Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Lønmodtager eller selvstændig?

Hvilke forskelle er der på at være lønmodtager eller selvstændig i forhold til beskatning, sygdom, barsel, moms mm?

Lønmodtager

Du er lønmodtager, hvis du udfører arbejde for en arbejdsgiver efter dennes instruktion og for arbejdsgiverens regning og risiko. Det vil sige, at du skal arbejde i arbejdsgiverens navn, og det er arbejdsgiveren, der bærer det økonomiske ansvar forbundet med arbejdet samt betaler for de udgifter, der er ved arbejdet.

Som lønmodtagerfreelancer eller fast tilknyttet freelancer er du derfor også omfattet af lønmodtagerbegrebet, hvis du udfører arbejde for en arbejdsgiver som beskrevet ovenfor.

Selvstændig

Du er selvstændig, når du driver erhvervsmæssig virksomhed for egen regning og risiko med det formål at få et overskud. Det betyder, at din virksomhed skal være indrettet og drives på en måde, at virksomheden kan forventes at blive rentabel.

Beskatning

Lønmodtager

Når du er lønmodtager skal din arbejdsgiver sørge for at indberette din indkomst til e-indkomstregisteret som A-skat samt betale arbejdsmarkedsbidrag.

Selvstændig

Når du er selvstændig afhænger beskatningen af, om der er tale om et selskab eller en personlig ejet virksomhed, samt hvilken ordning du ønsker din personlig ejet virksomhed beskattet efter.

Moms

Lønmodtager

Når du som lønmodtager udfører arbejde for en arbejdsgiver, er arbejdet eller opgaven ikke omfattet af momspligten.

Selvstændig

Som selvstændig skal du registreres for moms og lægge moms på dine opgaver, medmindre du arbejder inden for et momsfritaget område, eller din årsomsætning forventes og bliver under 50.000 kr. ekskl. moms inden for en 12-måneders periode. Det er din omsætning og ikke fortjenesten, som er afgørende. Hvis din ydelse er momsfritaget må du ikke lægge moms på din opgave.

Læs mere om momsregler

Barsel

Lønmodtager

Som lønmodtager kan du få barselsdagpenge, hvis:

  • Du har arbejdet uafbrudt i de seneste 13 uger, og
  • Du har haft mindst 120 arbejdstimer i de 13 uger.

Dine barselsdagpenge bliver beregnet på baggrund af dine arbejdstimer pr. uge og din timeløn.

Selvstændig

Som selvstændig kan du få barselsdagpenge, hvis:

  • Du har arbejdet mindst 6 måneder inden for de sidste 12 måneder
  • Du har arbejdet den seneste måned, før din orlov starter
  • Din virksomhed har overskud, og
  • Du har arbejdet mindst 18,5 timer om ugen i din virksomhed.

Du kan medregne perioder med lønmodtagerarbejde, hvis du har arbejdet som selvstændig i mindre end 6 måneder.

Dine barselsdagpenge bliver som udgangspunkt beregnet på baggrund af din virksomheds overskud i det seneste indkomstår. Hvis du ikke har arbejdet som selvstændigt hele det seneste indkomstår, bruger Udbetaling Danmark din seneste årsopgørelse som lønmodtager eller et revisorunderskrevet regnskab for et helt år.

Du kan hos Udbetaling Danmark købe en forsikring senest 6 måneder før, du søger om barselsdagpenge, som dækker mindst 2/3 af den maksimale barselsdagpengesats uanset din indtjening.

Læs mere om Barsel

Sygdom

Lønmodtager

Alt afhængig af dit ansættelsesforhold vil du under din sygdom have ret til enten løn eller sygedagpenge fra første sygedag.

I forhold til sygedagpenge skal du opfylde et beskæftigelseskrav. Beskæftigelseskravet er opfyldt, hvis du fx er i beskæftigelse og har arbejdet mindst 240 timer inden for de seneste seks afsluttede kalendermåneder forud for første sygedag. Du skal i fem af disse måneder have arbejdet mindst 40 timer i hver måned. Du opfylder også kravet, hvis du ville have haft ret arbejdsløshedsdagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse, hvis du ikke var blevet syg.

Selvstændig

Som selvstændig har du ret til sygedagpenge, hvis du inden for 12 måneder har drevet selvstændig virksomhed i mindst seks måneder med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 18½ time om ugen. Den ene af de seks måneder skal ligge lige op til sygefraværet. Du kan dog først få sygedagpenge efter 14 dages sygdom, medmindre du har købt en forsikring hos Udbetaling Danmark. Med en sygeforsikring hos Udbetaling Danmark har du mulighed for at vælge en dækning på mindst 2/3 af den maksimale dagpengesats uanset størrelsen af din indtægt.

Læs mere om Sygdom

A-kasse

Der gælder forskellige regler for lønmodtagere og selvstændige i forhold til optjening og udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge. Du bør derfor altid tage kontakt til din a-kasse, hvis du vil vide, hvad der gælder for netop dig.

Besøg www.ajks.dk

Ferie

Lønmodtager

Som lønmodtager har du efter ferieloven ret til at holde 25 feriedage om året. Afhængigt af dit ansættelsesforhold kan du enten holde ferie med løn, hvis du har optjent ret hertil, eller du vil få udbetalt en feriegodtgørelse på 12,5 % af din løn i optjeningsåret.

Selvstændig

Som selvstændig er du ikke omfattet af ferieloven, og du skal derfor selv betale for din ferie. Når du prissætter en opgave eller fastsætter din timepris, bør du derfor overveje, om du skal indregne et beløb til dækning af din ferieafholdelse.

Læs mere om Ferie

Pension

Lønmodtager

Som lønmodtager vil du ofte være omfattet af en pensionsordning hos din arbejdsgiver.

Selvstændig

Som selvstændig skal du selv oprette en pensionsordning. Når du prissætter en opgave eller fastsætter en timepris, bør du derfor overveje, om du skal indregne et beløb til dækning af dit pensionsbidrag.

Lønmodtagernes Garantifond

Lønmodtager

Som lønmodtager kan du din løn, pension og feriepenge dækket af Lønmodtagernes Garantifond, hvis din arbejdsgiver er gået konkurs.

Selvstændig

Som selvstændig arbejder du for egen regning og risiko. Hvis din kunde eller en skyldner går konkurs, vil du kun få betaling for dit arbejde, såfremt der er dækning herfor i konkursboet, hvilket der ofte ikke vil være.

Forsikringer

Lønmodtager

Du vil som lønmodtager være dækket af den arbejdsskadeforsikring, som din arbejdsgiver er forpligtet til at tegne. Forsikringen dækker både ulykker under udførelsen af arbejdet samt erhvervsrelaterede sygdomme. Som lønmodtagerfreelancer er du også dækket af din arbejdsgivers forsikring, hvis dit arbejdssted er hos din arbejdsgiver. Hvis det ikke er tilfældet, skal du selv sørge for at forsikre dig.

Som lønmodtager skal du ikke tænke på tings-, driftstabs eller brandforsikring. Hvis du er lønmodtagerfreelancer og arbejder på eget udstyr, skal du dog sørge for at have forsikret dit udstyr både i forhold til ejet brug, men også i forhold til en eventuel brug af udstyret på din arbejdsgivers arbejdsplads.

Selvstændig

Som selvstændig kan du frivilligt vælge at tegne en arbejdsskadeforsikring for dig selv. Forsikringen dækker både ulykker under udførelsen af arbejdet samt erhvervsrelaterede sygdomme. Hvis du har ansatte, herunder elever, har du pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, der kun gælder for de ansatte.

Som selvstændig skal du undersøge behovet for tings-, driftstab- og brandforsikring samt overveje, om du skal tegne en sygeforsikring hos Udbetaling Danmark.  

Fandt du den information du søgte
Tilføj email hvis du ønsker svar retur.

OVERVEJER DU AT BLIVE SELVSTÆNDIG?

Overvejer du at tage springet og starte op for dig selv? DJ har samlet en række gode råd og tips for nystartede selvstændige.

Bob Katzenelson

KOLLEKTIVE FREELANCEAFTALER

DJ har lavet aftaler for freelancere med en række mediearbejdspladser. Find bl.a. O-aftalerne her.

DJ's kollektive freelanceaftaler 

Rasmus Degnbol

SYGEDAGPENGE SOM SELVSTÆNDIG & FREELANCER

Sådan sygemelder du dig og modtager sygedagpenge, hvis du arbejder som selvstændig eller freelancer.