Gå til hovedindhold

10 gode råd: Sådan overlever dine historier

Læserne kommer ikke efter dit indhold - du skal komme til dem med dit indhold. Det, at få sine historier til at leve og blive læst, kræver nye arbejdsgange og indsigt i det moderne medielandskab. Ny rapport fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole giver viden og helt konkrete værktøjer til, hvordan du kan styre og styrke dine historier i det komplicerede medielandskab. Her er 10 råd fra rapporten.

1. Del op

Bryd historien op i kortere tekster, videoklip, lydstumper, fotos, grafikker, osv. Og versionér indholdet på forskellige måder til forskellige medieplatforme.
 
Publicér småbidder i de medier, som egner sig til det og længere versioner og nye vinkler, hvor det er passende. Tænk i, hvordan longreads kan skabe værdi og nysgerrighed i korte glimt på platforme, som ikke egner sig til lange formater.

2. Fodr

Hold historien flydende - afslut den ikke for tidligt. Publicér løbende og skift evt. platform, hvis historien taber pusten. På den måde kan den vitaliseres  i et andet univers. Og måske vende tilbage til den oprindelige platform med nyt liv.

3. Kombinér

Tænk hele tiden i, hvordan dit indhold kan genbruges og blive råstof til noget andet. Sæt indholdselementer sammen til nye indholdspakker. Udnyt potentialerne i den merværdi, som kommer fra brugere, debattører osv., som forholder sig til, kommenterer og spreder dit indhold.

4. Planlæg

Forbered produktion og publicering af dit indhold systematisk. Tænk multimedieprodukter og publiceringsplatforme ind fra starten.
Ved at have styr på produktions- og udgivelsesprocesser, skal du ikke genopfinde den dybe tallerken hver gang, men kan i stedet lade nyhedsstrømmene gøre arbejdet for dig.

5. Vær (omstillings-)parat

Du kan ikke styre alting. Vær derfor altid klar til at udvise parathed, når der sker noget uplanlagt. Din historie kan tage en uventet drejning eksempelvis, hvis brugerne leverer værdifuldt indhold.

Det handler med andre ord handler om at kombinere dit planlagte og kontrollerede workflow med impulsiv og kaotisk interaktion.

6. Skab delingsværdi

Gør dit indhold værd at dele og tale om. Brug underfundige og fængende overskrifter og billeder, som åbner op for medfortælling og personlig fortolkning. Brug humor, videoer, grafikker og andet, som pirrer og overrasker. Brug hashtags, som bringer dit stof ind en samtalestrøm. Byd ind med stof, der skaber værdi.

7. Stå frem

Markér dig med en klar stemme. Brug humor eller autoritet. Stå frem med navn og en klar profil. Både journalister og kommunikatører har meget at vinde ved at evne at tale med en personlig, professionel stemme. Invitér til diskussion eller giv svaret.

8. Tal med

Overvåg mediestrømmen - både på klassiske og sociale medier, og tal med om de dominerende temaer, som optager folk. Placér nyt eller ældre stof der hvor samtalen er – og skab (ny) aktualitet.

9. Publicér nu

Vent ikke med at publicere til du har et afsluttet produkt. Publicér løbende fragmenter, ufuldstændig viden og halvfærdige registreringer. Stil spørgsmål allerede inden du har svaret. Ufærdighed er ikke alene et vilkår men også en strategi. Gør det for at komme først. Og for at prime din historie ved at skabe samtale og brugerinvolvering.

10. Organisér processerne

Arbejd professionelt og struktureret med dit flow management. Du har store muligheder for at skabe merværdi, samtale, brugerinvolvering og delingspotentiale med udgangspunkt i stof, som du allerede producerer. Men der skal styr på processerne. Det handler blandt andet om at funktionsopdele arbejdsprocesserne, så forskellige medarbejdere giver historierne tilvækst på enkelte områder.
 
En naturlig konsekvens er, at der på redaktionen og i afdelingen opstår nye roller og titler som storybuilder, flow manager, fronter og placeringsagent.

Rådene er baseret på en rapport, Media Flow - indhold og indholdsstrømme i centrum, fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Rapporten er udarbejdet af Lars Kabel i samarbejde med Peter From Jacobsen, Annegrete Skovbjerg og Kristian Strøbech

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.