Medlemmerne
For at sikre bedst mulige løn- og arbejdsforhold er det vigtigt med et stærkt fællesskab med mange medlemmer.
Medlemstyper
Ny i fagligt arbejde?
Som ny i fagligt arbejde kan det være rart med grundlæggende viden om, hvordan DJ's medlemmer er organiseret. Fx at man som DJ-medlem selv vælger, hvilken af vores mange specialgrupper, man vil være medlem af, og at det er obligatorisk at være medlem af en specialgruppe, hvis man er freelancer eller ansat på en arbejdsplads, hvor der ikke er en medarbejderforening.
Du skal være medlem af en medarbejderforening eller en specialgruppe.
Som medlem af DJ skal du være O-medlem af enten en medarbejderforening eller en specialgruppe. O-medlem er en forkortelse for organisatorisk medlem.
Hvis du er ansat på en arbejdsplads, hvor der er en DJ-medarbejderforening, skal du være O-medlem af den.
Hvis du er freelancer eller ansat på en arbejdsplads, hvor der ikke er en DJ-medarbejderforening, skal du være O-medlem af én af DJ’s specialgrupper.
Du kan selv vælge mellem de specialgrupper, der dækker det område, som du arbejder inden for.
Dér, hvor du er O-medlem, enten i en medarbejderforening eller en specialgruppe, kan du vælge delegerede eller selv blive valgt som delegeret til DJ’s delegeretmøder.
Udover dit O-medlemskab i en medarbejderforening eller en specialgruppe kan du vælge at være såkaldt I-medlem eller interessemedlem i én eller flere af de øvrige specialgrupper.
Du kan være I-medlem i lige så mange specialgrupper, som du har lyst og råd til.
Specialforeninger
Hvis du er pressefotograf eller billedjournalist kan du vælge at være medlem af specialforeningen Pressefotografforbundet, PF.
Hvis du er bladtegner, kan du vælge at være medlem af specialforeningen Danske Bladtegnere.
Hvis du er leder eller mellemleder på din arbejdsplads, kan du vælge at være medlem af specialforeningen Ledere i DJ.
Medlemsarrangementer
Jeres arrangementer
Arrangementer, som I vil have vist på jeres DJ-hjemmeside, skal oprettes i denne DJ-eventformular.
Alle arrangementer, der bliver håndteret af DJ Event, bliver automatisk vist i kredsens/gruppens egen kalender og i DJ’s kalender. I behøver altså ikke at oprette dem særskilt til jeres egen hjemmeside.
Formularen skulle gerne være lige til at gå til, men tøv ikke med at kontakte Eventafdelingen, hvis den giver anledning til spørgsmål.
Webinarer
DJ hjælper gerne med at afvikle webinarer med jer som afsender. Vi har også udstyr og softwarelicens, som vi gerne stiller til rådighed for, at I kan gennemføre live-webinarer til jeres medlemmer.
Hvis I betaler for en oplægsholder, kan vi påtage os at gennemføre alt det praktiske i forbindelse med at planlægge, annoncere og gennemføre webinaret.
I vil stå som officiel arrangør af webinaret, og hvis I ønsker det, kan I også byde deltagerne velkommen til webinaret (online via webinarplatformen).
Vi afholder normalt webinarer på hverdage mellem kl. 9 – 10, men er åbne for at drøfte andre tidspunkter
Webinarer er tilgængelige for alle DJ-medlemmer
DJ har udstyr til lys og lyd i Gammel Strand, men oplægsholderen kan fint befinde sig hvor som helst og tilgå webinaret via desktop, tablet eller mobil
Senest 14 dage før et arrangement skal oplægsholder og beskrivelse være endeligt på plads
Hvis I mangler en relevant oplægsholder til det emne, I ønsker at formidle viden om, har vi et bagkatalog af oplægsholdere, som allerede har holdt webinarer for DJ. Se afholdte webinarer
Kontakt Mikkel Inumineq i DJ's kommunikationsafdeling, hvis I vil høre mere om mulighederne eller er klar til at være afsender på et webinar.
Organisering
Organisering er relationsarbejde og tager udgangspunkt i medlemmerne. DJ vil gerne understøtte dig som fagligt aktiv i at identificere arbejdskampe, varetage relevante fællesskaber og opnå resultater for foreningernes medlemmer. Det er en grundsætning for organisering, at DJ's organizer ikke løser opgaver, som medlemmerne selv kan varetage. Målet er i stedet at klæde medlemmer på til at tackle problemstillinger i fællesskab og i samarbejde med DJ's sekretariat.
Kontakt Karin Mette Thomsen, hvis du har interesse i at få sparring eller en workshop for din bestyrelse omkring arbejdet med at samle medlemmer i stærke fællesskaber omkring jer.
Få flere med
Gode grunde til at være medlem af DJ
Det kan være svært at komme med det helt rigtige argument, når man som politisk aktiv i DJ pludselig står overfor en person, der spørger, hvorfor man skal melde sig ind i DJ.
Der kan være forskel på, hvad de gode argumenter er afhængigt af, hvem der spørger. DJ rummer mange fagligheder og har tilbud til dem alle. Derfor har vi lavet denne argumentliste til jer, der er fagligt aktive i DJ.
Listen er ikke udtømmende, men nogle bud på emner, der kan fungere som samtalestarter, så du kan blive klogere på, hvad der er vigtigst for den person, der spørger dig til medlemskab af DJ.