Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Barselsfond for selvstændige genåbnet ved årsskiftet

Fra 1. januar 2021 blev det igen muligt at søge kompensation fra barselsfonden for selvstændige, som regeringen er blevet enig med sine fire støttepartier om at genindføre. En sejr for både ligestilling og erhvervsliv, mener DJ.

barsel

Hanne Paludan

Siden barselsfonden for selvstændige blev lukket i 2016 af regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, har DJ sammen med andre organisationer kæmpet for at få den åbnet igen. En barselsfond, der dækker selvstændige, er både et nødvendigt skridt for at opnå mere ligestilling, og erhvervsmæssigt fornuftigt at genetablere, som DJ’s formand Tine Johansen skrev sammen med andre organisationer i et debatindlæg tilbage i oktober 2019.

I slutningen af 2019 var Tine Johansen med i den delegation, der var inviteret ind på beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards kontor for at diskutere rammerne for at genetablere barselsfonden for selvstændige.

Der blev lyttet og fonden kom på Finansloven 2020 – og bliver udrullet her fra årsskiftet, så alle selvstændige, der går på barsel fra 1. januar og frem er omfattet.

Som formand i DJ Tine Johansen tidligere har udtalt, så er en barselfond for selvstændige et vigtigt skridt i retning af at give flere kvinder mulighed for at starte op som selvstændig.

”En barselsfond for selvstændige vil selvfølgelig være med til at sikre flere kvindelige iværksættere. Der er uden tvivl et stort uudnyttet potentiale, når kun 25 procent af nye virksomheder stiftes af kvinder.”

Tjek om du er berettiget til kompensation

Så er du selvstændig og berettiget til barselsdagpenge (tjek Udbetaling Danmark på Virk.dk), og har du et samlet resultat i din virksomhed, der er højere end den maksimale dagpengesats (231.920 kr. årligt i 2021) – søger du automatisk også om kompensation fra Barsel.dk. Du skal ikke selv gøre noget ekstra.

Kompensationen afhænger af dit årlige resultat som selvstændig. Omkostningerne ved ordningen finansieres af medlemmerne selv – og koster cirka 1200 kr. årligt for de medlemmer, som har et samlet resultat, der overstiger den maksimale dagpengesats.

Kompensationen bliver udbetalt første gang 1. april 2021, men gælder med tilbagevirkende kraft til 1. januar 2021.

Læs mere om barselsfonden for selvstændige her

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.