Rejsekursus med Brenderup højskole til Nepal
Kurset varede i 14 dage med undervisning i nepalesisk kultur, historie og religion samt trekking i Helambudalen med det formål at komme tæt på lokalbefolkningen i bjergene og forskellige folkeslag derude.
Skrevet af: René Rasmussen Salqvist
Periode:
Oktober 2008
Kurset varede i 14 dage med undervisning i nepalesisk kultur, historie og religion samt trekking i Helambudalen med det formål at komme tæt på lokalbefolkningen i bjergene og forskellige folkeslag derude.
Turen derned foregik med en overnatning i New Delhi; et meget kontrastfyldt møde, som gav et lille indblik i det kaos, der hersker i en indisk storby.
Hele kurset foregik i Nepal med Kathmandu som udgangspunkt. De første tre dage i Kathmandu foregik med undervisning, rundvisninger og klosterbesøg. Det var yderst interessant og lærerigt at opholde sig i Kathmandu med buddhismen som en altoverskyggende del af livet i en kaotisk storby, som dog virkede langt mindre kaotisk og stressende end New Delhi.
Endnu mere lærerig var trekkingturen, som varede i otte dage og bragte os ud, hvor alt bliver båret i kurve og sække på ryggen, op til to dagsrejser fra nærmeste farbare vej. Ud, hvor den eneste varmekilde i de utætte huse er et primitivt brændekomfur.
Jeg oplevede livet ”bag kulisserne” i kraft af, at jeg kom ind på livet af vores fire indfødte guider, som besvarede min interesse for dem og deres liv med et hjerteligt venskab og stor åbenhed.
Kurset har givet mig en indsigt i en kultur og et liv, som jeg på visse områder misunder. Det gav mig også en stor lyst til at udforske denne del af verden endnu mere.
Dette kursus blev godkendt af DJ som fradragsberettiget. Det var relevant i min egenskab af billedmedieoversætter, idet jeg fik et indblik i en for mig fremmedartet kultur og religion.