Se udvalgte livestreams fra Fagfestival
Når Fagfestival starter søndag vil andre end deltagerne kunne nyde godt af udvalgte sessions fra det stærke program. Blandt andet streames live-interviewet med den berømte whistleblower Edward Snowden. Se her, hvad du ellers kan overvære på stream.
Søndag 20. november
10.30-11-30 Snowden Live
Edward Snowden ændrede vores verdensbillede markant, da han i juni 2013 afslørede NSA’s globale masseovervågning af millioner af mennesker. Hør ham i samtale med Kurt Strand – live-streamet fra Rusland.
14 - 15 Walt Bogdanich. Det effektive interview
Den amerikanske journalist Walt Bogdanich har vundet Pulitzer-prisen tre gange for artikelserier skrevet til The Wall Street Journal og New York Times. Walt Bogdanich vil fortælle om sine metoder, og hvordan han håndterer vanskelige kilder som f.eks. politikere, direktører og presseansvarlige.
15.30 – 16.30 Ann Friedman. Sådan bliver du en succesfuld freelancer
Ann Friedman er amerikansk journalist og podcaster, der skriver artikler og klummer om bl.a. arbejdsliv, politik, køn og identitet for New York Magazine, The Guardian, The Los Angeles Times, ELLE og The Gentlewoman. Ann Friedman giver indsigt i, hvordan hun har bygget sin forretning op.
Mandag 21. november
9.30 – 10.30 Katharine Segal om sociale medie-kampagner
Katharine Segal stod i spidsen for Labour Partys digitale aktiviteter under Brexit-kampagnen. En kampagne, der trods nederlaget, fik stor anerkendelse på den digitale kommunikationsfront. Hun er i dag Head of Marketing for CrowdJustice – et engelsk initiativ, der hjælper folk og organisationer med at rejse penge til at føre retssag. Segal er ekspert i ikke blot at nå bredt ud til folk via digitale platforme, men rent faktisk også at få dem til at handle.
11 – 12 Ted Connover. Etnografiske metoder I journalistik
Den prisvindende journalist og forfatter Ted Connover er kendt for sin etnografiske tilgang til sit stof. Han har bl.a. skrevet bøger og artikler i rollen som henholdsvis fængselsvagt i Sing Sing Prison og som omrejsende vagabond på de amerikanske jernbaner. Han giver her et indblik i sine metoder.
13 – 14 Tim Pool. Tips, tricks og gadgets i live-reportage
Tim Pool er en amerikansk live-reporter, der fik sit navn slået fast blandt de store medier i sin dækning af Occupy Wall Street i 2011. Pool har udviklet sit eget udstyr, som gør det muligt for ham både at broadcaste og live-chatte på samme tid, og samarbejder i dag med medier som NBC, Reuters og Al Jazeera.
Kommentarer
Vil det også være muligt at se dem bagefter, hvis man har været til en anden session?