Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

25 års jubilæum for ”Grønjakkesagen”. En dag, der er værd at fejre

I dag er det præcis 25 år siden, DJ og journalist Jens Olaf Jersild fik medhold i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i den såkaldte Grønjakkesag. ”En kæmpe sejr for journalistikken,” kalder DJ-formand Tine Johansen det.

Tine Johansen

Benita Marcussen

I 1985 lavede DR-journalist Jens Olaf Jersild på baggrund af en artikel i Information et interview med tre unge fra en gruppe, der blev kaldt Grønjakkerne. I interviewet kom de tre unge mere flere racistiske og stærkt nedsættende bemærkninger om invandrere og forskellige etniske grupper. En seer meldte sagen til politiet for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf, og derpå rejst ved Københavns byret af anklagemyndigheden.

Udover de tre unge, blev der rejst sigtelse mod Jens Olaf Jersild samt mod Lasse Jensen, der var leder af nyhedsafdelingen på DR. Både Jersild og Lasse Jensen nægtede sig skyldige, men blev fundet skyldige i overtrædelse af racismeparagraffen. Sagen blev anket til landsretten – som stadfæstede dommen – og derpå indbragt til Højesteret, som også stadfæstede byrettens dom.

Sammen med Dansk Journalistforbund valgte Jens Olaf Jersild at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Der blev peget på, at dommen var i strid med Jersilds ytringsfrihed. Og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gav 23. september 1994 Jens Olaf Jersild medhold, blandt andet begrundet i hensynet til hans ytringsfrihed samt sagens nyhedsværdi. Den danske Højesteret blev dermed underkendt, og Jens Olaf Jersild blev frikendt.

En principiel sejr

Og det er ifølge Tine Johansen er frikendelse, der er værd at fejre:

”Det var en kæmpe sejr for journalistikken og en vigtig sag at kippe med flaget for, fordi dommen er så principiel og understreger, at man som journalist skal kunne sætte fokus på samfundsrelevante problemer, uden selv at risikere at blive dømt,” siger hun.

Hun glæder sig over, at Jens Olaf Jersild tog sagen hele vejen gennem tre retsinstanser og med DJ’s støtte gik videre til den øverste instans på området.

”Det er virkelig værd i dag at stoppe op og fejre denne principielle sejr, som journalister også i dag kan bruge direkte, når de afdækker samfundsrelevante sager. Og vi ved, at både journalist- og jura-studerende bliver undervist i denne sag, så relevant og markant er den,” siger Tine Johansen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.