Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Bureauchefer: Her er de vigtigste kompetencer som kommunikatør

”Alder og erfaring er ikke en afgørende faktor. Det handler mere om sult. Og om at gå op i sit arbejde”. Bureauansvarlige Mads Byder (Help PR), Mads Gustafsen (THINK) og Søren Kaster (LEAD Agency) gav på KOM17-konferencen hver sit bud på, hvad de vigtigste kompetencer er som kommunikatør.

Bureauchefer taler om Kommunikations-kompetencer

Rasmus Degnbol

Fremtidens k-kompetence i én sætning

Søren Kaster: ”Du skal være sulten.”

Mads Gustafsen: ”Du skal have evnen til at samarbejde.”

Mads Byder: ”Du skal få produkterne udover rampen.”

 

Mads Byder, stifter af Help PR, lagde ud med at sige, at erfaring ikke er afgørende, at timefakturering er ved at dø en hurtig og sikker død (kunderne vil se resultater, ikke faktureres for kreative mellemregninger), og at robotterne godt kan overtage nogle af arbejdstimerne, men ikke lave produkter på egen hånd.

”Det er ikke væsentligt, om du er 48 eller 28, bare du leverer i en fart. Det væsentlige er, om du vil gå gennem ild og vand for dine kunder og kan levere noget reel værdi for dem”, sagde Mads Byder fra scenen ved Kom17 – en ny konference for kommunikatører arrangeret af DJ og K-Forum.

Sult – det er ordet på toppen

Søren Kaster, administrerende direktør i LEAD Agency, har et lidt andet syn på, hvordan du som kommunikatør skaber mest værdi for dine kunder. Han fremhævede LEAD’s arbejdsfilosofi om, at evnen til at samle mennesker og skabe fælles verdener er det, der gør dig til en dygtig kommunikatør i dag.

”Hele det centrale er, at det handler om mennesker, hele mennesker. Fagligt skal du levere kvalitet i arbejdet på alle fronter og turde udfordre dine kunder”, sagde Søren Kaster, der med bureauet Kasters A/S fusionerede med LEAD i januar 2016.

”Sult” var et andet ord, han beskrev som afgørende for at få succes med kommunikation. Til gengæld blev erfaring ikke fremhævet som væsentlig for at være en dygtig kommunikatør.

”Alder og erfaring er ikke nogen afgørende faktor. Det handler mere om sult, og om at gå op i sit arbejde. Den dag, hvor der ikke er mere sult, er der ikke mere liv og ikke længere en god rådgivning. Hos LEAD ansætter vi ikke folk, der bare vil have et job. Vi vil have folk, der vil have en karriere, men samtidig også har et liv”, fortæller Søren Kaster.

Det er ikke nok at skrive godt

Du skal kunne meget mere end blot at skrive en god (pr)-historie, hvis du vil have succes som kommunikatør. Sådan lød budskabet (eller advarslen) fra direktør i THINK Mads Gustafsen, da han fik ordet og mulighed for at beskrive de vigtigste kompetencer indenfor faget.

”Kommunikation er blevet en mangefaciliteret opgave i dag – og rummer langt mere end det skrevne ord. Det er mindst lige så vigtigt at vide, hvordan du svarer en utilfreds kunde på Facebook, og hvordan du skriver til Twitter og andre sociale medier. De dygtigste kommunikatører forstår mediebilledet, og hvordan en shitstorm kan opstå ud af ingenting”, sagde Mads Gustafsen.

Han fremhævede også den dygtige kommunikatør som værende en dygtig holdspiller.

”Opgaverne vil i stigende grad blive løst i teams, fordi et menneske ikke kan rumme alle kompetencer. Evnen til at samarbejde er derfor ret afgørende. Vi vil i fremtiden se blandt andre kommunikations-arkitekter, antropologer, der kortlægger målgrupper og indsigter og specialister indenfor sociale medier i branchen”.

Mads Gustafsen var enig med Mads Byder i, at robotterne ville komme, men at det ikke var noget, man skulle bekymre sig om som selvstændig tænkende kommunikatør:

”Robotter begynder ikke bare at tale af sig selv, de skal sættes i gang. Det var måske en kompetence, nogen kunne lære sig… optræning af robotter”, sagde han og kiggede ud i salen.

Storytelling – med eller uden ord

Hvor der var enighed om, at erfaring ikke kan bringe en til tops alene, var de ikke helt i synk omkring, hvor afgørende evnen til at fortælle historier er for nutidens kommunikatør. Søren Kaster fastholdt, at historiefortællingen som væsentlig kompetence til hver en tid vil slå digitale færdigheder. ”Den gode historie er helt afgørende”, som han sagde.

Mads Byder gav ham ret i, at evnen til at fortælle en god historie stadig er vigtig. Den behøver bare ikke være på skrift.

”Det kan lige så godt være en tegning, en Instagramhistorie, et design – uden et eneste ord. En dygtig kommunikatør kan ikke nødvendigvis skrive godt”, sagde Mads Byder.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.