copydan Verdens TV er den kollektive forvaltningsorganisation, der varetager indholds­skabernes rettigheder, herunder medlemmerne af Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation.

I december indgik Copydan Verdens TV dog en midlertidig aftale med YouSee.
Dette gjorde man for at sikre en betaling til rettighedshaverne under sagens behandling.
En betaling som ellers var stoppet af YouSee.

Hen over vinteren har Ophavsretslicensnævnet, på anmodning fra Copydan Verdens TV, besluttet også at tage sagen under behandling. Ophavsretslicensnævnet er nedsat af Folketinget til at afgøre tvister om lige præcis ophavsret og betalingens størrelse.
Disse sager om betalingens størrelse kører sideløbende med sagen ved Sø- og Handelsretten.

I ugen før påske, cirka 9 måneder efter at Ophavsretslicensnævnet blev inddraget, og efter udveksling af klage, svar, replik, duplik og yderligere processkrifter, meddelte YouSee dog,
at de ikke længere ønsker at medvirke til, at Ophavsretslicensnævnet kan træffe en afgørelse
i sagen.

YouSee’s advokat i denne sag, hvor selskabet aktivt ikke vil deltage i en proces ved et statsligt nedsat nævn, er i øvrigt Poul Schmith / Kammeradvokaten. Altså statens advokat!

Delegeretmødet vil på det allerskarpeste opfordre YouSee og ejerkredsen bag YouSee, blandt andre PFA og ATP, til selvfølgelig at respektere de instanser, som samfundet ved lov har udpeget til at løse tvister – i dette tilfælde Ophavsretslicensnævnet. 

Kommentarer