Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Opfordring fra DJ: Sygedagpenge til selvstændige i corona-karantæne

DJ’s formand opfordrer regeringen til at udvide dækningen af sygedagpenge til selvstændige og freelancere, der kommer i karantæne. "Det er en alvorlig situation, som kan ramme nogle grupper på arbejdsmarkedet urimeligt hårdt", siger Tine Johansen.

Tine

Benita Marcussen

DJ’s formand Tine Johansen har sendt et brev til regeringen med en opfordring: Selvstændige og freelancere, der får påbud om at gå i karantæne, bør også være dækket af sygedagpengeordningen, selvom de ikke er diagnosticeret med corona.

Som det er i dag, så dækker den sygedagpengeforsikring, som selvstændige og freelancere kan tegne, nemlig ikke, hvis de får et påbud om karantæne. Man skal være syg, før man kan få sygedagpengedækning. Det kan blive skæbnesvangert for mange små selvstændige virksomheder og freelancere, herunder mange DJ-medlemmer. 

Det er kommunerne, der administrerer og udbetaler sygedagpengene. Og opfordringen i brevet til regeringen er klar: Meddel til kommunerne, at karantæne også skal gælde som sygdom og dermed udlæse sygedagpenge i denne meget kritiske situation.

"Vi håber alle sammen, at denne epidemi ikke får det frygtede omfang. Men et påbud om en karantæne kan ramme en lille enkeltmands-virksomhed urimeligt hårdt. Derfor opfordrer jeg regeringen og Folketinget til at justere reglerne", siger Tine Johansen.

Kommentarer

Anahita

man, 03/16/2020 - 14:16

Hej. Jeg har en mor på 62 år som er selvstændig frisør. Hun er desværre ikke medlem af noget forsikringsselskab. Derudover er hendes job fysisk, og hendes alder er sårbar over for koronavirussen.

Jeg er bekymret for hendes tilstand. Hun går på arbejde, selvom hun kender konsekvenserne. Er der en måde, hvorpå hun kan få økonomisk støtte i løbet af de 2 uger, vi er blevet bedt om at blive hjemme?

Min mor har arbejdet hverdag i 50 år - Det er hendes virkelighed. Hun har ikke råd til 2 ugers karantæne.

Tak for din opmærksomhed og bedste ønsker til dit helbred!