Ulrik Pedersen: ”Jeg trives ikke i rammer, der strammer”

Du er uddannet fotojournalist – hvordan er du havnet der, hvor du er i dag?

Jeg startede helt klassisk som pressefotograf på JydskeVestkysten i Sønderborg. Dengang var det magisk at kunne tage et billede og så se det i avisen dagen efter. Senere begyndte jeg at arbejde som fotojournalist og selv finde mine historier og skrive en del. Det var det, jeg var uddannet til, og senere kom der video indover, og det var også fedt. Så jeg fik lov at udvikle mig stille og roligt. Jeg var god til at blande mig og blev fotochef for 12 fotografer og en sekretær og var det i fire år. Samtidig fik jeg en lederuddannelse, og det syntes jeg var enormt spændende.

Som fotograf handler det meget om dig selv og din historier. Men at få lov til at stå i front for et team og få dem til at arbejde sammen – det syntes jeg var rigtigt spændende. Senere fusionerede vi og blev til Jysk Fynske Medier. Vi blev så store, at der kom stor fokus på, hvor vi kunne optimere arbejdsgangene, som viste sig at være et andet ord for spareøvelser. Og det med at fotografere kunne alle jo gøre med mobilen, hvis man ikke vidste bedre. Så her kunne man skære ned. Vi fik den ene fyringsrunde efter den anden, og ved den tredje fyringsrunde satte jeg mit eget navn på. Det var i 2017.

Hvad gjorde du så?

Så blev jeg kommunikationskonsulent i Tøndermarsk Initiativet. Det handlede om at udbrede kendskabet til Tøndermarsken, som ikke var så kendt på det tidspunkt. Og da jeg så det job, kunne jeg se, at jeg kunne bruge mine kompetencer som fotojournalist. Du skal kunne skrive, selvfølgelig, men video og fotografi var også rigtigt brugbart, og jeg trængte til at forlade mediebranchen. Så i tre år jonglerede jeg der – talte med borgere, kommunen, tog billeder og talte med de tre fonde, der stod bag det her projekt. Som fotograf og journalist kan vi tale med almindelige mennesker, men vi kan også forklare, hvad en fondsdirektør mener, og forklare ham, hvad borgerne mener. Så jeg var en slags oversætter. Som fotograf er man vant til at møde statsministre og vagabonden og snakke med alle. Det var i den grad brugbart.

Hvordan kom du videre?

Det var en projektansættelse, og så er man altid på udkig efter noget nyt. Og så så jeg et job hos Redux i Kolding, hvor jeg kunne blive teamleder. Det savnede jeg i Tønder Marsken. Jeg savnede at have et team at spille gode.

I dag har jeg personaleansvar for seks fastansatte og ti studentermedhjælpere, og vores agenda er at sørge for, at der er mindre affald, mere sortering og mere genbrug.

Hvad har været afgørende for, at du har skiftet job på et givent tidspunkt?

Første gang følte jeg mig presset til det og kunne ikke se mig selv stå i front for noget, der bare skulle pilles fra hinanden. Dagene var talte i fotogruppen, og det ville aldrig blive godt. Jeg syntes jeg havde gode ideer til, hvordan fotograferne kunne bruge deres kompetencer, men jeg kunne se, at der efterhånden ikke ville være nogen til at løse opgaven, og kvaliteten ville dale for meget. Jeg tænkte, at ledelsen ikke satte pris på det, vi gjorde.

Jeg har søgt efter at få et team omkring mig og at arbejde med, hvad den enkelte brænder for. Men Tønder Marsken gav erfaring og en god fornemmelse for, hvad kommunikation er.

Hvad betyder mest for din arbejdsglæde?

Jeg har helt klart brug for at have glade mennesker omkring mig. Det er supervigtigt, at jeg har det sjovt. Det er det allervigtigste. At have nogle kolleger, som har det godt og sjovt, og hvor vi er enige om, hvad målet er. Det skal give mening. Jeg ville ikke kunne lave kommunikation for noget, jeg ikke brænder for.

Har der været perioder, hvor du har været særligt udfordret i forhold til din karriere og job?

Ja - jeg trives ikke i rammer, der strammer, og jeg skal vide, at der er en retning og et mål med det, vi laver.

Hvad tænker du om fremtiden – har du en eller anden form for plan?

Jeg vil gerne fortsætte med at arbejde med ledelse, og vi har nogle fede mål her på stedet. Dem skal vi have indfriet. Jeg er i en branche, der har vokseværk. Vi er et af de lande, der producerer allermest affald, så det skal der tages hånd om.

Jeg bruger stadig mange af mine journalistkompetencer. Jeg kan tale med alle, og det har jeg lært gennem fotojournalist-uddannelsen. Du møder utroligt mange mennesker, når du er på en lokal redaktion, hvor du styrter fra en opgave til en anden. Og der skal være god stemning for at tage et godt billede. Vi er klædt på til at gribe selve kommunikationen og få det i øjenhøjde. Vi er gode til at gøre tingene konkrete.

Hvis du skulle give dit yngre jeg et karriereråd, hvad skulle det så være?

At man skal følge det, man brænder for. Det er en floskel, men vi fungerer bare bedst, hvis vi laver noget, vi synes er sjovt og giver mening – det skal man ikke gå på kompromis med.

Har du brug for rådgivning om din karrierevej, kan du booke en karrieresparring i DJ