Louise Hesner Brandstrup: ”Hvad er du for en slags? Det skal du finde ud af”
59-årige Louise Hesner Brandstrup var egentlig i gang med at planlægge sine sidste arbejdsår, da et nyt drømmejob fik alle tanker om efterløn og seniorordning til at fordufte. Mød et DJ-medlem, som hele arbejdslivet har fulgt sit hjerte og sine faglige interesser, og glæder sig til sit nye højskolejob.
Senioraftaler for fastansatte
For fastansatte på to af landets store mediearbejdspladser, TV 2 og Danmarks Radio, har medarbejdere over en vis alder krav på flere årlige fridage eller nedsat tid på eget ønske. Begge arbejdspladser indbetaler pensionsbidrag svarende til medarbejdere på fuld tid – i tilfælde af, at en medarbejder ønsker mere ferie eller nedsat tid i årene op mod pensionsalderen. Her finder du aftalerne.
Få fakta og tal på arbejdslivet efter de 55 i DJ's tema: Alder og arbejdsliv
Louise Hesner Brandstrup tilbragte de første 18 år af sit arbejdsliv i branchen som først praktikant og derefter journalist på Viborg Stift Folkeblad.
”Jeg var helt traditionel dagbladsjournalist, hvor jeg dækkede en række forskellige stofområder. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg ikke skulle være der og arbejde som journalist hele mit liv. Redaktionen var min familie og at skrive min metier. Jeg elskede at komponere nogle linjer, lave portrætter og fremkalde mennesker.”
Selvom hun havde det godt på Viborg Stifts Folkeblad, kunne hun godt mærke, at det strammede lidt til. Fotografen skulle ikke længere med på reportage, og det begyndte at ”føles så småt” og en anelse forhastet. Men fred nu være med det, som hun siger.
Lige der, i den periode i sit arbejdsliv, mødte hun ”et spændende menneske på sin vej”. Han arbejdede som konsulent i Viborg Kommune og kunne noget særligt med børn og unge. Louise Hesner Brandstrup blev nysgerrig på hans faglighed og hans stofområde, som hun dækkede for avisen. Og hun dykkede dybere ned i det.
Midt i det hele var der et stillingsopslag.
”Da Lars Løkke Rasmussen i 2006 smed nogle millioner efter udvalgte kommuner, og bad dem være model for et projekt om unge og narkotika, blev der slået en ny projektlederstilling op i Viborg Kommune. Konsulenten kontaktede mig og spurgte, om det ikke var noget for mig, og vi aftalte, at jeg skulle give det et skud og sende en ansøgning afsted.”
”Jeg har aldrig følt mig så meget som journalist, som da jeg blev projektleder”
Hun fik jobbet. Og hun blev i jobbet som projektleder indenfor børn og unge området i Viborg Kommune i 14 år.
”Jeg har aldrig følt mig så meget som journalist, som da jeg blev projektleder. Pludselig kunne jeg se, hvad det var, jeg kunne, som der i høj grad er brug for udenfor den klassiske journalistiske verden. Journalistikken har givet mig en meget effektiv måde at formidle og projektlede på”, fortæller hun. Og fortsætter efter en kort pause:
”Det har jeg lyst til at give mine medjournalister med på vejen. Dem, der forfejlet tror, at de er blevet for gamle og ikke kan arbejde med andet end traditionel journalistik: Det kan I sagtens! Jeres faglighed kan bruges i så mange sammenhænge.”
Journalister er enormt gode til at udfordre "plejer", fortæller hun. Derudover nævner hun vedholdenhed, som en journalistisk force, der kan bruges i mange jobfunktioner.
”Journalister er rigtig gode til at stille hvorfor-spørgsmål, og de er så vigtige at stille. Hvorfor laver vi det her projekt? Hvorfor arbejder vi på den her måde? Jeg har helt sikkert irriteret nogen med alle mine hvorfor-spørgsmål, men jeg er ret sikker på, at de også har været til gavn for projekterne”, fortæller hun og uddyber:
”I mange jobfunktioner har vi travlt med hvem-gør-hvad og måle og handle og bevise. Så travlt, at vi helt glemmer at stille spørgsmål til, hvorfor vi gør det, vi gør. Men det er helt centralt at have for øje, hvis vi skal finde de løse ender, der opstår undervejs i forhastede projekter.”
Derudover er ”jeg kan ikke mødes før om en måned” en deadline, vi ikke arbejder med, og derfor er journalister i andre jobfunktioner ofte ret gode til at få ting sat i gang, ifølge Louise Hesner Brandstrup.
”Vi er vant til daglige deadlines, så vi godtager sjældent undskyldninger, der trækker projekter i langdrag, og det er godt at have sådan en på holdet, der er vedholdende og leder efter de konstruktive svar.”
Jobskifte som 59-årig
Hun havde egentlig planlagt at gå på efterløn. Og hørte sig selv bruge ord i samtaler med andre som: slutstilling, slutbolig, efterløn og ratepension.
”Det var min fortælling om mig selv. Jeg troede, at jeg havde fem år tilbage på arbejdsmarkedet og skulle pensioneres som 64-årig. Den fortælling er selvfølgelig opstået ved, at jeg kunne se på min dåbsattest, at jeg nærmede mig slutfasen på mit arbejdsliv.”
Men så skete der noget.
”En god ven sagde til mig, at jeg ud fra min måde at tale på, mine holdninger og værdier og refleksioner over livet burde møde de her to mennesker, hun kendte, fordi de snakkede helt ligesom mig.”
Louise syntes det lød meget sjovt, men lagde ikke mere i det. De to mennesker, viste sig at være et forstanderpar på Rude Strand Højskole, som hun ikke nåede at møde, før hendes mand viste hende et jobopslag på en stilling på selvsamme højskole.
”Jeg ved ikke, om du har prøvet det, men jeg havde ikke prøvet det før nu i mit lange jobliv: Jeg kunne med begejstring sige tjek til alt på listen. Jobopslaget var ikke bare alt, hvad jeg har gjort og kan. Det var mig, de søgte, og det var meget rørende at læse.”
Hun søgte højskolelærerstillingen på Rude Strand Højskole med hjælp fra en karriererådgiver i DJ. Stillingen er på fuld tid, og hun skal lave både kommunikation og kurser for seniorer.
”Da jeg blev kaldt til samtale på stillingen, viste det sig, at jeg havde glemt at skrive, hvor gammel jeg er. Det har åbenbart været helt irrelevant for mig – og heldigvis også for dem. De havde selvfølgelig ud fra årstallene på mit CV godt kunne regne ud, hvor gammel, jeg cirka var. Men det var lidt tankevækkende, at tanken slet ikke havde strejfet mig … der var så meget andet, jeg havde på hjerte i den ansøgning.”
Fra udsigter til efterløn og en pensionstilværelse med sin ni år ældre mand indenfor rækkevidde, startede Louise Hesner Brandstrup i sidste uge et nyt jobliv op på Rude Strand Højskole. Uden bagkant.
”Det hele er blevet smidt op i luften. Jeg skal ikke længere arbejde i en slutstilling, og vi skal flytte fra Viborg til østkysten – og jeg glæder mig helt vildt. Det er jo fantastisk at være ved at lukke det hele op igen, i stedet for at være på vej til at lukke det ned. Ikke fordi, jeg ikke var glad for mit job i Viborg Kommune, men jeg havde nok alligevel fået puttet så meget bredte og mundtlig formidling ind i mit job, at et højskolejob ikke var helt skudt ved siden af.”
Kig fremad – ikke bagud
Louise Hesner Brandstrup vil råde andre medlemmer på hendes egen alder til at lade være med at kigge så meget bagud.
”Kig hellere fremad og find ud af, hvad du godt kan lide at lave. Hvad er du for en slags? Og hvad er du fagligt optaget af, som du kan bruge i flere sammenhænge?”, siger hun.
Derudover vil hun opfordre andre medlemmer til at søge hjælp – både i eget netværk og hos DJ.
”Jeg fik selv rigtig god hjælp af en dygtig karriererådgiver i Dansk Journalistforbund, da jeg for nylig skulle skrive en ansøgning. Det kommer altid noget godt ud af at række ud.”
Læs også om 58-årige Line Baun Danielsen, der blev fyret på grund af sin alder som 48-årig - og skabte sig en ny jobtilværelse som selvstændig.
Kommentarer