Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Animationer giver tryggere operationspatienter

Patientkommunikation har stor betydning for behandlingsresultaterne. Men ofte foregår den kommunikation på skrift, selvom undersøgelser viser, at 20 til 25 procent af befolkningen i den vestlige verden har udfordringer med at læse og forstå længere tekster. Små animationsvideoer er nu med til at løse problemet.

For Anders Nejsum, der er uddannet animator, opstod inspirationen til at lave animationer om komplekst materiale efter en dialog med en journalistkollega, som savnede en enkel måde hurtigt at kunne sætte sig ind i nyt stof.

- Jeg var selvstændig og havde arbejdet med animationer i mange år, men ønskede at undersøge muligheden for at bruge mediet til andet end underholdning for børn. Min første opgave med at gøre noget komplekst konkret gennem en animationsvideo blev, da jeg i 2004 hjalp Finansministeriet med at lave en film om finanslovsforslaget, fortæller Anders Nejsum. 

Siden stiftede han firmaet Mark Film og  udviklede animationer for private og offentlige organisationer. I 2009 mødte han læge Martin Vesterby, der var i gang med en Ph.d. om, hvordan man med en telemedicinsk løsning kunne understøtte hofteopererede patienter. Målet var at reducere indlæggelsestiden og øge patienternes handlekompetencer. Sammen med ham, stiftede Anders Nejsum i 2012 Visikon, som laver animationsforløb rettet mod hospitalspatienter. 

Fra ide til patientplatform

Ideen til Visikon voksede frem, da Anders Nejsum og Martin Vesterby sammen begyndte at afprøve animationer som kommunikation til patienterne. Da resultaterne var positive, og efterspørgslen hurtigt blev stor, udviklede de ”Mit Forløb” som er en digital platform, der via visuel kommunikation henvender sig til patienter, som skal gennemgå et større, planlagt operativt indgreb. Når patienterne går ind på ”Mit Forløb”, kan de se små film om alt fra, hvad der skal ske inden operationen til selve operationen, genoptræning, og hvad de må bagefter.

- Kommunikation har længe været en underprioriteret del af et patientforløb, men i dag ved man, at kommunikation har stor betydning for behandlingsresultaterne. Patientinformation er ofte skriftlig, men undersøgelser viser, at 20 til 25 procent af befolkningen i den vestlige verden har udfordringer med at læse og forstå længere tekster. Med ”Mit Forløb” skaber vi derfor en ny form for kommunikation, som alle kan forstå på tværs af sociale og kulturelle barrierer, og som man nemt kan dele med sine pårørende, fortæller Anders Nejsum.

Mindre angst og større forståelse

Et andet væsentligt formål med kommunikationen er, at mindske det, man kalder den ”præoperative” angst, forklarer han. 
- Det er normalt at være nervøs forud for en operation, men patienter, der er meget angste har svært ved at tage imod information, ligesom angste patienter ofte oplever større smerter efter en operation. Det svækker rehabiliteringen. Her er animationerne med til at sænke angsten, samtidig med at de giver patienterne indsigt i de forløb, de skal igennem. 

Animationerne er desuden lavet som et narrativt forløb, hvilket øger evnen til at huske de informationer, der er undervejs.

Hvor stor oplever du efterspørgslen på det, I kan?

- Den har været stor i betragtning af, hvor lidt vi endnu har været ude at fortælle om det. Vi begyndte med hoftepatienter og har siden lavet forløb til knæ- og rygpatienter. I øjeblikket er vi i gang med at udvikle pakker inden for tarmkræftoperationer. Noget af det nyeste er også, at vi efter samme princip som ”Mit forløb” har hjulpet den humanitære organisation Maternity Foundation med at udvikle app´en ”Safe Delivery”, som med animationer viser sundhedspersonale i Ulande, hvordan de kan håndtere komplicerede fødsler.  

Læs også: Tegnefilm er blevet for alvor

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.