Appel til alle organisationer: Pas godt på dine leverandører
DJ’s formand Tine Johansen sender i dag en kraftig appel til en lang række organisationer landet over: Dæk aftalte honorarer til freelancere og selvstændige.
Henvendelse til organisationer:
Corona: Pas godt på dine leverandører
Kære formand
Jeg skriver til dig og en række andre organisationer på vegne af mange af de freelancere og soloselvstændige, som leverer alle mulige ydelser til din organisation:
Jeg vil appellere til, at man tænker på disse leverandører i denne svære tid: Pas godt på dem og ræk dem gerne en økonomisk hånd, hvis det er muligt. For ellers er der en risiko for, at de ikke er der, når vi er på den anden side af denne krise, og din organisation skal bruge dem igen.
Mange af de freelancere og selvstændige, som er medlemmer i Dansk Journalistforbund medier & kommunikation har i den forgangne uge fået aflyst et utal af opgaver: Artikler, fotos og tegninger til medlemsblade og magasiner, rådgivning, undervisning, foredrag, moderatoropgaver til arrangementer så langt frem som Folkemødet på Bornholm og meget andet.
Jeg har fuld forståelse for, at man er nødt til at aflyse opgaver og arrangementer. Men det er desværre meget ofte sket uden nogen form for økonomisk kompensation til de leverandører, der måske allerede har lavet en stor del af opgaven.
Jeg vil derfor opfordre din organisation og alle andre organisationer til at være imødekommende for at dække de honorarer, der var aftalt.
Det kan være helt afgørende for de pågældende leverandører. Og for din egen skyld kan det øge chancen for, at de freelancere og selvstændige, som din organisation har et godt samarbejde med, og som kender din organisations behov, også er klar til at løse opgaver, når vi forhåbentligt snart er igennem denne ekstraordinære situation.
På forhånd tak og venlig hilsen
Tine Johansen
Formand i Dansk Journalistforbund
Kommentarer