Temaaften om aktindsigt
Kreds Fyn sætter 13. september fokus på aktindsigt. Det sker i selskab med Cavling-vinder Morten Pihl og mediejurist Vibeke Borberg.
Der er masser af historier, som gemmer sig i dokumenter hos offentlige myndigheder. Blandt andet har aktindsigter været vigtige i BIOS-sagen, Carl Holst-sagen og sagen om vagtlægeskandalen, bare for at nævne nogle af de nyeste og vigtigste eksempler.
Men hvordan får man fat i dokumenterne, som kan understøtte historien? Den 13. september kan du som medlem af DJ Kreds Fyn komme med til en spændende aften med tips og tricks til, hvordan du bedst arbejder med aktindsigter.
Du får både gode råd fra mediejurist Vibeke Borberg ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole og Cavling-vinder Morten Pihl, der var med til at afsløre Peter Brixtofte for BT, og som i dag er graverjournalist på Jyllands-Posten.
Når aftenen er overstået, så har du fået fem gode råd fra hver af oplægsholderne, så du er klar til at gå i gang med arbejdet med aktindsigter allerede dagen efter.
Arrangementet om aktindsigt foregår den 3. september på DR FYN, Lille Tornbjergvej 10, 5220 Odense SØ klokken 19.00–21.00. Der vil blive serveret øl og vand.
Tilmelding skal ske på: jar@dr.dk / 28 54 77 54.
Kreds Fyn glæder sig til at se jer.
Kommentarer