Tag et økonomisk tjek 60+
Få økonomisk rådgivning, når din arbejds- eller boligsituation ændrer sig.
Få kigget din økonomi efter i sømmene, når du er på vej ind i denne næste fase af dit arbejdsliv. Det gælder især, hvis du ændrer din arbejds- eller boligsituation. Det er en god idé at gå til forskellige rådgivere, så du kommer hele vejen rundt om forskellige scenarier.
Få økonomisk rådgivning
- Hvis du ønsker at arbejde mindre
- Hvis du ønsker at gå selvstændig eller freelance
- Hvis du vil regne på, hvordan økonomien ser ud efter efterlønsperioden, eller om du skal udsætte efterlønnen
- Hvis du vil regne på, om du har råd til at holde op med at arbejde med den opsparing, du måtte have foretaget til nu
- Hvis du vil have ro i maven i forhold til din fremtidige økonomi som efterlønner eller folkepensionist
- Hvis du ønsker at flytte eller lave andre større ændringer, der kan påvirke din økonomi
- Hvis der er sket helbredsmæssige ændringer, som påvirker eller kan komme til at påvirke din arbejdsduelighed.
Banken
Din bank kan rådgive dig i forhold til dit engagement i banken, lån, investeringer og eventuelle pensioner. Husk, at banken tjener penge på dig som kunde, og at rådgivningen derfor ikke er helt uvildig.
Pensionsselskabet
Dit pensionsselskab kan hjælpe dig med at regne på din fremtidige økonomi og med at rådgive dig i forhold til, hvornår du skal tage hul på forskellige opsparinger, så modregninger påvirker din folkepension mindst muligt. Du kan også få overblik over, om du skal spare noget ekstra op i dine sidste år på arbejdsmarkedet.
Uvildig økonomisk rådgiver
En uvildig rådgiver kan hjælpe dig med overblik over din samlede økonomiske situation og komme med forslag til dispositioner, som banken og pensionsselskabet ikke nødvendigvis fortæller om. En uvildig rådgivning koster penge, men de kan være godt givet ud.
Organisationer
Dansk Journalistforbund tilbyder via PFA en gratis rådgivning, men har ikke aftaler med uvildige rådgiverfirmaer om yderligere seniorøkonomisk rådgivning. Frem til juni 2024 tilbyder DJ dog en individuel rådgivning via selskabet AO, hvis man sparer op via Mediernes Pension. Samtidig vil der være et særligt rådgivningstilbud til dem, der er meget tæt på at lade sig pensionere, og som skal tage stilling til, i hvilket tempo pensionspengene skal udbetales. Læs mere her.
Ældre Sagen har en gratis rådgivning i et begrænset omfang, også for ikke-medlemmer. Som medlem kan du få rabat på en seniorøkonomisk rådgivning hos et privat firma.
Faglige Seniorer tilbyder også gratis pensionsrådgivning i et vist omfang til medlemmer.
-----