Cavlingvindende journalistpraktikant: Stod i badet, da historien blev vendt helt på hovedet
Det er de færreste, der kan prale med at have vundet en Cavling, men endnu færre der kan sige, at de vandt en, da de stadig var studerende. DJ har talt med Magnus Mio, der sammen med Nagieb Khaja, Jeppe Findalen og Thomas Foght har vundet årets Cavlingpris for deres artikelserie ”Mettes uønskede børn”.
Blå bog: Magnus Mio
- 26 år gammel
- Tidligere praktikant på Ekstra Bladet
- Uddannet journalist fra DMJX i januar 2022
- Vinder af Cavlingprisen 2022
- Ansat på Frihedsbrevet
Vejen til Cavlingprisen
Vores projekt afdækker historien om de danske børn, der har siddet i syriske lejre. Vi har siddet på sagen siden november 2020, hvor vi startede med at kigge på risikovurderingerne fra PET, som siger at børnene ikke er en trussel mod Danmarks sikkerhed, men at de kan blive radikaliseret, jo længere tid de sidder i lejrene. Det er ligesom dér, at projektet starter. Jeg var praktikant på Ekstra Bladet, hvor der er en turnusordning, hvor man skifter redaktion efter tre måneder. Jeg starter så i gravergruppen, hvor jeg sidder i relativt kort tid før min kollega Thomas Foght begynder at tale om de risikovurderinger, der handler om, at bringe de danske børn hjem fra Syrien, og at der måske kunne være noget spændende ved sagen. Det er en lidt atypisk sag inden for graverjournalistikken, da historien ikke landede på vores bord gennem et magisk tip eller at der blev afleveret nogle lækkede dokumenter i posten. Der var mange elementer i sagen, der ikke nødvendigvis har været klassisk graverjournalistik. Vi fik ikke noget ud af at søge om aktindsigt, så vi har skulle gå videre og prøve nogle andre metoder. Det har blandt andet betydet, at vi har haft en tæt kontakt til de pårørende til dem, der sidder nede i lejrene. Jeg tror også, at det har lønnet sig, at vi dækkede sagen i så lang tid, at kilderne begyndte at få øjnene op for, at vi var seriøse i vores dækning. Det gjorde i sidste ende, at kilderne følte sig trygge ved os, hvilket gjorde at vi kunne komme længere i vores dækning af sagen.
Vi har fra start af sat os ned og kigget på sagen og den politiske situation, hvor regeringens støttepartier var imod regeringens linje, hvor vi analyserede situationen. Derfra besluttede vi os for at gå ned i sagen – og derefter ender vi med at sidde med sagen i omkring ti måneder. Så det er en rigtig lang afdækning, hvor der har været nogle bølger, hvor det er gået stærkt og mindre stærkt. Der har været flere gange, hvor vi har siddet og hevet os selv lidt i håret og kigget på, om der kunne ske en udvikling i sagen eller om løbet var kørt for vores afdækning. Vi har dog været så heldige, at der hele tiden har været en udvikling i sagen, der har gjort, at vi har følt, at vi kunne fortsætte med den intensitet, som vi havde i dækningen. Det har været en stor fordel, at vi var fire på projektet, så vi har kunne holde hinanden oppe i processen.
Tillidserklæring at blive på projektet
Det var meget naturligt, at jeg blev en del af projektet. Der er ikke det store hierarki i gravergruppen, hvilket var ret fedt, da det skabte en mulighed for, at praktikanterne kunne byde ind med deres idéer. På nogle af de indledende møder blev der skabt en form for hold, hvor at jeg som praktikant kom med. Fordi jeg var praktikant, så var der selvfølgelig nogle ting, hvor at jeg lige skulle lære, hvordan man arbejder som graverjournalist på længere projekter og hvordan man arbejder mange sammen. Jeg føler dog, at jeg ret hurtigt i processen gik fra at være praktikant på projektet til at være journalist. Det har givet en ret fed dynamik i projektet, at alle har kunne byde ind fra et lige sted. Vi kunne alle noget forskelligt - og så kunne man byde ind med det, som man kom med.
Jeg har igennem projektet haft en række forskellige roller, da det har været en lang dækning. Til at starte med sad jeg meget med den indledende proces, hvor der var meget graverarbejde, hvor jeg forsøgte at finde nogle ting frem. Senere i projektet var jeg meget inde over formidlingen. Da vi havde dækket sagen i flere måneder, der havde vi en følelse af, at det var svært at forklare hele forløbet, når vi skulle skrive en artikel. Vi besluttede derfor at lave nogle ret store – og længere videoer, hvor vi opridser forløbet. Så jeg har været meget inde over mange af de forskellige elementer, hvor jeg har lavet alt fra artikler til videoer til graverarbejde. Arbejdet har været meget skiftende i perioderne i forhold til, hvad der var nødvendigt på projektet.
”Man skal prøve at finde sin vej bedst muligt, men nogle gange handler det også om, hvilken vej vinden blæser”
Fordi jeg var praktikant, så var det ikke givet, at jeg fik lov til at blive på projektet. Ekstra Bladet kunne lige så godt have sagt ”du er praktikant, du skal videre”. Jeg ser det som en tillidserklæring, at jeg fik lov til at blive på projektet. Det gav mig også et indtryk af, at de anså mig som værende en journalist, der var vigtig for projektet, når jeg fik lov at blive siddende på det. Ekstra Bladet har vist en kæmpe tillid ift. at lade en praktikant blive en del af projektet til at starte med. Der er mange led i den proces, hvor at det var ikke sket, hvis ikke man havde vist så stor en tillid til en praktikant. De var også gode til at give mig en form for fleksibilitet i mit praktikophold, så jeg kunne blive på sagen. Så min Cavling er en form for vidne om, at man som praktikant får et reelt ansvar – og at man får lov til at lave noget af det mere tidskrævende og langvarige journalistiske arbejde. Man er en integreret del af redaktionen og ikke bare én der laver kaffe til de andre.
Afgørende oplysning i badet
Det er ret vildt og surrealistisk, at være nyuddannet og allerede have vundet en Cavling. Da jeg skulle starte min praktik og skrev mine praktikmål ned, så stod der ikke en Cavling på listen. Det tror jeg ikke lige, at jeg havde turdet håbe på. Det går over alle forventninger at have vundet en Cavling, men jeg tror også, at det at have siddet på sagen og med den dækning, der har været - det synes jeg har været en vild gave i min praktik. Der er mange ting i forløbet, der har været en vild oplevelse og rejse – og det er jeg enormt glad for at have fået. Både fordi det har været nogle vilde oplevelser, men også fordi det hele har lært mig rigtig meget som journalist.
Der var nogle vilde oplevelser på Christiansborg, da sagen kørte rigtig hurtigt og var en central politisk dagsorden. Det var virkelig spændende som ung journalist at løbe ind på Christiansborg og stille sig op foran statsministeren for at stille kritiske spørgsmål i forhold til det, som vi har gravet frem. Det har også været interessant, at have nogle af de lange dage på redaktionen, hvor vi har siddet der sammen. Dagen hvor kvinderne og børnene bliver fløjet hjem, der møder vi ind på redaktionen klokken fire om morgenen, hvor vi sidder og dækker sagen hele natten og morgenen.
Jeg kan huske, at da vi fik nys om, at regeringen vil tage dem hjem, der stod jeg ude i badet. Jeg løber ud af badet og laver et interview på vejen gennem lejligheden – stadig med håndklædet i håret – og sætter mig senere op på min cykel, hvor jeg spurter ind til redaktionen og dækker det. Mange af oplevelserne har været en form for karikatur af journalistlivet, men det er faktisk sådan det har været i virkeligheden. Det har været nogle vilde oplevelser, som jeg har været glad for og som jeg håber på, at kunne tage med mig videre.
I sidste ende handler det om timing og held
Jeg har to råd til de kommende praktikanter – det første er at man ikke skal være bange for, at melde sig på banen eller møve sig lidt ind i de projekter, som man brænder for og gerne vil være en del af. Man skal ikke være bange for at stå ved sig selv og sine idéer. Jeg kan huske i starten, da jeg kom i praktik, der var det lidt intimiderende til redaktionsmøderne, hvor man kunne blive i tvivl om ens idéer var gode nok. Der skal man huske på, at man som ung praktikant kan komme med ret meget nyt, som de garvede journalister ikke spotter. Så stol på dig selv og tro på, at du har noget, som du kan bringe til bordet – for det kan man helt klart som ung journalist. Det er derfor, at man er der, så man skal stole på det man bringer til bordet.
Det andet råd er, at det ofte handler om held. Nu endte vores projekt med at blive en succes - der var mange ting, der gik op på den rigtige måde, men det er ikke en selvfølge. Vi kunne lige så vel have siddet fire mand på projektet og gravet os ned i et hul, hvor der ikke kom noget i seks måneder. Det handler ofte om at finde den rette historie på det rette tidspunkt - og det skal man ikke stresse over, hvis man ikke gør det med det samme. Man skal prøve at finde sin vej bedst muligt, men nogle gange handler det også om hvilken vej vinden blæser. Man skal ikke lade sig stresse af bølgedalene, for de vil være der uanset hvad man sidder på. Det vil gå op og ned ligegyldigt hvad, så prøv at slappe af i det – det kan være rigtig svært, men gør forsøget! Og vær bevidst om at det bevæger sig op og ned.
Kommentarer