Andreas Marckmann Andreassen er Årets Leder 2023
Specialforeningen Ledere i DJ har igen uddelt den unge, men prestigefyldte pris, Årets Leder. I år faldt valget på Andreas Marckmann Andreassen.
Årets Leder uddeles hvert år af Specialforeningen Ledere i DJ
Andreas Marckmann Andreassen modtager prisen som Årets Leder for sin indsats som chefredaktør på mediet Markedsføring, hvor han blev ansat i juni 2021. Inden da var han igennem en længere periode nyhedschef på Fagbladet Journalisten. I dag er han ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør for Fagbladet Folkeskolen Aps.
I indstillingen af Andreas Marckmann Andreassen lyder det blandt andet således:
"Andreas Marckmann Andreassen fortjener at blive Årets Leder for den totale transformation, han har gennemført som ansv. chefredaktør på mediet Markedsføring med konkrete resultater, både journalistisk, økonomisk og ikke mindst i den journalistiske kultur.
Juni 2021 blev Andreas Marckmann Andreassen ansat som ny chefredaktør med opgaven at genstarte mediet på alle platforme. Markedsføring havde begrænset gennemslag, lav troværdighed og for svag værdi for medlemmerne af Dansk Markedsføring, der i en årrække har haft faldende eller stagnerende medlemstal.
Men på halvandet år har Andreas stået i spidsen for en relancering af mediet, som fuldstændig har vendt udviklingen.
(...)
Årsagen til de markante resultater er tydelig ledelse, en klar prioritering og en ny og værdibaseret kultur på redaktionen. Alt sammen noget, som Andreas har arbejdet målrettet og strategisk med som leder.
Men det vigtigste er, at han har skabt en redaktion, hvor medarbejderne trives og drives af klare fælles mål.
Det er svært at skabe så store forandringer på så kort tid. Det er endnu sværere at gøre det uden at tabe medarbejderne undervejs. Det er lykkedes for Andreas. Derfor fortjener han prisen som Årets Leder."
Kommentarer