Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

10 skridt mod det stærke jobopslag

Hvordan sikrer du, at din virksomheds/organisations jobopslag tiltrækker de rigtige ansøgere? Få 10 tips til både forberedelse og udfærdigelse af det stærke jobopslag.

Inden jobopslaget skal skrives

1: lav en grundig analyse af, hvad I har brug for. 

Det er det klart vigtigste punkt. Meget kan have ændret sig, siden I søgte en medarbejder sidst. Hvordan er situationen for jeres virksomhed/organisation i dag? Hvilke kompetencer mangler I i afdelingen?

2. Overvej nøje, om I har kompetencerne til at lave opslaget. 

Hvem skal skrive? Hvem skal kvalitetssikre? En ny rekruttering kan være af stor betydning for en virksomhed/organisation. Er I rustet til at gennemføre processen med at formulere jobannoncen internt, eller skal I have professionel hjælp?

3. Skræm nogle væk. 

Hellere 10 kvalificerede end 100 ukvalificerede. Lad være med at spilde både din egen og de ”forkerte” jobansøgeres tid. Skriv opslaget, så de krav, I har formuleret internt, fremgår tydeligt og klart.

4. Formulér tydeligt, hvad I har brug for.

Du skal vide, hvad du sælger – hvad handler jobbet om (kun de vigtigste 4-6 kerneopgaver og ikke 15-20 i uprioriteret rækkefølge)

5. Overvej, hvor opslaget skal bringes.

Du skal vide, hvor du sælger – når du kender din målgruppe, har du også nogle forudsætninger for at vælge de kanaler/medier, hvor du har bedst mulighed for at træffe din målgruppe. Her er normen i DK ofte, at man vælger en bevidstløs “one size fits all” mediestrategi, der bruges ved jobannoncering. 

Opbygning af selve opslaget

1. Rubrik. 

Der skal være en overskrift, som er søgbar på nettet, og som giver mening for ansøgerne. Pas fx på med at bruge en intern jobtitel i rubrikken, som ikke er kendt uden for huset.

2. Indledning. 

Ligesom i en journalistisk artikel er indledningen på en jobannonce enormt vigtig. Det er på de første 3-5 linjer, du skal have smidt en krog i læseren, ellers lykkes du ikke.

3. Struktur.

Lad være med at blande indholdet i jobbet sammen med kravene til kvalifikationer. Jobindholdet skal beskrives klokkeklart, så ansøgeren ikke er i tvivl om, hvad han/hun skal lave. Når du opremser krav til kvalifikationer kan du med fordel starte med de ”hårde”, altså krav til uddannelse og erfaring frem for personlige kompetencer, som er mindre konkrete.

4. ”Vi tilbyder”. 

Dette afsnit er især i fare for at blive klichéfyldt. Sørg for at overveje, hvem målgruppen for opslaget er, og find ud af, hvad der er særligt vigtigt for denne målgruppe. Er det efteruddannelsesmuligheder, fleksibilitet, faglig sparring mm. Der er særligt vigtigt? Og drop selvfølgelighederne som fx at I har kantineordning.

5. Virksomhedsbeskrivelse. 

Kernefortællingen om virksomhed – hvordan gør vi tingene! Tjener også et formål, understøtter resten (i forhold til at skræmme væk). Lav en fast beskrivelse centralt, som ikke opfindes til lejligheden. En gennemtænkt kernefortælling om virksomhed som arbejdsplads, har vi noget der, som kan blive et virkemiddel og virke professionelt. Få lavet en fast beskrivelse af jeres virksomhed centralt i huset, så den er gennemtænkt og signalerer det rigtige i forhold til målgruppen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.