Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Bred medieaftale er godt nyt i en tid med pressede medier

DJ-formand er glad for en lang og bred medieaftale og er tilfreds med, at der stadig er fokus på ordnede forhold for at opnå offentlig produktionsstøtte.

Ny medieaftale

Mikkel Inumineq

Kulturminister Jacob Engel-Schmidt og medieordførere fra partier hele vejen fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten strålede næsten om kap med solen, da de onsdag over frokost præsenterede en ny medieaftale.  

I en tid med nedskæringer og sparerunder på både dagblade, magasiner og elektroniske medier er der brug for klare rammer om mediernes økonomi. Og formand for Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation, Tine Johansen, deler derfor politikernes glæde over, at der er meget bred politisk opbakning til den nye aftale: 

”Det er godt nyt for vores branche, at så mange partier står bag aftalen, og at den rækker frem til 2026. For der er virkelig brug for tryghed om rammerne i en tid, hvor mange af de klassiske avishuse er meget pressede og derfor skærer ned og fyrer. Samtidig er der gode takter i aftalen om at støtte udvikling og omstilling til lyd og digitale platforme,” siger Tine Johansen. 

Der var stor glæde i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, da den tidligere kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen sidste forår præsenterede en smallere medieaftale, som slog fast, at partierne bag aftalen ønskede, at medieproduktion for offentlige midler skulle ske ”under ordnede forhold, dvs. efter overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår, der er gældende i branchen, og ved brug af det danske rettighedssystem.” 

Den formulering er ikke med i den nye aftale. Men Tine Johansen er glad for, at der stadig tales om ordnede forhold i den nye medieaftale. 

”I den nye tekst står der, at forligskredsen forventer, at produktion for offentlige midler eller med offentlig støtte skal ske i respekt for, at Danmark bygger på ordnede forhold på arbejdsmarkedet og ved brug af det danske rettighedssystem. Den formulering vil jeg gerne sige tak for. Den er ikke så markant som den tidligere, men det er en vigtig anerkendelse af, at der skal være ordentlige forhold og rettighedsbetaling” siger Tine Johansen. 

Partierne bag den nye medieaftale er også enige om et streamingbidrag, der skal styrke produktionen af dansk indhold. Der vil ske en omfordeling af mediestøtten, så lokale og regionale medier får lidt mere og de nationale lidt mindre. Og så skal DR’s arkiv ud til danskerne. Her vil Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation have særlig opmærksomhed på rettighedsbetaling, som ikke umiddelbart nævnes i teksten. 

Også techgiganterne, de sociale medier og ikke mindst børn og unges digitale liv fylder meget i aftalen, og Tine Johansen roser politikerne for at have fokus på, hvilken indflydelse techplatformene har på demokrati, sammenhængskraft og trivsel. 

”Techplatformene er en vigtig dagsorden for os som fagforbund. Utrolig mange annoncekroner er flyttet den vej, og det har betydet nedskæringer og et meget akut behov for at nytænke og omstille de danske medier. Samtidig har de sociale medier og de digitale platforme ændret vores offentlige samtale. Og vi har brug for viden og indsigt i udviklingen, for at kunne sikre os, at der også i fremtiden er adgang til den uafhængige journalistik, som demokratiet har brug for,” mener Tine Johansen. 

Læs hele forligsteksten 

Kommentarer