Gå til hovedindhold
Bliv medlem

TV 2 løber med FUJ’s hovedpris for ”Moskeerne bag sløret”

TV2 løb med den helt store pris, da der søndag aften blev uddelt FUJ-priser på Fagfestivalen. Metodeprisen gik til Emil Ellesøe Ditzel fra TV2, mens FUJ's Formidlingspris gik til Jakob Sheikh fra Politiken og Tim Hinman og Krister Moltzen fra ThirdEar.

FUJ-vindere

Alex Luka Ladime Martin Kjær Jensen og Irene Thyrri vandt årets graverpris for dokumentaren "Moskeerne bag sløret".

Der var store klapsalver i Odense Congress Center, da årets tre FUJ-priser blev uddelt til årets bedste danske graverhistorier.

Martin Kjær Jensen og Irene Thyrri  fra Dokumentarkompagniet løb med aftenens hovedpris, Graverprisen, for dokumentarserien ”Moskeerne bag sløret", der er lavet i samarbejde med TV2.

Mange måneders undercover indsats i miljøer omkring flere moskeer resulterede i udsendelser, hvor muslimske ledere afslørede et syn på kvindens rolle, arbejdsmarkedet, børneopdragelse og tilknytning til det danske samfund, som ligger langt fra ledernes offentlige udtalelser.

Afsløring af politiets problematiske indsats under terrorangreb

Metodeprisen gik til Emil Ellesøe Ditzel, der vandt for sit arbejde med at dokumentere problemerne med politiets evaluering under terrorangrebet ved Krudttønden sidste år for TV2.

Efter skuddrabet på Østerbro og det efterfølgende skuddrab ved Synagogen i København blev der rejst kritik af politiets indsats. Trods de åbenlyse problemer var det politiet selv, der stod for at evaluere forløbet omkring terrorangrebene og den efterfølgende terroristjagt, der kostede i alt tre mennesker livet.

Politiets evaluering konkluderede, at politiet var ”velforberedt og velorganiseret”. Emil Ellesøe Ditzel dokumenterede, at det ikke var sådan.

Under prisoverrækkelsen roste dommerkomiteen blandingen af de kreative, nyskabende og klassiske arbejdsmetoder, der satte lys på politiets indsats under terrorangrebet i København i februar 2015.

Pris til podcast om drengen, der blev til IS-kriger

Formidlingsprisen blev overrakt til holdet bag ”Historien om Lukas”, der er udgivet i et samarbejde mellem Politiken og ThirdEar.

Det prisbelønnede arbejde består af en serie af podcasts om drengen Lukas, der vokser op i Sydhavnen og ender som IS-kriger i Syrien, hvor han mister livet.

Historien er især fortalt gennem Lukas' mor, som tog kontakt til Politiken-journalisten Jakob Sheikh, der har produceret udsendelserne sammen med Tim Hinman og Krister Moltzen fra ThirdEar.

Priser til genreprojekter afløses af nye kategorier

Foreningen for Undersøgende Journalistik har uddelt FUJ-priserne, der hylder graverjournalistikken, siden 2007.

I år er første gang, at hovedprisen ikke kategoriseres efter medietype. Tidligere har der været en FUJ-pris til henholdsvis tv, radio, avis, magasin, bog og web.

I år er det i stedet blevet til de fire priser: FUJ-prisen, Metodeprisen, Formidlingsprisen og Aktualitetsprisen.

Sidstnævnte havde ingen nominerede i år. Dommerkomitéen vil nu se nærmere på, hvordan kriterierne for denne kategori er formuleret frem mod næste år.

En gruppe studerende fra DMJX dækker Fagfestival '16 som del af et undervisningsprojekt

Kommentarer