Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

10 professionelle tips om madfotografering

Hvis du har prøvet at tage billeder af mad, så ved du, at det ikke lige er så nemt at få det til at se smukt ud. Det er fordi, madfotografering faktisk er en højst specialiseret fotodisciplin. Men for at lære af nogen af de bedste, får du 10 gode tips fra de to professionelle madfotografer, Line Thit Klein og Maria P.

Line Thit Klein

1: Flash bør undgås. Brug så vidt muligt naturligt lys. Dagslys er klart bedst. Det giver et flottere og blødere lys. Hvis man bruger flash, kan det ikke undgå at se unaturligt ud. Maden kommer let til at skinne. Direkte sollys duer heller ikke, det giver hårde skygger og gør, at hvide ting forsvinder i billedet. En overskygget himmel er til gengæld som én stor softbox. Alle fotografer jagter ’det rigtige øjeblik’ – det gør madfotografer også.

2: Matte tallerkner er bedre end blanke. Hvis man vil bruge noget blankt, skal man opspejle – altså holde et stykke hvidt pap over, så man undgår uønskede spejlinger. 

3: Der skal helst ikke for mange elementer på tallerkenen, simpelt er bedst. 

4: Man bør stille skarpt på det forreste på tallerkenen, ellers bliver øjet forvirret. 

5: Tænk over forholdet mellem lys og mørke – lys mad ser bedst ud på en mørk tallerken.

6: Skab dybde. En skål på et bord kan se flot ud, men det ser mere interessant ud med en skål på en serviet på en tallerken på et bord. 

7: Tænk over perspektivet. Pandekager ser f.eks. ikke optimale ud fra siden, men er bedst fotograferet ovenfra. 

8: Og så er overfladerne selvfølgelig vigtige. Et eller så lækkert glas med fetabasilikumcreme kan se jammerligt kedeligt ud -  – indtil man lige drejer det en anelse, så lyset fanger overfladen. 

9: Husk, at øjet har det med at fokusere på det lyseste på et billede. Derfor skal det lyse enten omkranse det vigtige – altså i form af en hvid tallerken – eller være det vigtigste på tallerkenen. Det duer f.eks. ikke at have en mørk tallerken og så et hvidt saltkar ved siden af, for så får det for meget opmærksomhed. 

10: Husk, at man ikke kan hverken lugte eller smage maden, så man skal kunne afkode alle råvarer. Hvis der er revet citron i retten, er det nemmere at forestille sig smagen, hvis man kan se citronskallen på billedet.

Kommentarer