'Voldsmænd søger hjælp' vinder Kæpføl 2020
Cecilie Nisgaard og Stine Gliese er dette års vindere af Kreds Fyn og KaJos Kæpføl
Torsdag aften foran 40 publikummer i Medialab i Fyens Stiftstidende blev Cecilie Nisgaard og Stine Gliese af en jury og publikum samlet set kåret som vindere af dette års Kæpføl.
Det gjorde de for deres radiodokumentar ”Voldsmænd søger hjælp”, som afdækker, hvorfor voldsmænd skal vente op til tre år på at få hjælp til at komme ud af deres problemer ud fra blandt andet to stærke case-personers oplevelser med vold i et parforhold.
”Det betyder virkelig meget med en sejr og et skulderklap. Det er en kæmpe stor anerkendelse fra nogle af de dygtigste i branchen på Fyn, så det giver en stor følelse af, at efter uddannelsen har vi sgu styr på, hvordan vi laver god journalistik. Det er så fedt at slutte uddannelsen af på den måde”, siger Cecilie Nisgaard.
De studerendes pris
Kæpføl er en prisuddeling, hvor de bedste bacheloropgaver fra de studerende på journalistik på SDU hyldes. Det har været afholdt i samarbejde mellem Kreds Fyn og KaJo i to år i træk.
Alle afleverede opgaver kan indstilles, hvorefter en jury læser opgaverne i gennem og giver dem point. Til selve prisuddelingen præsenterer de nominerede deres bachelor og fortæller, hvordan de arbejdet, og hvad de har gjort for at kunne fortælle det, de gør.
Det gjorde alle nominerede også torsdag aften i Medialab til stor interesse for publikum, som lyttede intenst med og havde mange opklarende spørgsmål til opgaverne og arbejdet med produktet.
På baggrund af dét stemte publikum på deres favoritopgave. De stemmer blev lagt sammen med juryens stemmer – juryens stemmer talte halvdelen, det samme gjorde publikums stemmer.
Dette års jury bestod af:
Malte Jørstad, Bemærk, TV 2/Fyn
Allan Spangsberg, samfundsreporter, TV 2/Fyn
Kirsten Nepper Rasmussen, redaktør, DR Fyn
Tore Bønke Jeppesen, journalist, DR Fyn
Rune Blichfeldt, journalist, Fyens Stiftstidende
Rikke Bekker, chefredaktør, Fyns Amts Avis
Anerkendelse betyder meget
Med prisen følger en måneds SU og ikke mindst juryens og publikums anerkendelse. Om årsagen til nomineringen til Kæpføl 2020 skriver juryen blandt andet, at de to nyuddannede har gjort et grundigt stykke arbejde.
”Historien om voldsmænd, der venter på at få behandling, er muligvis fortalt før. Men Cecilie Nisgaard og Stine Gliese tager os i radiodokumentaren ”Voldsmand søger hjælp” med helt derind, hvor vi kan mærke, hvad problemet er – for offeret, for voldsmanden og for samfundet.
Anerkendelsen for grundigheden i opgaven er noget, som Cecilie Nisgaard og hendes makker, Stine Gliese, længe kan bruge.
”Jeg tror også, at anerkendelsen er noget, vi kan bruge frem i fremtidige jobsøgninger. Og hvis vi nu skulle tvivle på os selv undervejs, så kan vi hive vores diplomer frem, kigge på dem og sige til os selv ’Vi er gode’. Noget Stine og jeg undervejs har været nødt til at sige til os selv et utal af gange, når vi har tvivlet på historien eller ikke har kunne få fat på de kilder, vi skulle tale med,” siger Cecilie Nisgaard.
Kommentarer