DJ Mediecup - ny form og ny hal
Årets udgave af den traditionelle Mediecup er ændret på flere afgørende punkter. Der bliver i år plads til mere bredde - men samtidig er der stadig plads til eliten også.
Jens Panduro
DJ Mediecup - 7. april 2018, fra 10-17 i Fodboldfabrikken i København.
Læs mere og tilmeld dit hold til DJ Mediecup
Dansk Journalistforbunds traditionsrige fodboldturnering kommer i en ny forklædning i 2018. Vi flytter lokaler fra Nørrebrohallen til Fodboldfabrikken, og vi prøver for første gang at ændre på turneringsformatet. Tidligere har det været alles kamp mod alle med et eneste mål: At vinde titlen til sidst. Men i 2018 vil vi gerne gøre stævnet bredere - og også lidt sjovere. Derfor indfører vi nu to parallelle turneringer: For alvor og For sjov.
For alvor er for dem, der spiller for at vinde - og kun for at vinde. Det er her DJ's svar på Christian Eriksen spiller. Det er her, der bliver delt blodnæser og benspænd ud. Det er her, der bliver tyret og lavet beskidte tricks.
For sjov er for dem, der mest vil være med for at være med. For at få en sjov dag med sine kollegaer. For at drikke et par øl. For måske at lave de fedeste spilledragter. Her behøver du ikke kunne tage 10 med venstre fod - her skal du bare være med og have det sjovt.
Vi håber, at vi på den måde kan tiltrække en lidt bredere deltagerskare, og at flere DJ medlemmer kan se dagen som en sjov social oplevelse med kollegaerne.
Undervejs vil der være masser af fede præmier på spil, og sidst på dagen bliver der trukket lod om flotte præmier både blandt deltagere og heppere. Præmier, som vi udelukkende kan dele ud på grund af stor opbakning blandt en række sponsorer.