Afgørende uge forude for DJ’s overenskomstforhandlinger
Dansk Journalistforbunds forhandlere kan godt pakke den store taske, for dagene omkring månedsskiftet vil sandsynligvis byde på lange og svære overenskomstforhandlinger.
-
Heldigvis har DJ et stærkt hold af tillidsfolk og ansatte, der sammen vil kæmpe benhårdt for bedre overenskomster og aftaler for medlemmerne. Det er en svær opgave, men jeg tror og håber, at vi kan nå i mål med et godt resultat. Men den næste tid kan blive hård ved nattesøvnen, siger formand Tine Johansen
Allerførst gælder det overenskomsten med TV2 Danmark, der i princippet skal færdigforhandles på tirsdag den 28. februar. Det kan dog være en mulighed ”at sætte uret i stå” og på den måde gå udover denne deadline og forhandle videre ind i marts måned.
Hvis det skulle være umuligt at blive enige om en ny TV2-overenskomst, så er en konflikt for de godt 500 overenskomstansatte DJ-medlemmer dog ikke lige om hjørnet. Der er nemlig tre måneders varsel i forhold til at indlede en konflikt på TV2.
For de flere tusinde DJ-medlemmer, der er omfattet af overenskomster aftalt med Danske Mediers Arbejdsgiverforening/Dansk Erhverv, er næste og måske afgørende forhandling aftalt til torsdag 2. marts.
Den overenskomst skulle egentlig også have været færdiggjort 28. februar, men parterne er blevet enige om at ”sætte uret i stå” og først mødes i begyndelsen af marts, fordi der er brug for at se, hvordan nogle af de store overenskomster på det private arbejdsmarked ender med at se ud.
I weekenden 18.-19. februar blev DI og CO-industri enige om de såkaldte gennembrudsoverenskomster for mindstelønsområdet, men DJ’s medlemmer arbejder på normallønsområdet, og der forhandler DI med 3F Transport. Og den aftale kan også være med til at sætte retning for DJ’s forhandlinger med dagbladene.
I gennembrudsoverenskomsten mellem DI og CO-industri er det bl.a. aftalt at øge arbejdsgivernes pensionsbidrag, at forbedre barsel for fædre samt at give større tillæg for overarbejde.
-
Et større pensionsbidrag fra arbejdsgiverne vil være et plus for mange af DJ’s medlemmer, så vi er da meget opmærksomme på, hvad andre områder får, siger formand Tine Johansen.
DJ forhandler også overenskomst for medlemmer hos Aller Medier og Storyhouse Egmont i disse uger, men her ventes først aftaler inde i marts måned.
Kommentarer