Når klapjagten går ind på journalister

Nu begynder for alvor det, vi alle har frygtet, den direkte jagt på Ukraines journalister. Der har længe verseret rygter om lister med navne, som de russiske soldater er beordret til at gå direkte efter, sådan som vi så det i Afghanistan og tidligere i andre krigszoner. Rædslerne i Ukraine tager til, og det er næppe tilfældigt, at to lokale ukrainske journalister som de sidste fotograferende vidner i Mariupol blev jagtet og til sidst måtte flygte ud af byen. 

Allerede tidligt i krigen sendte russerne missiler mod tv-stationen i Kyiv, fordi kampen om retten til at bestemme over informationen og fortællingerne er så central. Og Rusland nøjes ikke med medierne i Ukraine, også deres egne journalister og medier har fået kniven for struben med en strafferamme på op til 15 års fængsel for at bruge ordet krig og i det hele taget anvende andre kilder end Putins officielle statskilder. Hertil kommer de belarusiske journalister, som mange nok har glemt, men også de lever i stor risiko og flygter derfor fra Ukraine, hvor de ellers havde søgt tilflugt. 

Udenlandske medier gør alt hvad der er muligt for at passe på deres korrespondenter, som lever og beretter mellem missilangrebene, og når de alligevel bliver ramt, tager medierne, præcist som Ekstra Bladet gjorde det, ansvaret for, at deres journalister hurtigt får hjælp og kommer i sikkerhed. 

Vi har et fælles kollegialt ansvar for, at også lokale journalister får al den hjælp og støtte, de har brug for både inde i Ukraine og udenfor. Flere medier vil utvivlsomt gå i eksil præcis som det skete med de frie medier i Belarus, og der er hårdt brug for, at ukrainske journalister kan bringe nyheder til befolkningen, for det er de dybt afhængige af, og det kan redde liv. 

De er i den grad i krydsild, for de risikerer både at blive ramt af krigshandlingerne og ved at være direkte og beordrede mål. En situation, der også hurtigt kan ramme de internationale journalister på stedet. 

Heldigvis er der en enorm vilje til at hjælpe de ukrainske journalister og medier væk fra klapjagten. Det er dog vigtigt med den samme vilje til at hjælpe de uafhængige russiske journalister, der har forladt deres land for at kunne arbejde mere frit. Også journalisterne i Belarus skal fortsat kunne arbejde og give deres landsmænd andet den propaganda, de ligesom de menige russer bliver udsat for. 

Når sanktioner og vrede rammer Rusland og Belarus er det vigtigt, at journalister, forfattere og kunstnere, som med deres stemmer er en grundpille for, at demokratiet kan spire igen, ikke bliver ramt, men tværtimod hjulpet. Vi skal ikke forhandle med hinanden, men deler allerede demokratiets værdier. Derfor har vi stærkt brug for hjælp til, at journalister og andre demokratiforkæmpere sammen med deres familier ikke bare fra Ukraine, men også fra Belarus og Rusland kan få let adgang til blandt andet Danmark og bo her med opholds- og arbejdstilladelse og allerhelst med mulighed for at bidrage til at bryde deres hjemlandes propagandistiske formidling.

Tine Johansen
Formand i Dansk Journalistforbund

• Kom med til fyraftensmøde om mediedækningen i Ukraine: Hvordan passer vi på os selv og hinanden?  

Billedet øverst er fra en nylig konference i Gdansk, som både Tine Johansen og næstformand Allan Boye Thulstrup deltog i. Temaet var "tiilid til medierne og levedygtige medier". Her fortalte Tine Johansen om, hvordan hun ser mediestøtte som demokratistøtte og vigtigheden af armslængde og uafhængighed i støtten til medier.