Fra ansat til freelancer: ”Jeg kan mærke en glæde, jeg ikke har følt i mange år”

Dorte Palle begyndte sit arbejdsliv i Danmarks Radio som en del af DR’s talenthold. Hun fik kontrakten på sin 20-års fødselsdag, og hun forlod først medievirksomheden 23 år senere.

”Dengang skulle du arbejde i tre år som journalist, inden du kunne blive medlem af journalistforbundet. Da pressekortet kom med posten, fejrede vi det på talentholdet med bobler. Det var det, vi stræbte efter, at få vores pressekort. Det kort var definitionen for mig på at være færdiguddannet journalist”, fortæller hun.

I årerne der fulgte, gik hun fra tilrettelægger til redaktionsleder til redaktionschef. Det sidste var hun i rundt regnet ti år, inden hun forlod Danmarks Radio for at læse en MBA. Derefter troede hun egentlig, at hun skulle ud og søge et nyt fast job, når hun var færdig med at studere, men undervejs i studierne fik hun lyst til at prøve at blive selvstændig.

”Jeg har været ved en dygtig coach, som sagde, at lysten til at være selvstændig er der, den er bare pakket godt væk, da jeg ikke har brugt den i de 23 år, hvor jeg har været pakket ind i vat som ansat. Og ikke har skullet bekymre mig om økonomi og opgaver i nær det omfang, jeg skal nu.”

Dorte Palle er der i processen nu, hvor hun netop har afleveret sit speciale og kan på fuld tid fokusere på at opbygge et selvstændigt arbejdsliv. Hun kæmper stadig med at finde fundamentet, både det økonomiske og det faglige, men hun har ikke mistet lysten. Tværtimod.

”Jeg skal nu til at tage en beslutning om, hvad der skal ske fremover. Lige nu er jeg mest tændt på at prøve at forsøge det hårde arbejde med at starte op selv – selvom økonomien er lidt fucked for tiden.”

Hun kender selv flere journalistuddannede, der har valgt freelancetilværelsen aktivt til.

”Jeg føler mig ikke helt i den gruppe af formidlere, der har det sådan, at de for alt i verden selv skal og vil. Tværtimod tror jeg faktisk, at jeg stortrives i store dynamiske og komplekse organisation med masser af konflikter, dilemmaer og paradokser. Jeg kan godt lide det politiske spil, men samtidig er det også det, jeg tidligere har været ved at kaste op over. Så nu forsøger jeg at gå en anden vej, og forhåbentlig kommer jeg til at elske det.”

”Gud, jeg bor sammen med fire andre individer” 

Efter Dorte Palle forlod sit faste job, er hun begyndt selv at producere igen. Det har ikke været helt så let en manøvre, som hun havde forventet.

”Det har været svært at ’komme ned på gulvet’ igen efter en lang periode som leder. Jeg frygter stadig lidt virkeligheden, men ligeså snart jeg tager afsted med min optager eller mit kamera, kan jeg mærke en glæde, jeg ikke har følt i mange år.”

De dage, hvor glæden ved at ”komme ud i virkeligheden” ikke er altoverskyggende, glæder hun sig til gengæld over den genvundne tid sammen med sine børn. Den konstante nagende dårlige samvittighed over at tilbringe for lidt tid sammen med dem, den er forsvundet.

”Jeg kan huske, at jeg en morgen vågnede op, efter jeg var stoppet på DR, og tænkte: ’Gud, jeg bor sammen med fire andre individer.’ Det var som om, at det først rigtigt gik op for mig der. Pludselig så jeg, at jeg bor sammen med fire mennesker, der tænker, føler og har gang i en masse spændende ting hver især. Det var et totalt moment of realisation, at mit hjem ikke bare var sådan en fabrik, der kører afsted, men rent faktisk et sted med levende mennesker”, siger hun og fortsætter:

”Jeg ved det. Det er helt skørt at have det sådan med sine egne børn, og sin mand for den sags skyld, men det var sådan det føltes efter så mange år med logistiske hverdage, der mest af alt skulle gå op.”

Den første store lykke for Dorte Palle var, at hendes søn på 11 stadig gerne ville tilbringe tid sammen med hende.

”Han ringede han hver dag, når han havde fri fra skole og spurgte, om jeg var hjemme. Jeg troede, det kun ville være sådan i starten, men det fortsatte, og nu har min mand og jeg meldt ham ud af klubben. Vi har haft sådan nogle hyggelige timer om eftermiddagen. At opdage, at jeg ikke havde tabt ham, det har været fantastisk.”

Til spørgsmålet, om de erfaringer, hun har fået det seneste års tid som selvstændig, har sat nye perspektiver på tiden som leder i DR, svarer hun blandt andet, at hun har fået et nyt syn på det at arbejde på nedsat tid.

”Set i bakspejlet har jeg nok tidligere ikke helt forstået, hvorfor folk ønskede at arbejde på halv tid. Halv tid? Det er jo enormt svært at sætte et timeantal på kreativt arbejde, fordi det fylder så meget i hovedet på en. Jeg har som chef altid været meget rummelig og fleksibel, når nogen ønskede at gå op eller ned i tid, jeg havde bare ikke selv det behov dengang. I dag ved jeg, hvad de fik ud af det.”

En ny tilværelse med afslag

Hun er blevet spurgt for nylig, om det at være selvstændig udelukkende var noget, hun overvejede, fordi hun var ”pisse bange” for at få afslag på sine ansøgninger til faste jobs?

”Jeg har søgt et enkelt job, siden jeg forlod DR. Det var et undervisningsjob, som jeg følte mig overkvalificeret til, men jeg kom ikke engang til samtale. Derefter begyndte jeg at tænkte: ’Det her kan blive svært’.”

Hun kontaktede uddannelsesstedet, der ansatte, for en begrundelse på afslaget. Hun havde skrevet en god ansøgning, men der havde været et stort antal kvalificerede ansøgere med undervisningserfaring.

”Efter at have talt med ham tænkte jeg: ’Hvad bilder jeg mig egentlig ind at tro, at jeg bare sådan lige kan få et undervisningsjob bare fordi, jeg har været mediechef i mange år?’. Jeg kender folk, der har brugt et helt liv på at blive dygtige undervisere.”

Det gik op for hende, at fra at være typen, der bare har gledet igennem alting, er hun nu der, hvor hun får afslag. Måske på stribe.

”Efter afslaget var min tanke, at enten skal jeg i gang med den proces, og ruste mig til den, eller også skal jeg lade være med at udsætte mig selv for det, og starte noget op selv”, fortæller hun.

Hendes valg faldt på det sidste. Ikke så meget på grund af afslagene, men mere fordi, hun nyder den fleksible hverdag, hvor hun har mulighed for at være sammen med sine børn. Og fordi den MBA, hun påbegyndte, mens hun stadig var ansat på DR, har banet vejen for nye potentielle opgaver.

”Jeg har masser af ideer. Udfordringen er her i opstartsfasen, hvordan jeg undgår at hoppe fra tue til tue. Lige nu siger jeg bare ja til alt, jeg bliver tilbudt. Det er der ikke meget strategisk fokus over. Så risikoen er, at det bliver lidt tilfældigt, hvad jeg ender op med.”

En workshop, hun måske skulle lave, men som alligevel ikke blev til noget. Et undervisningsforløb, der er blevet udskudt til efteråret – og en række opgaver, der skal laves nu, nu, nu.

”Den slags kasten rundt føles ikke så selvstændig. Måske vil jeg være god til det her? Jeg er jo vant til at have mange bolde i luften. Måske er jeg gået ned med stress om få uger. Som selvstændig skal du i hvert fald vide ret præcist, hvor lang tid en opgave tager at løse, og du skal være forberedt på, at planen indimellem ryger”, siger hun og fortsætter:

”Man skal faktisk være lidt af et geni for at drible rundt imellem opgaverne som selvstændig. Og så skal man drikke utrolig meget kaffe med utrolig mange mennesker, hvor kun nogle få af de kaffeaftaler munder ud i reelt arbejde. Men der ligger også noget gensidighed i det at være åben og tale med hinanden, som er rigtig godt givet ud.”

Som leder var hun ikke specielt god til at drikke kaffe med folk, fortæller hun, medmindre hun kunne rådgive dem om noget nyttigt, eller hun havde et potentielt job på hånden.

”Hvis ingen af delene gjorde sig gældende, sendte jeg dem hellere videre til nogle andre, de kunne få andet end kaffe ud af at mødes med. Også for deres skyld.”

Dygtige freelancere er ”guld værd”

Som leder var hun ”dybt afhængig” af at have dygtige freelancere, hun kunne kontakte.

”Jeg vidste jeg godt, hvor vigtige freelancerne var, og hvor meget på røven jeg indimellem ville være, hvis jeg ikke havde haft gode freelancere at ringe til. De er guld værd.”

Noget af det, der nager hende mest at tænke på, er, at hun godt vidste, freelancerne ofte ville lægge flere timer i det bestilte arbejde, end de havde aftalt.

”Jeg forsøgte hver gang at sige meget tydeligt, hvad vi forventede, og jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at vi underbetalte. Vi betalte jo de penge, der var til opgaven. Men jeg vidste, at jeg sad overfor et ambitiøst menneske, der ikke ville slippe projektet før, det sad lige i skabet.”

Dilemmaet kunne også være, at freelancere indimellem kom med meget færdige historier.

”Det kom på den en side os som mediehus til gode, at de var nået langt med historierne, inden de præsenterede dem for os. Men alternativet ville måske have været, at deres historier slet ikke var blevet til noget.”

Tendensen i retning af først at ville købe indhold fra freelancere, der har lagt et større forudgående arbejde i at udvikle, ser man i flere kulturelle brancher – deriblandt forlagsbranchen, fortæller hun. 

”Det er derfor vigtigt, tænker jeg nu, at jeg som freelancer udvælger mine projekter og bruger energien på dem, jeg virkelig brænder for.”

En ting er at udvælge sine projekter. En anden er som freelancer at turde tage en dialog om betalingen for det stykke arbejde, man har udført.

”Freelancere spurgte sjældent ind til prisen. Man kan altid få et nej. I den tid, hvor jeg var leder, var det meget sjældent, at en freelancer bad om mere i løn, end det jeg umiddelbart tilbød. De få gange, hvor det skete, gik jeg tilbage og undersøgte, om det kunne lade sig gøre. Prøv da!”

Aktuel med podcast om at være selvstændig

Dorte Palle har valgt at dokumentere processen fra det ansatte arbejdsliv til det selvstændige i en podcast-serie på fem afsnit. I podcasten fortæller hun om sine tanker og erfaringer – fra små flyvske ideer om, hvad hun fremover skal leve af til de helt store svimlende visioner for sit kommende arbejdsliv. Podcasten er lavet med hjælp og sparring fra Dansk Journalistforbund.

• Hør podcast-serien 

Dorte Palle har fået hjælp til klipningen af første episode fra Julie Lindhardt Høimark, komponist er Christian Sørensen.