Frygt er drømmenes værste fjende
"Den vigtigste grund til at gå efter drømmen er ikke målet, men den råstyrke, som vejen mod det efterlader. Energien, motivationen og den fortælling, som alle udfordringerne bygger op."
Lars H. Nielsen er psykolog og olympiske bronzevinder i roning fra 1984. Psykologi- og idrætsuddannet fra Københavns Universitet med speciale i vinderpsykologi, Coach fra Middlesex University i London og tillige partner i virksomheden OlymPeak, der coacher ledere i nogle af Danmarks største virksomheder og en del af Danmarks bedste idrætsfolk. Forfatter til bogen ’Vinderkultur’
Sådan lyder rådet fra psykolog, ledelsesrådgiver og olympisk bronzevinder i roning med speciale i vinderpsykologi Lars H. Nielsen. Han har i mere end 25 år levet af at coache ledere i en række af Danmarks største virksomheder. Lars H. Nielsen råder dig til at hente styrke i dine tidligere successer, tale højt om drømmene og hente hjælp fra folk, der har interesse i, at du lykkes.
Af Anne Anthon Andersen
Når Lars H. Nielsen husker tilbage på sin egen store drøm om at deltage ved OL tilbage i 1980’erne, er det tiden op til, han husker.
”Al den tid, jeg trænede og stoltheden over, at jeg lykkedes med det. Visheden om at jeg ville lykkes selv i en svær situation blev langt vigtigere end at stå med medaljen – at være i mål”, siger han i dag.
Gå efter de ambitiøse drømme
Derfor er et af hans råd til de virksomheder og eliteidrætsudøvere, han coacher, at man bør gå efter de ambitiøse drømme, ikke alene med målet for øje, men fordi det giver selvtillid, råstyrke og energi til at ville mere. Motivation og lyst til at blive ved med at udfordre sine egne grænser resten af livet. Dette perspektiv er afgørende, for at man kan forpligte sig på drømmene og dermed øge sandsynligheden for at realisere dem.
”Når folk ikke lykkes med at udleve deres drømme, er det typisk, fordi de er bange for ikke at lykkes, eller fordi de reelt ikke har taget valget om at ville lykkes. Den frygt og det valg er man nødt til at lære at håndtere først. Det bliver sværere og sværere i en verden, hvor folk hele tiden fortæller om, hvordan de igen og igen lykkes på diverse sociale medier”, siger han.
Punkt et er at kende sin drøm og vide, hvorfor man ønsker at forfølge den
Har man ikke klarlagt sit incitament i forhold til at udleve drømmen, har man heller ikke den gode grund til at tage valget og overbevise sig selv om at blive ved, argumenterer Lars H. Nielsen.
En stor drøm opstår af succesoplevelser i forhold til et potentiale
”Jeg oplevede selv, at jeg var god til at konkurrere. Det blev frøet til min drøm om at blive medaljevinder ved OL. Det er nødvendigt, at målene er forankret i tidligere succeser, fordi det skaber tryghed og tro på, at gør jeg mig rigtigt meget umage, så vil det kunne lade sig gøre”, siger Lars H. Nielsen.
Sådan puster du liv i drømmen
1. Beskriv drømmen
Sæt ord på og fortæl om drømmen til andre. Vis at du har taget valget. På den måde begynder du at forpligte dig til det, du drømmer om. Samtidig giver du omverdenen mulighed for at hjælpe dig. En enkel øvelse kan være at spørge sig selv: List de første 10 successer op og spørg dig selv: Hvorfor lykkedes jeg med det? Der vil tegne sig en form for mønster, som giver inspiration til den drøm, du måtte have. Spørg derefter dig selv: Hvilke ting vil jeg gerne anerkendes for engang i fremtiden?
2. Opsøg folk, som anerkender dig og er interesseret i, at du lykkes.
Der er ikke nogle, der laver noget genialt ekstraordinært helt alene. Sig altid “ja tak”, når du bliver udfordret med kritik. Også fra nogle der kan noget andet end dig selv, men samtidig har interesse at ville dig det bedste. En god ven eller en anden, du har tillid til. Det er vigtigere end, om det er en professionel coach.
3. Lad janteloven ligge på hylden
“If you can dream it and communicate it, you can do it”. Historien viser, at det passer.
4. Få styr på målet
Find ud af, hvad det er for opgaver, der ligger foran dig på vej mod målet. Find ud af hvilke led i processen, du har indflydelse på. Det er ikke nok at have resultatmål – medaljen – den er et stærkt incitament, men det er ikke alene dig, der har indflydelse på indfrielsen af det mål. Definer derfor også dine præstationsmål – de mål, du alene har indflydelse på.
5. Hav mod til holde fast
Så længe du kan tænke tanken, kan det lade sig gøre. Hvis du skal have garanti for at lykkes, er du ikke ambitiøs nok. En klar handlingsplan og implementeringsplan er aldrig garanti for succes. Det er stadig ikke helt tilladt at sætte høje mål og sige dem højt. Mange erhvervsledere og politikere udtrykker sig ofte I hensigtserklæringer i stedet for i mål. Mål skal forpligte. Derfor kræver det mod at have høje ambitioner.