Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Specialforeningen Ledere i DJ uddeler ny pris

Med en nystiftet pris vil Ledere i DJ sætte fokus på god ledelse i medie- og kommunikationsbranchen. ”Med prisen vil vi gerne anerkende ledelse som et egentligt fag”, fortæller formanden i specialforeningen Via Christensen.

Årets Leder 2019

Dansk Journalistforbund

“Vi tror på, at der er masser af eksempler på god ledelse i vores branche, men også at der er behov for større bevidsthed og faglighed,” siger Via Christensen, der er formand for Ledere i DJ. 

Specialforeningen blev stiftet af Dansk Journalistforbund i 2017 for at give faglige ledere i branchen et fællesskab med rådgivning, inspiration, sparring og netværk. 

“I mediebranchen har der ikke været tradition for at uddanne ledere, man har tværtimod gjort som i de gamle mesterfag – forfremmet den bedste journalist til redaktør. Men den fagligt dygtigste er ikke altid den bedste leder for medarbejdere eller medier. Med prisen vil vi gerne anerkende ledelse som et egentligt fag,” fortæller Via Christensen. 

Et forbillede for andre  

Årets leder i medie og kommunikationsbranchen uddeles til en leder, som har markeret sig, og som indenfor sit felt (medier eller kommunikation) har opnået særlig opmærksomhed ved at skabe resultater i form af økonomisk, strategisk eller organisatorisk succes. 

Prisen gives til en leder, der gennem sit lederskab fremstår som et forbillede for andre ledere i medie- og kommunikationsbranchen.  

Det kan være en leder med økonomisk indsigt, som har udviklet et nyt levedygtigt medie eller sikret et eksisterende medies overlevelse. En leder, der har haft visioner og mod til at udvikle en kommunikationsvirksomhed eller et medie i en ny retning. Eller en empatisk og motiverende leder, som har fået medarbejdere og organisationen til at blomstre.  

Juryen består af bestyrelsen og en uafhængig ledelsesekspert. Prismodtageren bliver valgt af juryen blandt de af medlemmerne indstillede kandidater – og uddelingen finder sted på Ledere i DJ’s generalforsamling torsdag den 28. februar kl. 16 i Dansk Journalistforbunds lokaler på Gl. Strand 46.  

Indstillingsvinduet lukker fredag den 15. februar kl. 12:00

Kommentarer

Line Posselt

tir, 02/12/2019 - 18:07

Erik Harr og jeg har sammen startet lederprogrammet Din Camino – find vejen i dit lederskab (www.dincamino.dk) for 1 1/2 år siden, og vi har efterhånden haft over 100 deltagere igennem vores program. Jeg vil gerne nominere Erik til prisen, fordi han er et kommunikations- og mediemenneske, der virkelig formår at bruge og udvikle faget. Han er en idérig og kreativ samarbejdspartner, der er god til produktudvikle og eksekvere over for kunderne. Han tænker også hele tiden i, hvordan vi kan markedsføre vores program på SoMe i tekst, billeder og video. Dertil kommer, at han er god til at skrive og flere gange har skrevet bl.a. sammen med mig til Lederweb om vores metoder. Endelig oplever jeg, at han i arbejdet med vores metoder, eks. med dybdeinterviews og narrative ledelsesøvelser mm. bruger sin baggrund som journalist og kommunikationsmenneske.